”CARMEN: Ville det ikke være rart hvis vi tre boede sammen? Så kunne I begge to tage mig på brysterne. Ja, der er plads nok.
NERO: Jo, det ville være dejligt. Ikke Johnny?
JOHNNY: Nej.”
”Nero”, s. 95.
I ”Nero” møder vi Johnny, Carmen og Nero, hvis skæbner og afhængighed er indbyrdes forbundne. Nero, der er blevet invalid efter et overfald, er afhængig af Carmen, som er hans tidligere kæreste. Carmen er afhængig af Johnny, som er hendes kæreste og Neros tidligere hjemmehjælper. Johnny er afhængig af Nero, der som stykket skrider frem bliver mere og andet end blot en invalideret person: Han bliver et symbol på penge, narko, begær, afhængighed og magt.
Carmen får overtalt Johnny til at slå Nero ihjel, eller det vil sige – Nero er pludselig død. Man har fundet ham i lejligheden, hvor han post mortem er blevet banket og bidt. Af teksten insinueres det, at det er Johnny, der efter Neros død har begået denne besynderlige form for nekrofili, men samtidig opstår en ny figur, Norbert, Neros spøgelse eller genfærd. Problemet ved genfærdet er, at det er meget svært at slå ihjel. Derfor antager Nero-figuren nu en endnu mere skræmmende rolle i stykket, som gengangeren, der lurer i hver en mørk krog af sindet – eller lejligheden.
”Nero” kan læses som et drømmespil, der udspiller sig i menneskets mørke bevidsthed. Her hersker arketyperne krigeren/bokseren, luderen, madonnaen, og bevidstheden tyranniseres af mørkets kræfter, drift, begær og magt. Titlen ”Nero” kan være en henvisning til Romerrigets kejser Nero, hvis styre udviklede sig til et tyranni. For selvom karakteren Nero i sig selv er ufarlig, så er begrebet Nero frygteligt. Han er alle steder, ingen steder, han er hverken død eller levende, han er det man frygter og det, man ikke kan undvære.
Jokum Rohde
Jokum Rohde sætter spot på storbylivets skumle og grumme skyggesider. Hovedrolleindehaverne er outsidere, og porno, evolutionsteori, angst og revolution optræder side om side. Intet er helligt for ...
Læs hele forfatterportrættet
