”’Hvorfor fotograferer du?’
’Det tømmer hovedet for alt andet.’
’Men så meget?’”
”Vivian”, s. 39.
Romanen om Vivian indskriver sig i genren exofiktion, hvor virkelige personers livshistorie blandes med fiktive elementer. Hesselholdt er inspireret af biografisk materiale, men fantaserer frit over Vivians indre liv og lader ligeledes omgivelserne komme til orde. Værket giver et indblik i Vivians opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, og den følger hende som barnepige i Chicago og som omstrejfende gadefotograf. De mange fortællestemmer betyder, at vi ikke får noget entydigt billede af Vivian, men at hun vedbliver at være mystisk og excentrisk.
Men ligesom Vivian forsøgte at dokumentere livet ved at fotografere de mennesker, hun mødte på sin vej – rige, fattige, hvide, sorte, unge, gamle –, så forsøger Hesselholdt at tegne et billede af Vivian via diverse stumper og stykker, fragmenter, fotografier og fantasier.
I øvrigt ironiserer fortælleren selv over genren. Blandt andet kommenter fortælleren: ”Jeg bryder mig virkelig ikke om dokumentarer med dramatiserede scener (…). I sorte øjeblikke tænker jeg at jeg selv har lagt mig op ad denne rædselsfulde genre.” (s. 174). Desuden er der tale om en ikke helt pålidelig fortæller, som eksempelvis hævder at huske konkrete ting om Vivians liv, selv om fortælleren andre steder indrømmer, at hun end ikke har besøgt de steder, hvor Vivian har levet.
Christina Hesselholdt
Christina Hesselholdt skriver i et sart sansende og poetisk sprog, der ofte er krydret med en forførende fandenivoldskhed, en legende flertydig humor og karakterer, der står delvist kuldsejlet i ti...
Læs hele forfatterportrættet
