- Karina Søby Gulmanncand.mag., september 2026
Intro
Nath Krauses anden digtsamling ”Trilogi” fra 2025 består, som titlen indikerer, af tre dele. Første del bærer titlen ”Incest er en besparelse, kannibalisme er en besparelse” og tematiserer det konventionelle landbrug med alt, hvad det indebærer. Fra første digt bliver læseren kastet hovedkulds ind i en verden, hvor grisenes kroppe er kapitaliseret, og grisene bliver udnyttet til sidste blodsdråbe. Som en kontrast til industrilandbruget og en grisetransport i flammer på motorvejen, fremstilles grisene som empatiske og frihedselskende. I glimt sendes læseren tilbage til en barndom på landet, med frikvarterer som en kampplads om køn, fællesskab og moral. Anden del bærer titlen ”Toyota Corolla”, og her er det en efterladt Toyota i Gludsted Plantage ved Silkeborg, der spiller hovedrollen. Efterhånden inkorporeres bilen i naturen – dyrene flytter ind, planter vokser omkring, og til sidst overtager naturen helt og aldeles. I kulissen truer og tematiseres bilindustrien, trafikuheld, 2. verdenskrig og døden. Tredje og sidste del bærer titlen ”De bedste familier – spræng fabrikken” og tematiserer Cheminova og ikke mindst det landskab, den nordjyske pesticidfabrik har skabt. Det rømmede forureningsdepot, som med Nath Krauses ord er et ’ingenmandsland, mellem det vestjyske landbrug og pesticidfabrikken’ (s. 108). I denne del går et jeg rundt i dette ingenmandsland og tager billeder og dokumenterer, og disse fotos indgår også i samlingen.

Nath Krause
Trods sine blot to digtsamlinger er Nath Krause allerede en lysende og prisbelønnet stjerne på den danske lyrikscene.