”Splittelsen var en kendsgerning. I frikvarteret et par dage senere var der flere fra holdet, der havde samlet sig i et hjørne af skolegården, tydeligvis for at snakke privat. Effi, Frede, Bine, Sadia, Nova og jeg gik forbi dem, men der var ikke rigtig kontakt. De virkede sure. Der var træning samme eftermiddag, og holdet til lørdagens kamp skulle sættes. Hvis vi ikke havde fået styr på stemningen inden, ville det ødelægge det hele for os alle sammen.”
Det hele begynder temmelig skidt i ”FC Englene 1- En fodboldsæson i helvede”. Pigerne taber, og deres elskede træner stopper. I stedet kommer træner Maja, der i begyndelsen har svært ved at få styr på både pigerne og taktikken, men i femte bind ser det helt anderledes ud. Englene står til oprykning, og flere af pigerne er nu så gode, at de skal rykke op til U17. Det giver imidlertid også indre splid og masser af konkurrence, så selvom det går godt på banen, er der masser af drama uden for.
Serien balancerer fint mellem på den ene side beskrivelser af træning, taktik og kampe, og på den anden side fortællinger om venskab, intriger og ung kærlighed. Serien handler således i lige så høj grad om at være teenager med alt, hvad det indebærer af usikkerhed, skole og kærlighed, som den handler om fodbold.
”FC Englene” er en rigtig serie, hvor de fem bind tilsammen leverer et kærligt portræt af pigeholdet. Hver bog er samtidig en afrundet fortælling med plot og klimaks, så bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Jeg-fortælleren Karla fortæller i alle fem bind i et let og levende sprog, og inddragelsen af sms’er og Facebook giver de unge læsere mulighed for umiddelbar identifikation.
Serien er vedkommende og underholdende og kan læses af både drenge og piger, der interesserer sig for holdspil.
Kirsten Sonne Harild
Heste, fodboldpiger og krimiplots på Østerbro. Slåskampe, pistoler og seje cowboys. Alt det og mere til kan man finde i den danske børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harilds fiktive univers. Hun har ...
Læs hele forfatterportrættet