BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Abdulrazak Gurnah
Foto: Mark Pringle
*Seneste udgivelse

Abdulrazak Gurnah

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juni 2025
Hovedforfatter
  • Rasmus Lund Nielsen
    cand.mag., november 2022

Intro

Det er svært at adskille Abdulrazak Gurnahs forfatterskab og akademiske karriere fra hans personlige historie. Gurnah er født i 1948 på Zanzibar i Østafrika, men øens blodige revolution i 1964 drev ham på flugt til Storbritannien, hvor han har boet siden. Her har han skrevet 10 kritikerroste og prisbelønnede romaner på eksilsproget engelsk, og de skildrer lige kompromisløst og med megen medfølelse kolonialismens følger og flygtninges skæbne – ofte med referencer til hans egen historie. Han modtog i 2021 litteraturens største hæder, Nobelprisen i Litteratur.

Baggrund

På Nobelprisens officielle hjemmeside finder man et lille, skønt interview med Abdulrazak Gurnah fra februar 2022. Han sidder i skjorte og slips, arabisk af udseende, det hvide hår afslører, han er mere end halvfjerds, og han er reserveret på den der britiske måde, man let forveksler med arrogance. Det gode er, at spørgsmål som, ”hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver”, får ham til at smile med øjnene, så man ser den gudsbenådede historiefortæller, han er – når han skriver. Han fortæller også om, hvordan hans opvækst har påvirket hans forfatterskab, og han svarer ikke overraskende, at den har påvirket ham meget, rigtig meget.

”Han havde levet adskilt fra sine forældre størstedelen af sit liv, først årene hos læreren, siden hos bankierbrødrene og så hos købmanden, og han havde ikke haft nogen samvittighedskvaler ved at forsømme dem. Deres pludselige død føltes som en dom over ham. Han levede et værdiløst liv i en by, hvor han ikke havde hjemme, i et land, som tilsyneladende altid var i krig.”

”Efterliv”, s. 16.
Portræt af Abdulrazak Gurnah
Foto: Mark Pringle
  • Født

    20. december 1948, 35 km. øst for Tanzania i Østafrika, på øen Zanzibar.

  • Uddannelse

    Ph.d. i Postkolonial Litteratur på universitetet i Kent, 1982.

  • Debut

    Memory of Departure. Bloomsbury Publishing, 1987.

  • Priser

    Nobelprisen i litteratur, 2021.

  • Seneste danske udgivelse

    Tyveri. Gutkind, 2025. (Theft, 2025). Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Roman.

  • Inspiration

    J.M. Coetzee, Nuruddin Farah, Michael Ondaatje m.fl.

Gurnah er født den 20. december 1948 på øen Zanzibar, der ligger 35 km. øst for Tanzania i Det Indiske Ocean. Zanzibar var dengang et selvstændigt sultanat under britisk protektorat. Det vil sige, briterne bestemte meget over nogen, de havde få forpligtelser overfor. Før briterne kom, havde området været under arabisk dominans i flere hundrede år og økonomien blomstret pga. elfenben og slavehandel. Mod slutningen af 1800-tallet blev slavehandel forbudt efter europæisk pres, og briterne tog kontrol over øen.

Sådan lå landet endnu, da Gurnah blev født ind i en muslimsk familie, der tilhørte Zanzibars arabiske elite. Han var derfor udsat, da han som 18-årig i 1964 blev vidne til øens blodige revolution. Briterne trak sig ud af Zanzibar, og kun ét år efter blev uafhængighedens eufori afløst af borgerkrigslignende tilstande. Landets sorte befolkning – mange var efterkommere af slavegjorte afrikanere – gjorde oprør mod den arabiske elite, og de væltede sultanen. Gurnah fortæller, at tiden efter revolutionen var præget af så megen statsterror og vold, at han ikke så en fremtid dér, og han flygtede derfor til Storbritannien, hvor han har boet siden.

Der har han gjort akademisk karriere – han er pensioneret professor emeritus i engelsk og postkolonial litteratur – og han har skrevet de 10 romaner, han modtog Nobelprisen for i 2021: ”for kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter” (Nobel Prize 2021, www.nobelprize.org, egen oversættelse). Han skriver på eksilsproget engelsk, og fra den semibiografiske romandebut ”Memory of Departure” (1987) til den seneste ”Afterlife” (2021) har han skrevet om mennesker, der mister deres plads i verden, ligesom han selv mistede den, da han flygtede fra Zanzibar og blev én fremmed blandt mange i Storbritannien.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Abdulrazak Gurnah læser op af romanen ”By the Sea”. Videoen er filmet i hans hjem i England, december 2021.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Abdulrazak Gurnah forbinder mange steder sin egen historie med at skrive litteratur. Han fortæller, at han begyndte at skrive, da han rejste fra Zanzibar, fordi han ikke kunne lade være. Han havde mistet sin plads i verden, og at skrive blev en måde at finde fodfæste på i at være en fremmed. Det er ikke, fordi han skriver autobiografiske romaner – eller indenfor en af de mange andre teoridannelser, der de seneste år har beskrevet litteraturens forhold mellem virkelighed og fiktion. Det er ikke dét, der er på spil i hans romaner.

Man kan forenklet sige det sådan, at når Gurnah bruger sig selv direkte, er sproget sorgfuldt og vredt på en måde, der understreges med ulækre detaljer, men den store historie ligger lige under jeg-fortællerens indignation. Når han derimod skriver historiske romaner, er sproget mere nøgternt, observerende, men man fornemmer, at den er fuld af personligt engagement og skrevet på en form for nødvendighed. Han fortæller, at romanen ”Paradis” er inspireret af hans første rejse tilbage til Zanzibar, da det igen var lovligt for ham, og han kunne gense sin far: ”Da jeg så ham, gik det op for mig, hvor gammel han var. Han var i midten af firserne, og det slog mig, at han ville have været en dreng, da den europæiske kolonialisme etablerede sig selv i den del af verden … Jeg begyndte derfor at overveje, hvordan det ville have været for en dreng på den alder at se fremmede mennesker ankomme og overtage deres liv. Det gav mig ideen til at skrive om nogen på den alder, der får oplevelsen af at høre om europæerne.” [3]Bror Axel DehnAbdulrazak Gurnah: ”Jeg skriver om, hvordan mennesker lærer at…Information, 2022-06-10..

Forfatterskabet er det, man kan kalde postkolonial og migrantlitteratur. Man siger gerne, at man med postkolonial og migrantlitteratur taler om bøger, der er skrevet efter den generelle afkolonisering af Afrika efter anden verdenskrig. Litteraturen undersøger kolonialismens konsekvenser, nu den er slut. Postkolonial og migrantlitteratur er derfor forbundet med civilisationskritik, og det er også tilfældet i Gurnahs forfatterskab. Han skriver på sorgen over at have mistet, men samtidig på vrede og indignation mod den arabiske og persiske overklasse, der slavegjorde mennesker i Afrikas indre; mod den kolonimagt som brutalt tog noget, der ikke var deres; mod sultanatets magtmænd og dem, der tog over efter revolutionen; mod en verdensorden, der skaber millioner af migranter og flygtninge, uden at de gamle kolonimagter tager ansvar; og mod den hverdagsracisme, man møder overalt.

Det kan virke håbløst, men det er det ikke kun. Der er nemlig en mulighed for mere komplekse erkendelsesformer i Gurnahs forfatterskab. Gurnah skriver som voksen, at han som barn oplevede at stå mellem de kulturer og kontinenter, han senere skulle skrive om. Hans skoleuddannelse var den, det britiske kolonistyre tilbød. Her lærte han, hvordan briterne så på verden – og hvordan de så på ham. Han skriver videre om alt det, han lærte efter skoletid, at det nærmest kategorisk modsagde den virkelighed, skolen præsenterede ham for. Han mødte derfor som ung modstridende fortællinger, og det ser han ikke kun som negativt: ”Gennem alt dette opstod der en energi til at afvise og forkaste, til at lære at holde fast i de forbehold, som tiden og viden skulle underbygge. Og ud af alt dette voksede der en ny måde at indrette sig på, en øget opmærksomhed på forskelle og en hævdelse af muligheden for mere komplekse erkendeformer” (Abdulrazak Gurnah: Årets nobelpristager: ”Da jeg begyndte at skrive, var det mit tabte liv, jeg skrev om, mit tabte sted”. Information, 2021-10-15).

Beslægtede forfatterskaber

Et sted at starte, når det gælder beslægtede forfatterskaber, er med de forfatterskaber, Abdulrazak selv læser og beundrer. Han fortæller i interviewet på den officielle Nobel-side, hvor han smiler med øjnene, at han begyndte at læse, fordi han elskede historier. Han elskede at få fortalt historier, og da han lærte at læse, læste han bøger. Den første, han læste, var ”Æsops Fabler” i swahili-oversættelse. Herodot placerer Æsop i 500-tallet fvt. og gør ham til slave, der bliver slået ihjel af præsterne i Delfi, fordi han afslører deres griskhed. Fablerne handlede nemlig ofte om talende dyr med menneskelige egenskaber, og til sidst faldt en morale. Den betonede i reglen den stærkes ret og den svage, men kløgtiges sejr, over den stærke. Man forstår, hvordan det hænger sammen med Gurnahs forfatterskab.

Gurnah fortæller videre, at han ikke har én favoritforfatter, men at han derimod har mange. De fleste har det tilfælles, at de har rødder i ét land og nu bor i et andet. De lever altså som fremmede, i den kløft mellem kulturer og kontinenter, Gurnah skriver om. Han fremhæver unge forfattere som Maaza Mengiste, en etiopisk-amerikansk forfatter, der er berømt for romanerne ”Lion’s Gaze” (2010) og ”The Shadow King” (2020), og Yvonne Adhiambo Owuor fra Kenya, der er berømt for romanerne ”Dust” (2013) og ”The Dragonfly Sea” (2019). Han beundrer etablerede forfatterskaber som J.M. Coetzee, der modtog Nobelprisen i 2003 som den fjerde afrikaner, Nuruddin Farah, der debuterede med ”From a Crooked Rib” (1970), som kaldes en hjørnesten i østafrikansk litteratur, og Michael Ondaatje, der blandt andet har skrevet ”The English Patient” (1992), og Gurnah kan nævne mange flere.

Man kan desuden nævne forfattere som nigerianske Chinua Achebe, der ofte bliver kaldt faderen til moderne afrikansk litteratur, indiske Salman Rushdie, der i ”Midnight’s Children” (1981) (”Midnatsbørn”, 1982) skriver om, da Indien bliver frigjort fra Englands overherredømme, og Zadie Smith, der skriver om Storbritanniens komplicerede forhold til immigranter, og mange, mange flere. Herhjemme kan fremhæves forfattere som Jakob Ejersbo og hans Afrika-trilogi og Kim Leines bøger om Grønland. Man kan også nævne Albert Camus’ ”Den fremmede” fra 1942 og resten af hans forfatterskab, der giver et eksistentielt blik på den kløft, Gurnah skriver om.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Memory of Departure
Memory of Departure

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 1987.

Pilgrim’s Way
Pilgrim’s Way

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 1988.

Dottie
Dottie

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 1990.

Desertion
Desertion

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 2005.

The last Gift
The last Gift

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 2011.

Gravel Heart
Gravel Heart

Abdulrazak Gurnah

Bloomsbury Publishing, 2017.

Oversatte romaner

Paradis
Paradis

Abdulrazak Gurnah

Samlerens Forlag, 1995. (Paradise, 1994). Oversætter: Finn Holten Hansen.

Tavshedens Ø
Tavshedens Ø

Abdulrazak Gurnah

Samlerens Forlag, 1998. (Admiring Silence, 1996). Oversætter: Finn Holten Hansen.

Efterliv
Efterliv

Abdulrazak Gurnah

Gutkind, 2022. (Afterlife, 2020). Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

Ved havet
Ved havet

Abdulrazak Gurnah

Gutkind, 2023. (By the sea, 2001). Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

Tyveri
Tyveri

Abdulrazak Gurnah

Gutkind, 2025. (Theft, 2025). Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

Om forfatterskabet

Artikler

Han kaster lys over det koloniale mørke

Jes Stein Pedersen

Politiken, 2021-10-08.

Søn af Zanzibar

Anne Kidmose

Weekendavisen, 2021-10-15.

Gurnahs vrede – en meget kort introduktion til Abdulr…

Bodil Folke Frederiksen

Baggrund, 2022-05-13.

Abdulrazak Gurnah: ”Jeg vil gerne tænke…

Marcus Aggersbjerg og Rina Kjeldgaard

Jyllands-Posten, 2022-06-10.

Web

University of Kents hjemmeside om Abdulrazak Gurnah

Hjemmeside med facts, interviews, interviews med Abdulrazak Gurnahs gamle kolleger, m.m.

Live, Det Kgl. Bibliotek. Abdulrazak Gurnah i samtale med Carsten Jensen i Den …

2022-13-06.

Kilder citeret i portrættet

[1]

The Nobel Prize’s hjemmeside om Abdulrazak Gurnah

Hjemmeside med interviews, tekster og facts og nobelprisvinder Abdulrazak Gurnah.

[2]

Årets nobelpristager: ”Da jeg begyndte at skrive, var det m…

Abdulrazak Gurnah

Information, 2021-10-15.

[3]

Abdulrazak Gurnah: ”Jeg skriver om, hvordan mennesker lærer at…

Bror Axel Dehn

Information, 2022-06-10.