Nath Krause

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., september 2026

Trods sine blot to digtsamlinger er Nath Krause allerede en lysende og prisbelønnet stjerne på den danske lyrikscene. Forfatterens hybride poesi er skrevet på dyb indignation, og forfatteren lægger ikke skjul på, at drivkraften er venstreorienteret. I debutsamlingen ”Logan i Aokigahara” bliver læseren taget med ind i digterjegets socialrealistiske udsathed, hvor samfundets svigt balanceres på en knivsæg mellem selvmordstrang på den ene side og venskaber og natur på den anden, mens ”Trilogi” er en kapitalismekritisk tour de force igennem svinelandbruget, bilindustrien og Cheminova og med naturen og kærligheden som en gribende kulisse.

Nath Krause blev født i Randers den 7. februar 1994 og voksede op i og omkring Randers og Aarhus. Forfatteren har gået på Talentskolens forfatterlinje i Næstved – et toårigt uddannelsesforløb i skrivekunst, hvorfra forfatteren dimitterede i 2020.

Foto: Gry Stokkendahl Dalgas

Født:
7. februar 1994 i Randers.
Uddannelse:
Talentskolens forfatterlinje, 2020.
Debut:
Logan i Aokigahara, Forlaget Møllegades Boghandel, 2023.
Litteraturpriser:
Munch-Christensens debutantpris, 2023. Poesiens pris, 2024. Michael Strunge-Prisen, 2025. Montanas Litteraturpris, 2026.
Seneste udgivelse:
Trilogi, Forlaget Arena, 2025.
Inspiration:
Ingen inspirationskilder har ifølge forfatteren forrang frem for andre.
Periode:
Systemkritisk samtidslitteratur.

Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om Nath Krauses baggrund, og i et ultrakort mailinterview med Forfatterweb forklarer forfatteren, at de ønsker at værne om deres privatliv. En information, der står mellem linjerne i ovenstående sætning, er, at forfatteren hverken udelukkende identificerer sig som mand eller kvinde, og for at respektere forfatterens non-binære kønsidentitet beskrives Nath Krause som regel med pronominerne ’de’, ’dem’ og ’deres’. I en artikel i tidsskriftet Kulturo fortæller Nath Krause om at være non-binær: ”Fortæl mig: Hvis jeg hverken er en mand eller en kvinde, hvorfor skulle jeg så være en blanding? Som mange andre nonbinære har jeg ønsket mig en spinkel, androgyn krop. I lang tid spiste jeg ikke nok. Jeg har været så tynd, at man kunne tage fat om mine kraveben og mærke ens fingre mødes gennem kødet bag dem. Der var visse træk, jeg ville sulte væk, men nu: Jeg skylder ikke verden androgynitet. Jeg skylder den mudderet. Kapitalen og handelsmagterne kryber ind på det queer. Mudderet.” [1]

I selvsamme artikel åbner Nath Krause en lem op til en opvækst i en udsat familie. For eksempel skriver de: ”Systemet har ladet min mor i stikken. Dårlig medicin har ødelagt hendes tænder. Voldelige mænd har taget glæden fra hende. Det fortsætter bare. Min ene bror døde, og min anden er så udviklingshæmmet. At han stadig ikke kan forstå det. Det er kun begyndelsen. Jeg har lært at se os som samfundsnassere.”

Til Forfatterweb fortæller Nath Krause, at litteratur altid har været en del af forfatterens liv, og at ingen inspirationskilder har forrang frem for andre. Om det at skrive fortæller Nath Krause til Dagbladet Information: ”Skrivning er for mig blevet et tab af kontrol, noget der gør mig i tvivl om, hvem jeg er, eller hvad jeg er. Teksten skriver mig ud af den serie af rutiner og erfaringer, som jeg består af.” [3]

Nath Krause er i dag bosiddende i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Nath Krauses forfatterskab kan betegnes som hybridpoesi. I sine digtsamlinger mixer forfatteren således elementer fra traditionel lyrik med beskrivende prosa, ligesom der er indarbejdet såvel dagbogsnoter som digitale medier (fotos). Nath Krauses skrift er fleksibel på flere planer. I begge digtsamlinger svinger teksterne mellem det følt indlevende og det konkret sansede, som når grisen i ”Trilogi” personificeres, og naturen skrives poetisk frem, og på den anden side med nøgternt dokumenterende beskrivelser og brug af latinske plantebetegnelser. Endvidere forholder skriften sig i ”Trilogi” fleksibelt til både tid og sted, hvilket kan give digtsamlingen en cyklisk fornemmelse. Digtene væver og fletter sin kapitalismekritik på tværs af barndom, nutid, istid – svinefabrik, motorvej, plantage, Harboøre Tange, og en afstikker til en amerikansk bilfabrik. ”Trilogi” er i øvrigt blevet kaldt en ”sabotageaktion mod nationalromantikken”, men kan også læses som et forsøg på en ny type nationalromantik, der fejrer naturen med smukke naturbeskrivelser, brug af latinske navne, fotos af planter, og med et opråb på naturens vegne. I hvert fald er digtsamlingen en kærlighedserklæring til den natur, der stadig findes – måske især den, der hersker og regerer på trods af menneskets dominans.

Kapitalismekritikken står ikke kun centralt i ”Trilogi”, men danner også baggrundstæppe i ”Logan i Aokigahara”. Her er det ikke mindst samfundets manglende prioritering og evne til at hjælpe udsatte personer og familier, der tematiseres. Indimellem lyder der også en kapitalismekritik af forlagsbranchen, som når forfatteren henviser til afvisninger fra Forlaget Gyldendal, der ønsker mere desperation i digtene. I en kritik af markedskræfterne på det litterære marked hedder det: ”Jeg er bange for, at en dårlig anmeldelse vil dræbe mig,/ og nu hvor jeg har indrømmet det,/vil ingen ros virke oprigtig./ Den vold, vi er blevet påført, legitimerer os. Det er sagen bag markedet.” (s. 35). Samtidig tager digterjeget afstand fra de sociale mediers kapitalisering af følelseslivet, blandt andet når det fortæller, at det var barn, da det første gang så et menneske dø på nettet. Denne kritik italesættes videre ved at inddrage Logan Paul som karakter. Virkelighedens Logan Paul har således bygget store dele af sin formue på iscenesættelse af eget og andres liv, og er i øvrigt blevet dømt for at have uploadet en vlog, der viste kroppen af et selvmordsoffer i Aokigahara.

Beslægtede forfatterskaber

Da Nath Krause blev tildelt Montanas litteraturpris for sin digtsamling ”Logan i Aokigahara”, sammenlignede litteraturkritiker Lars Bukdahl værket med Dantes 800 år gamle værk ”Den guddommelige komedie”. I begge værker følger læserne uvirkelige par, henholdsvis Nath Krauses digterjeg og youtuberen Logan Paul, og Dante-digterjeget og Vergil. I sidstnævnte bevæger parret sig igennem helvede, skærsild og paradis og støder undervejs på en selvmorderskov, mens parret hos Nath Krause netop befinder sig i en selvmorderskov. Lars Bukdahl skriver: ”I Dantes helvede er selvmorderne blevet forvandlet til træer, som terroriseres af de dæmoniske, fuglelignende væsner, harpyerne. Hos Krause er træerne træer, som selvmordere kan finde på at hænge sig fra. Dante er en digter i 30’erne, der endnu ikke er slået igennem, og Vergil er hans store, antikke, for længst afdøde, litterære forbillede. Nath-jeget er en digter i 20’erne uden forlagskontrakt, der er eller har været, som til sort overflod beskrevet i digtsamlingens første halvdel, med et moderne fremmedord suicidal, der betyder truet af at være fristet til at tage sit eget liv, og Logan er en populær YouTuber, der kom i international shitstorm i 2017, fordi han havde filmet en selvmorder i Aokigahara-skoven.”[2]I sin tekst lægger Bukdahl op til en biografisk læsning af værket, men selv afviser Nath Krause at der skulle være tale om autofiktion.

Temaer om udsathed og selvmord kan også findes hos en forfatter som Tove Ditlevsen (1917-1976), der ofte skildrede depression, angst og dyb smerte i sine digte. Blandt andet i digtet ”Angst” fra digtsamlingen ”Pigesind”.

Den kapitalismekritiske side af Nath Krauses digtning kan finde sine paralleller hos forfattere som Jonas Eika, Asta Olivia Nordenhof og Rasmus Lund. Den litterære kritik af Cheminova, som Nath Krause skriver frem i tredje del af ”Trilogi” har de tilfælles med forfatterne Johanne Mygind (”Giftig”, 2025), Kim Blæsbjerg (”De bedste familier”, 2023) og Malte Tellerup (”Spræng fabrikken, 2023). De to sidstnævnte forfattere henviser Nath Krause direkte til i sin digtsamling, hvor tredje del om Cheminova netop hedder ”De bedste familier – spræng fabrikken”

I Nath Krauses værker spiller naturen en central rolle både som kuet af mennesket, men også som et lindrende sted. Også digteren Rasmus Nikolajsen har naturen som centralt tema i værkerne ”Tilbage til unaturen” fra 2016 og ”Sort strømmende drøm” fra 2025.