”To individer allerede
jeg tænker uafhængigt
er borger i din maves trygge land
med min egen private have
liggestol
hvorfra jeg ser din aorta rejse sig
mit livs fagreste filodendron.”
Fra digtet ”Foster”, ”Under vejr med mig selv”, s. 9.
I de resterende digte kaster han sig over nogle af de ting, der er med til at forme jeg’et. Som han skriver i digtet ”Film”: ”og det frie liv/ er så forunderligt og sart/ i den brune papirspose af en sjæl/ vi mindreårige er forsynet med.” (s. 18). Digtene kredser om: børnehaven, skolen, håndbold, biografture, en tur på værtshus, universitetet og kærligheden og slutter med en indtræden i voksenlivet med digtene ”Nygift” og ”Jul”.
”Under vejr med mig selv” er en typisk modernistisk digtsamling. Et helt centralt mål for modernismens forfattere var at sprogsanse verden. Altså at registrere verden gennem sansning i et forsøg på at sætte sig fri af konventionelle sproglige begrænsninger og klicheer og forholde sig frit til verden. Hvor tidligere poesi lidt firkantet kan siges at kredse om ophøjede ord og begreber, kan alt ophøjes til poesi i modernismen. Derfor kan skolen beskrives som ”Den galoperende hjertefryds tilintetgørelse” (s. 16) og tømmermænd med ord som ”Hjertets anstrengte tappenstreng” (s. 27).
Digtsamlingen er legende og let, skrevet med et ironisk glimt i øjet og en enorm energi, der bedst kan beskrives med nogle af de begejstrede udbrud, der indgår i digtene. Den er således ”boblende” (s. 16), ”susende” (s. 18) og ”fuld af kluk” (28).
Klaus Rifbjerg
Klaus Rifbjerg er en af de helt store kanoner i dansk litteratur. Ud over at være landets ubetinget mest produktive forfatter, som ifølge hans forlag nåede at udgive omkring 250 titler, så var han ...
Læs hele forfatterportrættet
