- Andreas Tonnesencand.mag., august 2026
Intro
I Erlend Loes gennembrudsroman “Naiv.Super” fra 1996 (”Naiv.Super”, 1999) følger vi en 25-årig ung mand, der midt under en kroketkamp med sin bror ramler ind i en personlig krise. “Alt virkede så meningsløst. Lige pludselig. Mit eget liv, andres liv, dyr og planters liv, hele verden”, konstaterer den unge jeg-fortæller. Næste dag stopper han sine studier, afmelder telefon og avis, opsiger sit værelse og sit sporadiske job som skribent på en avis og flytter ind hos broderen, der er taget ud og rejse og har tilbudt ham at bo i lejligheden. Herfra opruller romanen den unge hovedpersons vej tilbage til sig selv og til en følelse af den sammenhæng, som ved romanens start er faldet fra hinanden. Det er på mange måder en regressiv vej, der optegnes.