”Hvis alt er et spil, er vi fortabt. Hvis ikke, er vi det for alvor.”
Juli Zeh: “Legesyge”, side 12.
Den overbegavede Ada og hendes eneste ven, den mindst lige så selvbevidste og erklæret impotente Alev, sætter de moralske grænser på spil i et form for rollespil, der munder ud i, at de forfører deres tysk- og idrætslærer. Spillet er udtænkt med ubehagelig udspekuleret akkuratesse og går først galt, da følelser begynder at blive involveret. Plottet er grumt – de to lokker læreren til at gå i seng med Ada, mens Alev optager det hele på video, for derefter at afpresse ham til at betale dem penge for at holde mund. Det hele ender i en retssag, hvor Alev og læreren bliver dømt, mens Ada går fri.
Romanens hovedtanke er spillet – legen som motiv. I selve udfordringen af de gængse spilleregler, i det at sætte sig ud over de gældende normer – og den gældende lov. Ada og Alev forfører og afpresser ikke læreren for selv at få noget ud af det, men ganske enkelt for at se, hvad der sker. Hvor langt kan de trænge ham op i en krog, hvor meget magt kan de have over ham, før han bryder sammen? I denne leg bliver den konkrete handling til en retsfilosofisk diskussion om moralens grænser og voldens logik.
Deres leg kommer fra den såkaldte spilteori, der inden for den økonomiske videnskab har til formål at kunne forudsige mennesker handlinger og valg. En af de mest berømte spilteorier er “fangernes dilemma”. Her er situationen: To personer, A og B, er anholdt, og politiet har ikke nok beviser til at få nogen af dem dømt. Hvis ingen siger noget. Men hvis en af dem tilstår at have været med, og at den anden var den, der skød (f.eks.), så vil ham, der tilstår, få en mindre straf – hvis vel at mærke den anden ikke også har sagt noget.
Her er et eksempel: Hvis begge holder mund, går de begge fri. Hvis A snakker og B holder mund, går A fri og B får 10 år. Hvis B snakker og A holder mund, går B fri og A får 10 år. Hvis begge snakker, får de hver to år. Den optimale løsning for begge er selvfølgelig, hvis ingen sagde noget. Men det kræver, at man stoler på, at den anden holder tæt.
Romanen tematiserer en gammel filosofisk diskussion om grænsen mellem ret og uret. For Ada og Alev er regler af enhver slags vilkårlige – dvs. de kunne lige så godt have været anderledes. Derfor kan de selv bestemme deres egne regler. På den måde går de imod forestillingen om, at der findes en endelig retfærdighed, at der i verden findes noget, der objektivt er mere retfærdigt end noget andet. Hele diskussionen forløses (næsten) til sidst i romanen, da Ada indser, at det rigtige må ligge i “respekten” for det andet menneske. Uden den – intet fællesskab. Det kan lyde en smule fortænkt, men romanen i sin helhed er særdeles underholdende – og hårrejsende – i sin fortælling, og de tunge diskussioner er grundigt indlejrede i personernes forhold til hinanden.
Juli Zeh
Det er sjældent, at unge tyske forfattere ryger direkte ind på den litterære verdensscene – og endnu mere sjældent, at de udkommer i Danmark. Men med debuten “Ørn og engel” fik den dengang kun 26 å...
Læs hele forfatterportrættet
