”Nu har skyerne samlet al deres regn i et punkt/midt på himlen/tørken tvinger mig bort/ikke en vind har rørt mig/end ikke fuglene synger.”
”Når fuglene driver bort”, s. 51.
To sammenvævede tematikker bærer digtsamlingen: Savn, længsel og kærlighed som den ene, tid og erindring som den anden. Begge tematikker skrives frem som kræfter, der er større end det enkelte menneske, og således også det digteriske Jeg.
Digtenes sprog er enkelt og ligetil, men det sammensættes på en sådan måde, at tidens, længslens og kærlighedens væsen viser sig i flygtige glimt mellem ordenes sprækker og betydningernes sammenstød.
Tonen i digtene er melankolsk, sørgmodigt og søgende. Naturen gestaltes som noget smukt, men også forgængeligt, og er på samme tid identisk og i kontrast til jegets selvforståelse. Sennepsmarken vinker og virker dragende med sin gule sne, og æblerne gennemhuller sensommeren, når de falder fra træerne med smæld. I et digt lyder det: ”Kroppen er dén der finder hinanden/og dagene driver i spyt/Har jeg ret når jeg påstår at trapperne/ikke standser i en kælder sort som kul/men går nedad mod sindets/tavse bjergstier./At der i dalen er træer/hvor end ikke fuglene lander (…)” Ensomheden er ikke kun mørk og tavs, den er også naturlig og ubærlig.
Sproglige iscenesættelser af naturtableauer med skove og hav, vejrfænomener, årstidernes skiften og døgnets rytme bærer spændingen mellem det, jeg’et selv forsøger at gribe og det, han må overlade sig til. Projektet er meget ambitiøst, og det lykkes at holde balancen mellem det præcise og det upræcise, mellem det almenmenneskelige vilkår og det radikalt private og indadvendte. Den drømmende stemning er noget, Ramsland tager med sig over i sin første roman “Akaciedrømme”.
Morten Ramsland
Da Morten Ramslands fabulerende slægtsroman “Hundehoved” udkom i 2005, tog den både læsere og anmeldere med storm. På en sommer fik Ramsland etableret sig som Danmarks litterære førerhund. Han er h...
Læs hele forfatterportrættet
