”Du bilder dig ind du er gudernes bronzefarvede sendebud, sagde en pige til mig jeg kendte på det tidspunkt. Kun i mine drømme, sagde jeg, i virkeligheden vil jeg hellere være den bronzefarvede kalkun. Idiot, sagde hun: Du er kraftedeme sådan en idiot!”
“Så vil jeg hellere være en sø”, s. 13.
Digtene i “Så vil jeg hellere være en sø” har i udgangspunktet karakter af strøtanker eller hverdagsbetragtninger, for eksempel om drømme. Samtidig udgør digtene en refleksion over disse betragtninger, således at digtene på en gang handler om noget konkret og samtidig handler om sin egen tekstlige fremstilling. Det giver digtene et element af nærmest mikroskopisk iagttagelse. Som i dette digt, hvor jeget's refleksion over, hvad det er at drømme, bringer det til en beskrivelse af sin søster og hendes mening om fænomenet:
“Andre gange siger hun: Når man dør i en drøm,/ skiller man sig af med sit gamle jeg, for at træde ind i/ et nyt. Så tænker jeg: Hvem er denne kvinde?/ Hvordan kan man opfatte tingene så entydigt? Som/ var det en slidt sko man kasserede når der gik hul/ i den. Det handler om udvikling, siger hun, men/ hvorfor skal mennesket altid være et løg? Der er/ ikke lag efter lag, med en lille kerne i midten, i/ mig. Man bliver jo idiot af at tænke sådan noget/ om sig selv. Så vil jeg hellere være en sø, hvor en/ ko kan se sig selv når den drikker. Hov, der er en/ fisk ved min fod! tænker den, eller sådan noget.//
Det er karakteristisk for ”Så vil jeg hellere være en sø”, at teksterne reflekterer flere betydningsmæssige niveauer samtidig. For det første er der i ovenstående citat ekskursen om drømme og deres betydning, som sekvensen her er en fortsættelse af. Derudover citeres jeg'ets søsters kommentar, og denne kommentar kommer med ind i digtet og gøres til genstand for dets videre refleksion. Derpå følger jeg'ets forkastelse af denne udlægning og jeg'ets alternative bud, ikke bare på, hvad man skal stille op med drømme, men på, hvordan man skal eller kan betragte et menneske: I stedet for en analytisk tilgang foretrækker jeget – og måske også digtet selv – at tænke på sig selv som et spejl. Digtet er altså ikke en analytisk sønderdeling af mennesket og verden, men en måde at se på verden på.
Peter Højrup
Peter Højrups forfatterskab er kendetegnet ved en udpræget sproglig opmærksomhed og en stor sans for detaljen. Her er grænsen mellem lyrik og prosa ganske tynd, men uanset genre demonstrerer Højrup...
Læs hele forfatterportrættet
