”..Kaste endnu et blik på pigens, han vidste ikke rigtigt hvad, hendes alt, så han aldrig glemte det. Og det var meget vigtigt, for han dyrkede billeder. Billeder fulgte ham, eller rettere sagt, det var ham, der fulgte og værnede om billederne i sin sjæls inderste. Der fandtes et dybt hemmeligt arkiv i hans erindring, hvor han usorteret gemte alt det, der nogen sinde havde rørt ham.”
”Parallelle historier 1 – Den tavse provins”, s. 189.
Romanen starter i 1989 med en klassisk mordscene: ”Ved udgangen af det uforglemmelige år, da den famøse Berlinmur styrtede i grus, snublede man over et lig, ikke langt fra den grånende marmorstatue af dronning Louise.” (s. 9). Det drejer sig imidlertid ikke om en opklaring af mordgåden. Selve åbningsscenen er især kendetegnet ved en detaljeret beskrivelse af to mænd omkring liget – ham, der fandt den døde, og en kriminalassistent – og deres tankestrømme og oplevelse af hinanden.
Herefter følger helt andre fortællinger, som bl.a. skildrer en telefons enerverende og vedholdende ringen i en lejlighed i 1960’ernes Budapest, en uhyggelig historie fra en tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, tre mænd med deres helt eget særlige kodesprog på en badeanstalt i Ungarn under kommunismen, en voyeur på en tysk nudiststrand og meget andet.
Der er denne gang tale om en 3. persons fortæller med indre synsvinkel, der også her skifter for hvert nyt kapitel, så man som læser til stadighed må orientere sig på ny. De forskellige fortællinger er kendetegnet ved lange, udførlige skildringer, hvor tiden synes at gå i stå, og alle detaljer registreres. Det går efterhånden op for en, at bogen følger en ungarsk og en tysk familie, hvis historier krydser hinanden, så man pludselig kommer i tanke om noget, man måske læste for 100 sider siden eller genkender en figur fra tidligere. Omdrejningspunktet er bl.a. ensomhed og menneskers længsel efter hinanden – som den kommer til udtryk ved en sammensat og detaljeret skildring af de ting, der foregår i figurernes komplicerede indre. Det skaber tilsammen et billede af det europæiske menneske efter Murens fald og den historie, der ledte det herhen.
Péter Nádas
Den ungarske nobelpriskandidat nåede aldrig at få Nobelprisen. Den 26. august døde han i sit hjem i Gombosszeg, 83 år gammel.
Læs hele forfatterportrættet
Memoirernes bog 1-2
