Pascal Mercier

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., 2010

Har du mod på en skøn litterær rejse ind i menneskers sjæle, så kan det absolut anbefales at springe på Pascal Merciers “Nattog til Lissabon” og nyde hovedpersonen Raimond Gregorius’ opdagelsesrejse i den portugisiske hovedstad, i forfatteren og lægen Amadeu de Prados liv og i sidste ende i hovedpersonens ditto. Eller hvad med at lade dig rive med af “Perlmanns fortielser” og “Lea”, der er følelsesmæssigt fortættede og medrivende værker om mænd, der bliver fanget i deres egen utilstrækkelighed på henholdsvis det intellektuelle og det følelsesmæssige plan? Hos Pascal Mercier er det netop menneskers begrænsninger, der er i højsædet. Det er angsten, ensomheden, begrænsningerne i vores liv samt døden, der tematiseres alt imens filosofiens – og livets – grundspørgsmål vrides og vendes i de murstenstunge og fantastisk fabulerende værker. Ja, at læse Pascal Mercier er som at være med på en intens psykologisk odyssé, og man kommer uvægerligt hovedpersonerne og sig selv nærmere undervejs.“

Baggrund

Pascal Mercier er et forfatterpseudonym for Peter Bieri, som blev født den 23. juni 1944 i Bern i Schweiz. Her trådte han ligeledes sine barnesko, ligesom han gik i grundskole og gymnasiet i Bern. Om sin opvækst fortæller han: “Jeg voksede op i et meget småborgerligt hjem. Men jeg havde meget tidligt den fornemmelse, at den slags liv slet ikke var noget for mig, jeg ville så at sige leve et vigtigt liv. Så da en tysklærer på det gymnasium, hvor jeg gik, begyndte at tale om Spinoza, Schopenhauer og så videre, kastede jeg mig også over disse filosoffer. Jeg læste med en vis fanatisme deres tekster. Jeg forstod dem delvist ikke, men jeg læste dem.” [1]. Denne interesse forfulgte Peter Bieri, da han skulle finde sin videre vej i livet. Han læste således filosofi, klassisk filologi og indologi på universitetet i London og Heidelberg. Især tidsbegrebet optog ham, og han beskæftigede sig indædt med tidserfaringer. Da han fik sin doktorgrad i filosofi, blev han ansat som forskningsassistent på universitetet i Heidelberg. Han arbejdede især med tænkningens filosofi, filosofisk psykologi, erkendelsesteori og moralfilosofi. Fra 1990 til 1993 var han ansat som professor ved Philipps-Universität i Marburg, hvorefter han indtog en lærestol som professor i analytisk filosofi på Freie Universität i Berlin, indtil han helt droppede sin akademiske karriere i 2007.

Foto: Sz Photo

Født
23. juni 1944 i Bern, Schweiz.
Uddannelse
Professor i filosofi.
Debut
Perlmanns Schweigen, 1995 (Perlmanns fortielser, 2008).
Litteraturpriser
Marie-Luise-Kaschnitz-Preis (2006), Premio Grinzane Cavour (2007), Prix Cevennes (2007), Lichten-Medaille fra Göttingen universitet (2007).
Seneste udgivelse
Lea. Tiderne Skifter, 2009. (Lea (tysk), 2007). Oversat af Mone Hvass. Roman.

”Det var ikke sandt at afgrænsning betød at man skulle isolere sig og mure sig inde som i en indre fæstning. Det det kom an på var noget helt andet: at man, når de andre fandt ud af det, roligt og frygtløst stod ved det man inderst inde var. Og det forekom Perlmann at denne indsigt også var nøglen til det eftertragtede nærvær der ellers bestandigt var forblevet så uhåndgribeligt og flygtigt som en luftspejling.”

“Perlmanns fortielser”, s. 454.

Når Pascal Mercier bliver spurgt, hvordan han fandt på at skrive romaner i stedet for videnskabelige afhandlinger, forklarer han: “Oprindelig skyldtes det en følelse af, at det akademiske liv, jeg levede, ikke var nok. Det er fuldt af ritualer og regler, man lærer at skrive på en bestemt måde, man lærer en rutine. To-tre år efter at jeg fik mit første professorat, følte jeg i stigende grad: hvad laver jeg her? Det var i hvert fald ikke hele det liv, jeg havde lyst til at leve. En del af mit jeg var drømmende.” [2]. Derfor begyndte Bieri at udfolde sit forfatter alterego, og i 1995 udkom hans første værk “Perlmanns Schweigen”, der i 2008 udkom på dansk med titlen “Perlmanns fortielser”. Siden er det blevet til to yderligere romaner og en novellesamling, hvoraf romanerne “Nattog til Lissabon” og "Lea" er oversat til dansk.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

“Perlmanns fortielser” er i vid udstrækning en forfaldsroman. Perlmann gennemlever en alvorlig krise, og selvom han undervejs gør sig en række store erkendelser, så er han ikke i stand til at vikle sig ud af krisen, men forbliver fanget i sine tankers spind. Han forbliver ude af stand til at stå ved sig selv, og ude af stand til at opnå det eftertragtede nærvær.

I “Nattog til Lissabon” er udviklingen i centrum. Gregorius udvikler sig igennem de menneskelige møder, via læsningen og igennem de erkendelser, han gør sig. Dermed bliver han til sidst – næsten – i stand til at stå ved sig selv over for andre mennesker, og i hvert fald bliver han i stand til at konfrontere sin største angst i livet.

“Lea” er på mange måder en kombination af Pascal Merciers to første romaner, Herzog minder således på mange måder om Gregorius, idet begge har levet det meste af deres liv med følelserne gemt langt væk under overfladen, indtil de en dag bliver vækkede. For Gregorius er det mødet med henholdsvis de to portugisere – den nulevende dame og den afdøde læge og filosof –, og for Herzog er det mødet med Vliet, der sætter deres egne liv i perspektiv og får dem til at turde dykke ned under overfladen og snuse lidt til følelseslivet. Til gengæld minder Vliet om Perlmann, idet begge er i følelsesmæssig krise og når helt ud i ekstreme afkroge af deres eget følelsesliv. Samtidig sætter de begge karrieren på spil på grund af smerte og tab. Igennem de to hovedkarakterer kommer såvel forfaldsstemningen som opbyggeligheden i centrum i “Lea”, ,uden at det er til at sige, om det er apatien eller appetitten, der fylder mest, Måske det sidste dog, fordi viljen til at ville forstå er så ekstrem – ligesom den for øvrigt er det i de to øvrige af Merciers værker. Denne vilje kommer til udtryk igennem den dybe filosofiske klangbund, der præger værkerne. Mercier har et sjælden talent for at dykke ind i menneskets indre og finde ud af, hvad der er på spil. Hvilke eksistentialer eksisterer der, og hvordan folder de sig ud for det enkelte menneske. Det er således umuligt at udsondre et enkelt eksistentielt og filosofisk tema i værkerne. Til gengæld er alle diskussionerne relevante for menneskets væren og færden i verden, og som læser bliver man uvægerligt klogere på menneskelivet undervejs.

Alligevel, hvis et enkelt dobbelttema skal udpeges, så er den menneskelige angst et helt centralt tema i Pascal Merciers forfatterskab, og desuden den frie vilje som angstens kontrast. I “Perlmanns fortielser” har den russiske lingvist Leskov været fængslet, og dermed har han helt konkret fået stækket sin frie vilje. Hans tankevirksomhed har dog en selvstændig frihed over sig, som Perlmann misunder ham. Perlmanns bånd er langt mere usynlige. De består af de begrænsninger, han er vokset op med, og som han ikke kan smyge sig ud af. Selv om han er et voksent menneske og for andre virker som et autonomt og selvstændigt individ, så spænder hans sind ben for ham og gør, at han ikke kan agere frit. Om den frie vilje udtaler Pascal Mercier: “Det, der hindrer os i at være selvstændige, autonome [...], er ting, vi ikke forstår, altså vores indre drivkræfter. Kun i den udstrækning, vi lærer at forstå, hvordan de bliver til, har vi en mulighed for at få dem til at forsvinde eller opløse sig selv.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Man kan kalde Pascal Mercier for en skønlitteraturens Jostein Gaarder. Begge sætter de almene filosofiske spørgsmål ind i en ny ramme, men hvor Gaarder i “Sofies verden” gennemgår filosofihistorien igennem sin hovedperson, så trækker Mercier blot indirekte på sine filosofiske referencer.

En anden relevant sammenligning er med de græske tragedier. Ligesom de græske tragedier tematiserer eksistentielle og moralske emner, så tager Mercier sine læsere med på rejse i den menneskelige væren og i de moralske værdinormer. Det tragiske tema gælder selvfølgelig mere for “Perlmanns fortielser” og “Lea” end for “Nattog til Lissabon”, og dog er der i alle tilfælde tale om helte, der er mere tragiske end komiske. At Gregorius formår at nå frem til sig selv i “Nattog til Lissabon” ændrer ikke ved, at døden med hastige fjed haler ind på ham, og ligeledes er døden usandsynligt nærværende for Herzog i romanen “Lea”.

Visse lignelser med landsmanden Franz Kafka er også relevante, idet begge forfatterskaber beskæftiger sig med eksistentielle problemstillinger og viser, hvordan den menneskelige frie vilje ofte er illusorisk og i hvert fald har angsten som en absolut modsætning og som flittigt benspænd.

Desuden kan man sammenligne Mercier med den portugisiske forfatter Fernando Pessoa. At Mercier vælger Lissabon som kulisse i “Nattog til Lissabon” kan netop ses som en cadeau til Pessoa. Tonen i romanen giver da også mindelser om Pessoa, og den form for overvejelser, som lægen Prado gør sig, ligner overvejelser, man kan finde hos den portugisiske forfatter med de mange pseudonymer.