”Sprog skabte først og fremmest nærvær, når man lod sig overvælde af det, når man badede i det og legede med det, men ikke når man dissekerede det og så på det med et blik der søgte efter lovmæssigheder, efter forklaringer, systematiseringer og teorier.”
“Perlmanns fortielser”, s. 113.
Med en helt umiddelbar og simpel læsning af “Perlmanns fortielser” kan man sige, at den er en moralsk filosofisk beretning om, hvad der sker, når et menneske ikke tør stå ved sig selv. Men under denne tolkning er der et utal af temaer, man kan forfølge.
Perlmann drømmer for eksempel om at opnå et ægte nærvær. Denne søgen har været det væsentligste tema for hele hans liv, men nærværet er hele tiden undsluppet ham. Sydens lys, som han beskriver som “ferielyset, lyset som var livet i modsætning til arbejde. Nærværets lys.” (side 12) er i stedet blevet synonymt med “afskedens lys”. Og også sproget, som han mener, repræsenterer nærvær, hvis man boltrer sig i det – sådan som eksempelvis en forfatter gør det –, er i Perlmanns verden blevet ensbetydende med kontrol, lovmæssigheder og præstationer. I stedet for at nærme sig nærværet har han således holdt det langt fra sig via sine valg. Og på tilsvarende vis er det med andre mennesker. Dem holder han også ud i strakt arm og lader dem ikke komme sig for nær. Han har følt, at han for at være et helt og afgrænset menneske måtte isolere sig og mure sig inde. Resultatet er, at han har vanskeligt ved at kende sin afgrænsning. Nogen gange har han snakket alt for åbent med en elev. Andre gange har han været alt for fysisk over for et fremmed menneske. Desuden kan vanskeligheden med afgrænsningen tolkes som en reaktion på, at Perlmann har brug for en intimitet, som han ikke er i stand til at skabe i sine nære relationer, og som han derfor febrilsk kommer til at påføre fremmede.
Og, når alt kommer til alt, så er det sig selv, han holder sig mest på afstand af. Han holder andre mennesker fra livet, fordi han ikke står ved sig selv. For eksempel siger han: “Tanken om at nogen kunne beskæftige sig med ham, var ham pinlig.” (46). Og om sin tjenstvillighed udtrykker han, at den er et udtryk for de følger, det kunne få, hvis han lod andre mærke, at han “selv havde ønsker der kunne komme i konflikt med deres, om det så bare handlede om at lade dem vente lidt.” (34) Man kan ligefrem sige, at han er angst for at komme sig selv for nær, og det er han, fordi han er angst for at blive konfronteret med sin egen middelmådighed. Denne angst viser sig eksempelvis igennem, at han hele livet har foragtet det middelmådige, hvilket kan fortolkes således, at han projicerer sin egen angst for at være middelmådig uover på andre mennesker.
I det hele taget lider Perlmann af angst og mindreværd, og de følelser gør ham fremmed for sig selv, andre og verden i det hele taget. Han bliver alene, fordi han hverken kan se sig selv eller andre som hele mennesker, men i stedet mest af alt som konkurrenter. Selv hans datter Kirsten føler han sig fremmed over for, og han ender derfor med at trøste sig selv med, at han i det mindste har sørget for hende økonomisk, og at hun således vil kunne klare sig.
Pascal Mercier
Har du mod på en skøn litterær rejse ind i menneskers sjæle, så kan det absolut anbefales at springe på Pascal Merciers “Nattog til Lissabon” og nyde hovedpersonen Raimond Gregorius’ opdagelsesrejs...
Læs hele forfatterportrættet
