Juli Zeh

Emneord:

tysk litteratur

Hovedforfatter

Andreas Harbsmeier
journalist, 2008

Det er sjældent, at unge tyske forfattere ryger direkte ind på den litterære verdensscene – og endnu mere sjældent, at de udkommer i Danmark. Men med debuten “Ørn og engel” fik den dengang kun 26 årige tyske forfatter Juli Zeh ikke alene samtlige debutantpriser i Tyskland i 2001, hun høstede også stor respekt over stort set hele verden for sine store romaner, der hudfletter den begavede samtidskritik med retsfilosofiske diskussioner, kriminalintriger og den originale og dramatiske personlige historie. I romanerne bliver den brede diskussion om, hvad der er ret og uret, indlejret i kuriøse historier om teenagegenvordigheder, kokainmisbrug og afpresning, samtidig med at den lille personlige udviklingshistorie spiller sammen med den store Histories tragiske begivenheder. En stor mundfuld, men hvilken én.

Baggrund

Har jura og litteratur noget med hinanden at gøre? Det har det hos den unge tyske forfatter Juli Zeh. Hun er selv uddannet jurist, og har sågar skrevet en ph.d.-afhanding om europæisk ret. Hun blev født i Bonn i 1974, den daværende vesttyske regeringsby, som datter af indehaveren af en af de højeste stillinger i Tyskland, chefen for den tyske forbundsdag. Altså et hjem med klaver. Det lærde og intellektuelle er da heller ikke på nogen måde fremmed for Juli Zeh, der også allerede fra starten af sin forfatterkarriere blev en ofte anvendt kommentator og klummeskriver i den tyske presse. Om alt fra emner om EU til retsfilosofiske udredninger til en grundlæggende kritik af demokratiet.

Det litterære talent blev også dyrket på skolebænken, da hun, sideløbende med at hun færdiggjorde sin juristeksamen, gik på det tyske litteraturinstitut i Leipzig. Det juridiske blev dog på ingen måde lagt på hylden, og hun har sideløbende med sin forfattervirksomhed kørt sin karriere som jurist videre.

Foto: David Fink

Født
Den 30. juni 1974 i Bonn, Tyskland.
Uddannelse
Cand.jur. på et speciale om EU’s udvidelse.
Debut
Adler und Engel, 2001 “Ørn og engel, 2003).
Litteraturpriser
Modtog for sin debut alle årets debutantpriser i Tyskland, 2001.
Seneste udgivelse
Udkanten. Rosinante, 2018. (Unterleuten, 2016). Oversætter: Jacob Jonia. Roman.

Zeh har ikke været særligt meddelsom med sin egen historie, men påfaldende overensstemmelser mellem hendes egen biografi og romanfigurernes historier, giver nok et meget godt fingerpeg om, hvilken baggrund denne tyske forfatter har. .

Juli Zehs historier er personlige, spektakulære historier – ofte om outsidere med et forkvaklet forhold til deres sociale miljøer – der blander sig med moralske spørgsmål flettet ind i juraens snørklede, men stringente og rationelle univers. Det kan lyde komplekst og utilnærmeligt, men bliver faktisk spændende læsning, fordi romanerne også er elementært velfortalte historier om det at være teenager, eller om at søge efter egen identitet og anerkendelse i miljøer, hvor det anderledes og usædvanlige ganske vist tolereres, men ikke påskønnes

Udvalgte bøger

Jura for menigmand

De gennemgående motiver i Juli Zehs forfatterskab er ikke så svære at få øje på. Den centrale figur er den overbegavede outsider, der kompenserer for sin outsiderrolle ved at placere sig selv i en overlegen rolle i forhold til omverdenen. Den er en form for genoplivning af en nihilistiske position, hvor egen følelse af meningsløshed motiverer til overgreb på verden, ud fra devisen: jeg er i stand til at sætte mig ud over den gældende moral, og derfor gør jeg det. Det foreligger ingen begrundelse. I “Legesyge” skriver hun: “Ved de, hvad vi vil? Vi vil ikke have noget fællesskab. Vi vil have fred. Kald De det bare isoleret. Sig bare, at vi er os selv nok. Vi er trætte af de banale og smålige begrænsninger, der under strafansvar tvinger os til at køre med lys på cyklen, vente med at ryge, til vi fylder seksten, og give to euro i timen for at få lov til at stille vores biler i små bokse, som en eller anden har gået omhyggeligt og mageligt og malet på jorden, mens der få timer herfra er hele verdener, der brænder op, udtørres, oversvømmes, eksploderer, forbløder. Vi hører ikke længere hjemme i den her stat, vi er ilet i forvejen for systemet, blev skubbet ud over linjen af tidligere generationers tanker og ønsker og står udenfor, hovedrystende, som det sker for en generation med et par årtiers mellemrum.” (side 527).

Juli Zehs forfatterskab kredser om modsætningen mellem orden og kaos. Hun stiller læseren spørgsmålet om, hvordan vi opbygger en form for moral, når gamle værdier og traditioner går i opløsning. I de store romaner beskæftiger hun sig med, hvad der sker når tidligere tiders fællesskabsformer som familie og nationalstat langsomt opløses i en stadig hastigere udvikling mod individualisering og globalisering.

Ved at lade traditionelle moralske spørgsmål udspille sig konkret mellem nutidige mennesker, som i “Ørn og engel” og “Legesyge” bliver de ellers teoretiske diskussioner levende for læseren. Hun plæderer ikke for en tilbagevenden til gamle værdier og kan altså ikke siges at være konservativ, men diskuterer mulighederne for nye fællesskabsformer i en verden, der lader meget tilbage at ønske. Og hele tiden finder man da også hos de ofte trøstesløse skæbner små sprækker af håb, varme og kærlighed, der ikke kun er tilbageskuende, men peger ind i en fjern, men lovende fremtid.

Filosofisk Tarantino

Det er ikke sådan lige at finde andre forfatterskaber at sammenligne med, når man læser sig igennem Juli Zehs prosa. Dels er hun en unik stilist, der blander sproglig præcision med stor billedrigdom, dels bevæger hun sig inden for en erfaringsverden, der synes ny i litterær sammenhæng. Outsider-temaet finder man naturligvis mange andre steder – også i den tyske litteratur. For selv om Zeh hævder, at hun og andre i hendes egen generation ikke har brug for Günter Grass som en moralsk stemme, så har hun brug for fortidens kæmper som stilistiske pionerer. Ligesom Oscar i Grass’ “Bliktrommen”, er Zehs figurer outsidere, der både vækker sympati og frastøder læseren.

Men i modsætning til Grass og Heinrich Böll og hvad den tyske litteraturs efterkrigstidskoryfæer ellers måtte hedde, spiller den specifikt tyske historie ingen rolle i Zehs forfatterskab. Hun er allerede del af en europæiske virkelighed, hvor det europæiske fællesskab, 11. september og en udfordring af demokratiet er langt mere vedkommende temaer, end omgangen med den tyske historie. Hun er langt mere i familie med eksempelvis den franske forfatter Michel Houellebecq, hvis kyniske verdenshad ganske vist er noget mere radikalt, men ikke desto mindre beslægtet.

Men i modsætning til sortseende nihilister som Houellebecq besidder Zehs personer en vis opbyggelighed. De svinder ikke kun hen i apati og kynisme, men laver også små sprækker ind til en verden, hvor menneskeligheden og moralen har en chance. Andre elementer i Zehs bøger peger på så forskellige forbilleder som Sylvia Plath – den overbegavede og selvdestruktive digter, der begik selvmord i en ung alder og avancerede til myte og idol, men også på filminstruktøren Quentine Tarantino, der i en ganske vist noget mere hårdkogt form lader sine actionhelte diskutere filosofiske spørgsmål, mens verden falder sammen omkring dem.