”LOUIS: Jeg har sandheden, så sandt som stod den skrevet på en lap papir i min lomme. Ved du hvad sindssyge er? Det er at leve i en forestilling. Det er at gå i stå og stadig tro man bevæger sig.”
”Det virkelige liv”, s. 29.
Stykket åbner med en monolog, hvor Anic fortæller om en pige, han ifølge sig selv ’næsten’ boede sammen med. Allerede her forstår man, at Anic har en vrangforestilling af den relation, han har til Sonja. Han opsøger hende, mens hun sidder i sin lejlighed og venter på Louis. Louis har bildt hende ind, at verden er farlig, og at det derfor er bedst, hvis hun bliver inde i lejligheden. Stykkets indbyggede og underspillede absurditet afsløres allerede i åbningsscenen. Scenen er en lang udstilling af Anics desperate forsøg på at blive elsket, og Sonjas ligeså desperate forsøg på at komme af med ham gennem sine ondskabsfuldheder.
Historien er inspireret af den danske gyserfilm ”Mordets melodi” fra 1944. Den veksler mellem drøm og virkelighed, mellem relationer og forskellige virkelighedsopfattelser. Selvom Jokum Rohde i sit forord giver en nøje analyse og beskrivelse af sine intentioner med stykket, er det ikke klart, om stykkets fundamentale konflikt er en indre eller en ydre: Er Anic og Louis samme mand? Findes Sonja som andet end en abstraktion, en pige han har set, og hvis navn han har fundet ved at slå hendes adresse op? Fordi formen og indholdet er så flagrende, bliver fortolkningsrammen tilsvarende så bred, at ”Det virkelige liv” kan handle om både alt og intet. Om det kedelige liv i de triste bykvarterer eller et psykoanalytisk billede på moderne menneskers higen efter kærlighed og mangel på identitet. Hvad der er rigtigt eller forkert, virkeligt eller uvirkeligt er svært at sige i ”Det virkelige liv”.
Stykket spillede på teatret Kaleidoskop i 1996 med Helle Dolleris, Jens Albinus og Lars Bom i rollerne som henholdsvis Sonja, Anic og Louis.
Jokum Rohde
Jokum Rohde sætter spot på storbylivets skumle og grumme skyggesider. Hovedrolleindehaverne er outsidere, og porno, evolutionsteori, angst og revolution optræder side om side. Intet er helligt for ...
Læs hele forfatterportrættet