*Seneste udgivelse

Marina Cecilie Roné

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Signe Juul Kraft
journalist, 2010

Hvad sker der, når hverdagen bliver slået i stykker af sygdom og død, og man skal vænne sig til, at det trygge og velkendte for evigt er forandret? Det er et af de temaer, Marina Cecilie Roné beskæftiger sig med i sit forfatterskab. Roné har selv mistet sin mand, som døde af kræft, hvilket hun tematiserede i den prisbelønnede roman “N.I.M.B.Y. Not in my backyard” fra 2007, der handler om en familie, hvor faderen er dødeligt syg. I 2010 udkom den uafhængige opfølger “Det skete”, som også fik en flot modtagelse.

Baggrund

Marina Cecilie Roné er født den 4. marts 1967 i København. Hun voksede op i og omkring København med en ældre bror, en far, der var fotograf, og en mor, der var hjemmegående. Som 20-årig flyttede hun til Sorbonne for at studere fransk sprog og kultur, men fik i stedet et stipendiat ved skuespilskolen l’Ecole Florent i Paris, hvorfra hun dimitterede i 1990. Hun har dog aldrig brugt sin skuespiluddannelse.

”Hendes mor ville aldrig kunne være blevet enke. Hun selv ville heller ikke blive enke. Hun ville blive en kvinde, der havde mistet sin mand. En ene og Helene stork. Hun håbede, hun ville bevare glæden ved damp. Hver dag forestillede hun sig, hvordan det ville blive. Hun øvede sig i det. At lave sig en kop kaffe. At gå fra stuen og ud i køkkenet, hen til elkedlen.”

“N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, s. 58

1990 var også året, hvor hun debuterede med novellesamlingen “Ud af et skød”, som, med sine skildringer af børns seksualitet, vakte stor debat. I 1991 blev Roné ansat som kritiker på Politiken og skiftede tre år efter over til Information, hvor hun var debatredaktør frem til 1996. I mellemtiden skrev hun romanen “Skrifte til min elskede”, der udkom i 1993.

I årene 1996-1998 var Roné medlem af Det Etiske Råd, mens hun arbejdede på Jyllands-Posten, og i 1999 kom hendes næste skønlitterære udspil i form af skæbneromanen “Lyng”. Hun forsøgte sig herefter inden for lyrikken, hvilket resulterede i digtsamlingen “Kaktushænder”, der blev udgivet i 2000. Året efter udkom romanen “Terkels testamente” og fem år efter igen novellesamlingen “Blomsterbørnene”.

Foto: Martin Lehmann / Polfoto

Født
4. marts 1967 i København.
Uddannelse
Skuespiller fra l’Ecole Florent i Paris, 1990.
Debut
Ud af et skød. Lindhardt og Ringhof, 1990. Noveller.
Litteraturpriser
En delt andenplads i Danske Banks Litteraturpris for romanen N.I.M.B.Y. Not in my backyard, 2008.
Seneste udgivelse
Om rovdyr og andre realiteter. Gladiator, 2021. Noveller.

På trods af den omskiftelige karriere var forfattergerningen ikke noget tilfælde: “Det er egentlig ikke noget, jeg har fundet ud af. Jeg har bare altid gjort det og så er jeg blevet ved med det.” (Mailinterview med Signe Juul Kraft, januar 2009).

I 2006 mistede Roné sin mand gennem 10 år, Erling, som døde af en kræftsvulst i hjernen. Sygdomsforløbet inspirerede hende til at skrive romanen “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, der i 2008 blev nomineret til Danske Banks Litteraturpris, og hun endte med at få en delt andenplads og 50.000 kroner. Ronés fokus i romanen er, hvordan livet går videre, selvom den, man elsker, dør: “Kræft er blevet billedet på det værste, der kan ske. Vi frygter den sygdom, for de fleste har set nogen tage elevatoren ned. Men når man selv står midt i sygdommen, er det også et liv som alt andet, så ændrer perspektivet sig. Der er dage, der skal ordnes, børn, der skal hentes og “gud, han fylder fire om nogle få dage”, siger hun. [4].

I 2010 udkom den uafhængige opfølger “Det skete”, hvis budskab er, at livet går videre, selv efter man har mistet den, man elsker.

Roné ønsker ikke at tegne et billede af, hvor forfærdeligt det er at miste, men derimod at beskrive nuancerne i et alvorligt sygdomsforløb: “Jeg synes ofte, at døden bliver fremstillet sådan lidt ketoganer-op-i-røven-agtigt og puh, hvor det lugter. Det ønskede jeg ikke at gøre, for jeg synes ikke, at det var det, der var det værste ved min mands sygdom. Det var derimod de små tab, som hele tiden fandt sted. Men sådan et liv har nuancer som alle andre liv, og det er den historie, jeg har fortalt,” siger Roné. [4]

I dag bor Roné lidt syd for Gilleleje. Hun har fire børn, der er født i 1988, 1991, 1992 og 2000.

Udvalgte bøger

Forfatterskabets tematikker

Marina Cecilie Ronés bøger kredser fortrinsvist om temaerne barndom kontra voksenliv samt død og sorgen over at miste. Forfatterskabet skildrer forholdet mellem barn og voksen, herunder seksualitet, kærlighed og grænser. Gennem både lyrik og prosa tematiserer Roné, at selvom mennesket gennem årene bevæger sig fra barndom til voksenliv, forsvinder barnet aldrig helt. Der er stadig en rest tilbage i den voksne krop, selvom barnets frygt, jalousi og andre følelser kommer til udtryk på en mere voksen og kontrolleret måde. Følelsen er den samme, men udtrykket er forandret.

Et andet vigtigt tema i forfatterskabet er død og sygdom, og hvad det gør ved de omkringstående mennesker, på godt og ondt.

“Det er ofte det frastødende ved døden, vi er optagede af. Det er ikke, fordi den skal glorificeres eller gøres hellig. Men vi kan ikke komme udenom, at døden findes. Sådan er det. Og der findes en intimitet inden i det, der er storslået,” siger Marina Cecilie Roné om sin optagethed af døden. [3]

Roné beskriver på en ligefrem og usentimental måde, hvordan hverdagen både forandres og kører videre som vanligt, når en dødelig sygdom flytter ind, og hvordan det påvirker de implicerede.

Ronés forfatterskab tematiserer også fordomme og den mangel på nuancering, de indebærer, primært i “Blomsterbørnene” og “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”. I “Blomsterbørnene” portrætteres fordomme over for bestemte nationaliteter udtrykt i hovedpersonens tanker om, at tyskere partout er dumme. I anden del af bogen optræder fordomme for eksempel i forhold til den begyndende diskriminering af jøder i 1930’ernes Tyskland. “N.I.M.B.Y. Not in my backyard” berører fordomme om, hvordan en kræftramt familie er. Selve titlen symboliserer indstillingen, at det er de andre, der rammes af kræft.

Beslægtede forfattere

Litteraturhistorisk indskriver Marina Cecilie Roné sig i 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede. Ligesom meget andet forandres i denne periode, kan man også se en, især stilistisk, udvikling i Ronés forfatterskab. De første bøger er skrevet i et mere traditionelt romansprog, ofte set fra kvindens synspunkt, og kan minde om for eksempel Suzanne Brøggers forfatterskab. Det er “Ud af et skød” og “Lyng” de bedste eksempler på. De senere udgivelser, især “Terkels testamente” og “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, kan med deres minimalistiske sprog og korte format minde om nogle af de forfattere, der debuterede omkring årtusindskiftet, for eksempel Helle Helle. Det knappe format og det, somme tider, nøgternt registrerende sprog beskriver almenmenneskelige tematikker uden at svælge og sentimentalisere i selv de allersværeste og tungeste emner.

Ligesom formen ændrer sig gennem forfatterskabet, ændrer indholdet sig. Roné mister selv sin mand i 2006, og det kan mærkes på de efterfølgende bøger, der begge på indlevende og troværdig vis beskriver enken Helene. Roné understreger, at bøgerne ikke er selvbiografiske, men erkender, at det, der har optaget hende, efter hun mistede sin mand, også fylder meget i historierne. “Tabet er voldsomt, og det bliver det ved med at være. Men der kan godt være ting ved siden af. I virkeligheden åbner tabet for refleksion. De kort, Anders og Helene, har tegnet sammen. De historier, de har fortalt med deres liv. Det hele åbner sig og bliver til spørgsmål, hvor svarene ikke er givet på forhånd. Han er død, og i det ligger, at hun - hvad enten hun bryder sig om det eller ej - er fri af ham og fri af sig selv for en stund,” siger Marina Cecilie Roné [1].

En lignende tematisering af døden med et selvbiografisk afsæt findes i nordmanden Karl Ole Knausgårds roman “Min kamp”, der handler om tabet af en far og bl.a. problematiserer det dobbelte forhold til døden, der hersker i den vestlige verden: På den ene side møder vi hele tiden døden, i f.eks. medierne, på den anden side er den konkrete død tæt på os stadig omgærdet af tavshed og tabu.