”Måske havde du en drøm i nat, som du kan fortolke til vores frelse, ligesom den anden Yusuf gjorde, sagde onkel Aziz med et smil. Yusuf rystede på hovedet, ude af stand til at sige, at han ikke kunne se noget håb for dem.”
”Paradis”, s. 189.
Romanen er fortalt af en alvidende fortæller. Han fortæller nøgternt om hovedpersonen Yusuf, der som 12-årig sendes til den afrikanske østkyst for at arbejde som gældsslave for den velstående købmand ”Onkel” Aziz, fordi hans far skylder ham penge. Yusuf bliver sat til at arbejde i købmandens butik, og der møder han Khalil, der taler fanden et øre af. Lidt fra butikken ligger købmandens have, som Yusuf drages af. Den lokker ham ind i et farligt trekantsdrama, der involverer købmandens to koner, hvoraf den ene er Khalils ”søster”. Det er grunden til, købmanden tager ham med på en af de risikable handelskaravaner ind i landet. Handelskaravanerne var engang store som landsbyer, men efter europæernes ankomst er de en skygge af fordums storhed, og de handler især med ulovlige varer. Flere år senere kommer Yusuf tilbage til købmandsbutikken efter turens strabadser, nu som en voksen mand, der har lært at læse Koranen. Den har ikke lært ham at holde sig fra købmandens koner, især den ene – æblet i paradis. Det ender skidt, og Yusuf lærer, han er en ”lorteæder” (s. 284). Han er klar til at spise europæernes efterladenskaber, og derfor løber han mod slutningen efter de tyske kolonitropper for at slutte sig til dem.
Romanens stil er historisk, realistisk, men med et mytisk lag. Hovedpersonen er nemlig skrevet med inspiration i profeten Josef fra fortællingen om ”Josef og hans brødre” i Koranen og Bibelen. Derfor er han en drømmer med profetiske evner, og hans smukke udseende er hans redning og forbandelse. Forskellen er dog til at tage og føle på. Yusuf er alene i verden, og faderen, der sendte ham i gældsfængsel, er død.
Abdulrazak Gurnah
Det er svært at adskille Abdulrazak Gurnahs forfatterskab og akademiske karriere fra hans personlige historie. Gurnah er født i 1948 på Zanzibar i Østafrika, men øens blodige revolution i 1964 drev...
Læs hele forfatterportrættet