”Hun siger tak og vil gerne fortsætte med at fortælle om aser og guder, om jætter og sagn, om havet, der vil komme en dag, havet, der altid kommer en dag, om vandet, der skifter form, som hr. Horn siger. Fra is til smeltevand, fra smeltevand til havet, fra havet til de salte enge.”
”Pigen og verden”, s. 257.
Efter fortællerens prolog møder vi det lille samfund, da et lig bliver opdaget på stenbunken Golgata. Ingen tager sig af at opklare dødsfaldet, men Hæminglæva har med sin sensitivitet en fornemmelse af, at nogen skjuler noget. Hun kan se og mærke ting, som er usynlige for andre, og både i drøm og i vågen tilstand har hun adgang til andre verdener og andre tider: hun er i havet og hun er i fremtiden. Roars fortællinger fra nordisk mytologi runger i hende som en forståelsesramme, men udfordres af landmåleren hr. Horns naturvidenskab, af Lise Mikkelsens begejstring for ånd og viden – og af Lises mand Bjørnen, der har samlet en nykristen menighed omkring sig.
I glimt forstår Hæminglæva, at hun er blevet udsat for seksuelle overgreb af Bjørnen, både som lille og i bedøvet tilstand som stor pige. Når hun fortæller det til de voksne, lytter de ikke, så hun spørger sig selv: hvorfor var der ikke nogen, der gjorde noget? Og hvad gør det ved et menneske, når dets erindring bliver stillet i tvivl? Den lille pigekrop vokser til, og Hæminglæva bliver bevidst om magt og grænser, mens hendes raseri og indre ild tager til. Hun længes tilbage til havet, hvor hun kommer fra, hun længes efter oprigtig kærlighed og efter voksne, der tager ansvar.
”Pigen og verden” er en historisk funderet og detaljerig fortælling om en periode i danmarkshistorien, hvor der blæste nye vinde inden for folke- og åndsliv, hvor man ommøblerede landskabet, og hvor digebyggere levede under kummerlige kår. Sammen med det faktuelle og samfundsvendte, væver mytologi og overtro sig ind i både fortællingen og i de tekstiler, som Hæminglæva fremstiller sammen med den klartseende Maja. Det er netop her, i mødet mellem verdenerne, Hæminglæva befinder sig og forstår sig selv.
Peder Frederik Jensen
I poetisk prosa gennemlyser Peder Frederik Jensen det moderne samfund, amputerede mellemmenneskelige relationer og det frisatte individs eksistentielle søgen efter ståsted og sammenhæng i verden. A...
Læs hele forfatterportrættet
