Emneord:

Lyse tider

394 siderUdgivet: 2005

Hovedforfatter

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2012

I 2005 udgav Juliane Preisler romanen ”Lyse tider”, hvor vi følger en kvindes pludselige skift fra ægteskab og villa til hjemløse venner og en bænk på Hovedbanegården. Den ene af romanens to hovedpersoner – den ikke særlig lykkelige middelklassekvinde Dinna – finder sin mand i seng med en anden kvinde. Oplevelsen sender hende ud i et liv på gaden, hvor hun støder på en række skæve eksistenser. Hun møder blandt andre den lesbiske finske kvinde Sonja og den skakspillende Ivan med den oppustelige dukke Elvira. I den nye bekendtskabsskreds finder man også manden Alexander – kaldet Sander – som er bogens anden hovedperson. Gennem romanen skifter synsvinklen konstant mellem disse to hovedpersoner. Situationen kunne danne udgangspunkt for en tragisk historie om samfundets udstødte, men fra Preislers perspektiv er der ikke kun barske oplevelser men også masser af liv og komiske detaljer blandt de klirrende plastikposer og de snavsede frakker, som bumserne bor i. Den kvindelige hovedperson flytter til sidst hjem til sin søn, men oplevelserne på gaden har ændret Dinnas syn på livet. Sander er ligeledes forandret, og de to hovedpersoner mødes da også igen i romanens slutning.

”Han er… stor. Meget, meget stor, alt ved ham er stort, man kunne blive væk i hans hår. Hvor kom det fra? Nå, men man kunne blive væk i hans hår, det ser mærkeligt nok rent ud, håret, også skægget egentligt. Og der er noget ved ham.. noget ved ham.”

“Lyse tider”, s. 14.

Den fortællermæssige stil med fortalt monolog tillader læseren at komme ind i hovedet på de to figurer. Fortællerstemmen bliver dog holdt i tredje person eller en man-form, der svæver mellem 1. og 3. person. Figurernes tanker gengives med en gentagende, ophugget syntaks, der er fuld af selvkorrektion, spørgsmål og forbehold: ”Ak ja. Byen. Om aftenen. Han kigger op og det er fuldmåne, sandelig, sandelig fuldmåne, ikke rigtig til at tage fejl af. Stort hvidt fjæs der glor igen. Uh.. men han tror ikke på sådan noget, så det kan ikke være dén, der er skyld i hans… uro. Uro? Skal man ligefrem indrømme sådan noget?” (s. 82). Fortællerstrategien medfører desuden et prøvende og undrende blik på verden, som ofte fremtræder i et komisk lys.

Den anmelderroste roman er blandt andet blevet kaldt en samtidsroman om at finde det liv, man gerne vil leve, og en skildring af et møde mellem to meget forskellige mennesker, som dog har noget at give hinanden. Den hjemløse bums på bænken i romanen er også blevet beskrevet som en passende, nutidig bærer af et outsiderperspektiv på den moderne og effektive verden. Preisler understreger dog selv, at hun ikke tilstræber en realistisk virkelighedsbeskrivelse med sin litteratur: ”Jeg hævder ikke at fortælle om virkeligheden. Jeg fantaserer om verden. God litteratur handler ikke om realisme. God litteratur skal flytte folk, ligesom musik. Sproget er faktisk musik – når det er godt”. (Lotte Folke Kaarsholm: Fra et andet sted. Information, 2005-02-10).

Romanens titel henviser til, at der er lyse tider på vej selv inde fra mørket, og understøtter historiens morale om, at elendigheden ikke skal få os til at opgive livet men snarere indeholder en forpligtelse til at holde livet levende.

Juliane Preisler

Juliane Preisler debuterede som lyriker i 1983 og har siden vist sig at være en særdeles produktiv og alsidig forfatter, som beskæftiger sig med mange forskellige litterære genrer. Især i sine roma...

Læs hele forfatterportrættet

Opdag andre bøger

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Lyse tider

Intro

Juliane Preisler

Opdag andre bøger