Stefán Máni

Emneord:

Hovedforfatter

René Hjelm
cand.mag., 2013

En dag i 1995 sagde islandske Stefán Máni farvel til sit fabriksarbejde, satte sig ind i sin Lada med sit manuskript og kørte til Reykjavík for at udgive det. Lige siden er der kommet en perlerække af thrillers, der går ned på de psykologiske dybder for at se nærmere på menneskets livsanskuelser, moral og frie vilje. Romanerne indeholder både grå hverdagsrealisme, der brydes af magisk realisme og outreret vold, der ligner 1990’ernes beskidte realisme og hårdkogte brutalisme. Med sin barberede skrivestil ligger Mánis univers også tæt på den nøgterne og illusionsløse livsanskuelse i de islandske sagaer.

Baggrund

Stefán Máni blev født den 3. juni 1970 i Reykjavík og voksede op i den lille bygd Ólafsvík på vestsiden af Island. Efter han forlod skolen som 17-årig, arbejdede han nogle år i den islandske fiskeindustri som bygningsarbejder og med unge med psykiske problemer.

”Det er hen på eftermiddagen, og klokken er nogle minutter i fire, men det er, som om verden ikke gider stå op denne dag. Himlen er tonet i gråt, så langt øjet rækker, havet er mørkegråt i øst og sort i vest, den kølige vind lugter af rådne havplanter…”

”Skibet”, s. 344.

Den mest afgørende begivenhed i hans liv indtrådte, da han sammen med mange andre mistede sit arbejde i 1991, hvilket skabte et stort tomrum i ham. Efter at have stirret i sin indre afgrund af svimlende tvivl og håbløshed satte han sig ned en dag og forsøgte sig med et digt, der efter utallige fejlslagne forsøg fandt sin færdige form under titlen ”Leikhús” (da. ”Teater”). På denne måde fik han ikke kun bygget bro over denne indre sjælløse afgrund, men også udfyldt den, lukket den.

Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Født
3. juni 1970 i Reykjavík på Island.
Uddannelse
Ingen.
Debut
Dyrnar á Svörtufjöllum. Eget forlag, 1996.
Litteraturpriser
Krimiprisen Blóðdropinn, 2007.
Seneste udgivelse
Ødeland. Gyldendal, 2012. Oversat af Rolf Stavnem.
Inspiration
The Doors, H.P. Lovecraft, Edgar Allen Poe, Stephen King og Jean-Paul Sartre.

Han har således ligesom den tyskfødte forfatter Hans Keilson brugt selve sin skrivepraksis som en eksorcisme af egne dårlige oplevelser og af indre skyggesider. ”Jeg mistede mit job på fabrikken, og der var intet andet at lave i Ólafsvík. Jeg var ved at eksplodere af tomhed … Jeg drak. Det var, som om jeg var ved at drukne, og så brugte jeg det at skrive som en redningskrans. Det var terapi.” (Tine Maria Winther: Fra fiskefileter til forfatter. Politiken, 2009-06-13).

Det blev begyndelsen til en forfatterkarriere, der efter debuten med ”Dyrnar á Svörtufjöllum” (1996) og efterfølgende seks romaner førte til, at han ti år senere slog sit navn fast både på den nationale og internationale litteraturscene med den stort anlagte thriller ”Skibet” i 2006. Romanen blev samme år prisbelønnet som årets bedste, islandske spændingsroman og er oversat til tysk og dansk. Indtil videre er det blevet til ni romaner, hvoraf ”Ødeland” og ”Skibet” foreligger på dansk.

Men på trods af den store produktion har han dog ikke kun siddet bag skrivebordet, men har stadig høstet erfaringer fra den virkelige verden. I forbindelse med sin research til sidstnævnte roman fik han også for første gang lejlighed til at prøve kræfter med havet. Han stod til søs med et fragtskib for at kunne skrive dokumentarisk og overbevisende realistisk om den ni mand store besætning om bord på skibet Per Se.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Med undtagelse af ”Ødeland” skriver Stefán Máni mest horror-historier og thrillere i stil med Stephen King og Edgar Allen Poe, hvor Máni forsøger at vise menneskets mørkere sider: ”… i mine historier er der ofte forbrydelse og forbrydere. Jeg skriver dystre, menneskelige horror-fortællinger med spænding og forbrydelse – blandet sammen, antager jeg.” [1].

Hans spændingsromaner og krimien ”Ødeland” er skrevet i en yderst rå og brutal stil, hvor handling altid går forud for refleksioner over godt eller ondt. De to romaner ”Skibet” og ”Ødeland” skriver sig ind i en amerikansk tradition, både mht. genrerne thriller og krimi. Karakteristisk for thrilleren i almindelighed og for Mánis ”Skibet” i særdeleshed skabes spændingen ved, at noget ukendt og livsfarligt truer romanpersonerne, mens disse på en eller anden måde samtidig har begrænsede muligheder for at gøre noget.

Thrillerens hovedærinde er at levere spænding og underholdning, men der er også indlagt eksistentielle overvejelser enkelte steder i ”Skibet”.

Typisk for genren arbejder Máni meget med tidsforholdene: Helten(e) får tildelt begrænset tid til at forhindre katastrofen eller til at overvinde, hvad der måtte true, f.eks. at Per Se driver hjælpeløst til Antarktis og dermed ind i den visse død. For at skabe spænding går Máni således ned i tempo, hvor handlingen beskrives minut for minut, som også er en teknik som spændingens mester Alistair McLean brugte i mange af sine romaner, f.eks. ”Møde i rum sø” (1963).

I romanen ”Ødeland” er der mere tale om en krimi, selvom den i en vis forstand også kunne kaldes en økonomisk thriller. Men den har mange af krimiens kendetegn: En klart profileret helt, der med sine fremragende egenskaber og færdigheder bare er ”larger than life”. Hos Máni er ”helten” samtidig forbryderen, hvilket er atypisk for genren og hindrer læserens identifikation med hovedpersonen.

Selve gåden i ”Ødeland” er dermed også usædvanlig, fordi der med hovedpersonen Odin er tale om en narkoforbryder og en morder, der skal løse den. Gåden handler da heller ikke om et uopklaret mord, men i stedet om for Odin at finde sin ukendte far. Det er snarere efter denne gådes opklaring, at historien rigtigt begynder og herfra bevæger sig over i horror og thriller med det islandske samfund som baggrund, hvor spørgsmålet om Odins fortsatte søgen efter identitet binder værket sammen til en helhed. Med dens blanding af flere genrer er ”Ødeland” en hybridform.

Máni formidler disse psykologiske og eksistentielle temaer i en skrivestil, der er ordknap og episk, og som er blevet sammenlignet med Jo Nesbø. Selvom den også er klichéfyldt, så er billedsproget både surrealistisk og hverdagsrealistisk på samme tid. Med denne knappe sprogstil og med sin økonomiske komposition lægger Mánis forfatterskab sig tæt op ad de islandske sagaer.

Beslægtede forfatterskaber

Stefán Mánis forfatterskab består af otte romaner, hvor den første halvdel udgøres af psykologiske fortællinger, mens den anden er spændingsromaner.

Et gennemgående træk i dem alle er den hårde, kolde isolationsfølelse i den islandske natur, der afspejles i romanpersonerne. Derudover er miljøet i romanerne ofte Reykjavíks kriminelle underverden og er samtidig en undersøgelse af forholdet mellem godt og ondt og alt, hvad der ligger der imellem, tilsat en god del spænding og eventyrlige begivenheder.

Romanerne befinder sig samtidig også i spændingsfeltet mellem en grå hverdagsrealisme og en magisk eller overnaturlig dimension, der forbinder forfatterskabet med de islandske sagaer og folklore på den ene side og med en beskidt, rå og brutal realisme også kaldet brutalisme fra 1990’erne på den anden med repræsentanter som f.eks. Stephen Kings thrillers og i mere ekstrem forstand Bret Easton Ellis’ ”American Psycho” (1991). I litteraturhistorien kendes horror-historierne måske bedst fra Edgar Allen Poes fortællinger, men også fra f.eks. H.P. Lovecraft, der begge udgør stor inspiration for Máni.

”Skibet” kan også læses i forlængelse af en lang tradition i europæisk litteratur om havet og dets søfarere, f.eks. Homers ”Odysseen” (ca. 700 f.v.t.), Herman Melvilles ”Moby Dick” (1851) og Joseph Conrads ”Mørkets hjerte” (1902). I lighed med sidstnævnte beskriver Máni i ”Skibet” moralens langsomme opløsning på dødssejleren Per Se, hvor besætningen befinder sig ufrivilligt længe i rum sø og samtidig i et moralsk vakuum, der stævner lukt ind i en mørk, vred og voldelig nihilisme.

Også krimien ”Ødeland” er mørk og barsk som den islandske lavaørken. Blandt de forskellige krimityper ligger denne roman nærmest den amerikanske krimi, der lægger hovedvægten på handling som hos f.eks. Raymond Chandler og mindre på refleksion som i Arthur Conan Doyles historier om Sherlock Holmes. Som meget handlingsorienteret minder hovedpersonen Odin, der overvinder alle slags forhindringer, også om helten i det klassiske eventyr. Og nok ikke så uventet, minder Odin også om en nutidens viking, der pludselig er sprunget ud af de gamle islandske sagaer. Men som et ekko af en fjern fortid ligner Odin også en Don Quijote med sine heroiske og utidssvarende værdier, og som sådan giver romanen et satirisk og kritisk billede af, at der ikke er meget at kæmpe for end penge.

Odin nægter at gøre sig til det, som filosoffen Friederich Nietzsche kaldte for det ”Sidste menneske”, der er det moderne menneske, og som ikke stræber efter noget højere end tilfredsstillelsen af egne småbehov i det småborgerlige, kapitalistiske samfund. Selvom Odin i slutningen formentlig begynder at tro på et fremtidigt forhold med Viktoria som noget værdifuldt, kan man alligevel se begge førnævnte romaner af Stefán Máni som en interessant problematisering af det moderne menneskets situation i det moderne samfund.