”’OG HOLD SÅ KÆFT!’, råber Sæli ud over rælingen. Han holder med begge hænder om kanten på den kolde ræling, bider tænderne sammen, spærrer de tårevædede øjne op og spænder hver eneste muskel i kroppen, som om han ville sætte af med fødderne og hoppe over bord.”
”Skibet”, s. 366.
Den største hemmelighed er dog de fem besætningsmedlemmers planer om at begå mytteri mod rederi og kaptajn for at forhindre deres egen formodede afskedigelse efter turen. Men efter at nogen saboterer skibets radiokontakt med omverdenen, breder mistilliden og forvirringen sig, og deres heroiske oprør løber ud i sandet. Den faderlige kaptajn får talt sin besætning til rette, og fragtskibet fortsætter sin ensomme sejlads, mens den mørke atlanterhavsstorm slår skibet stadig længere ud af kurs. Efter at have drevet omkring i ca. 3 ½ måned uden maskinkraft havner de på Antarktis, hvor de overlevende på skibet prøver at nå ud til to fjerntliggende forskningsstationer. Ingen af dem når frem, men forsøger lige til det sidste at fornægte døden på hver deres måde.
Selvom denne fortælling bl.a. udspiller sig samtidig med terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001, så bliver det ikke nævnt med et ord, hvilket understreger besætningens totale isolation fra omverdenen. Denne isolationsfølelse og fremmedgørelse gælder ikke kun de underordnedes forhold til kaptajnen og rederiet, men også i vid udstrækning i forhold til hinanden.
Besætningsmedlemmerne har vidt forskellige livsanskuelser og kan heller ikke stå sammen om at redde deres liv. Denne gensidige mistillid kommer også til udtryk i formen, idet tiden ofte rykkes lidt frem eller tilbage alt efter, hos hvem synsvinklen ligger. Derudover beskrives samme situation flere gange, men med tre forskellige personers synsvinkler. Hermed bliver alt relativt med et håbløst fravær af noget absolut sandt, de alle kan finde sammen om. Det hele opløses i ligegyldig og mørk destruktion, hvilket formidles i en abrupt, enkel og knaldhård sprogstil.
Stefán Máni
En dag i 1995 sagde islandske Stefán Máni farvel til sit fabriksarbejde, satte sig ind i sin Lada med sit manuskript og kørte til Reykjavík for at udgive det. Lige siden er der kommet en perlerække...
Læs hele forfatterportrættet
