”Hud røbede ingenting. Anders var gylden og glat, helt indtil han fik kemo. Så blev han dejagtig. Hun strøg sig, fandt skønhedspletten under venstre arm og den nederst på ryggen midtfor. Hun kunne ikke lide at røre dem. De hørte ikke til. Det var selvsåede gevækster. Ellers var der ikke noget at bemærke. Men sygdommen sad et sted, som en mulighed. Ligesom heldet og glæden.”
Marina Cecilie Roné: “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, side 52
Handlingen strækker sig over et år. Hvert kapitel er en lille navngivet historie for sig selv, der på sin egen måde beskriver et aspekt i sygdomsforløbet. For eksempel handler et af kapitlerne om Sejrs sejltur med Asbjørns familie, mens et andet beskriver Helene, der står på badeværelset og tjekker hele sin krop grundigt for tegn på sygdom. I det kapitel, hvor der fortælles fra Anders’ synsvinkel, føres læseren ind i hans tanker omkring sin barndom og det, han kommer til at efterlade sig, når han dør.
Sproget i bogen er præcist, ligetil og med mange dialoger, som synliggør personernes relationer. Man fornemmer som læser det, der står mellem linjerne og aldrig bliver sagt højt, enten fordi det ikke nytter noget, eller af hensyn til andre.
“N.I.M.B.Y. Not in my backyard” koncentrerer sig ikke om at beskrive smerten ved at miste en elsket mand og far. Det er en roman om, hvordan hverdagen – livet – fortsætter, selvom tragedien er rykket helt ind i dagligstuen, og ikke bare optræder i fjernsynet eller hos nogle bekendte. Titlen refererer til en, måske almenmenneskelig, tendens til at tro, at det dårlige altid sker for naboen og ikke for én selv. Dermed er titlen et udtryk for, hvad menneskerne omkring den sygdomsramte familie tænker, eller måske hvad familien tænkte, før de selv blev ramt af Anders’ sygdom. Titlen kan også læses som et udtryk for en forfærdelse og en fornægtelse; det her sker bare ikke for mig.
Romanen udtrykker en stor sorg, men samtidig fornemmer man en stille accept af, at tingene er, som de er, og det må man lære at leve med. Romanen beskriver arbejdet med at fortsætte livet, selv når man står midt i det mest forfærdelige, man kan forestille sig. Man bliver ved med at køre børnene i skole, tage på arbejde, til sammenkomster, lave kaffe. Det er en af Helenes erkendelser i bogen – at hun stadig vil skulle gøre alle de samme ting, når Anders er død. På den måde tematiseres det at miste som noget, der både forandrer ingenting og alting. Hverdagen findes stadig, men personen er væk for altid.
Marina Cecilie Roné
Hvad sker der, når hverdagen bliver slået i stykker af sygdom og død, og man skal vænne sig til, at det trygge og velkendte for evigt er forandret? Det er et af de temaer, Marina Cecilie Roné beskæ...
Læs hele forfatterportrættet
