Andreas Garfield

Emneord:

Hovedforfatter

Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, 2010

”Kunsten er sandere end virkeligheden, men virkeligheden er mærkeligere end kunsten”. Elsa Gress´ord rammer meget godt Andreas Garfields dramatik, der nok tager udgangspunkt i virkeligheden, men gennem fiktionen skrues med et dramatisk twist, så realismen krystalliseres i en form, man kunne kalde ’mere virkelig end virkeligheden’. Der er fart over feltet, skarpe iagttagelser, fine menneskeskildringer og en god portion humor, når Andreas Garfield tager livtag med hverdagen og sætter den i scene.

Baggrund

Foto: Martin Slottemo Lyngstad / Ritzau Scanpix

Født
1976.
Uddannelse
Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater, 2007.
Debut
Hyg jer! Drama, 2001.
Priser
Årets Talent Reumert, 2007. Scenekunstudvalget, 2008.
Seneste udgivelse
Tvind "The Musical". Koppelwrite, 2020. (Dramatisk dansk, 8).

Andreas Garfield er født i Sønderjylland i 1976, han er søn af præst og forfatter Rolf Garfield Mortensen og præst Karen Marie Mortensen. I 1985 flyttede han til København, hvor han har boet lige siden, bortset fra de tre studieår på Dramatikeruddannelsen i Århus. Garfield debuterede som dramatiker i 2001 med stykket ”Hyg jer!”, men det store gennembrud fik han med forestillingen ”Hjem kære hjem” (premiere på Teater Grob i 2007), et trekantsdrama, hvor en soldat, netop hjemvendt fra Irak, inviteres til middag hos sin barndomsven og dennes kæreste. I dette stykke demonstrerer Garfield en evne, der må siges at være kendetegnende for hans dramatik; nemlig et uovertruffent talent for at gøre en generel - og her storpolitisk – problemstilling nærværende, ved at sætte den ind i mellemmenneskelige relationer i et hverdagsliv, de fleste kan identificere sig med. Garfields modtog foruden en del opmærksomhed og ros, en Talent Reumert for stykket.

Udvalgte bøger

Forfatterskabets udvikling og temaer

Fra Garfields debutstykke ”Hyg jer!” til det seneste ”Vangså” er der flere gennemgående temaer og sammenflettede røde tråde. Som oftest er det de nære relationer, der underkastes dramatikerens skarpe øje – og pen – i det man kunne kalde et antropologisk nærstudie af danskernes parforhold og familieliv. Og det er ikke de hyggelige eller uproblematiske sider af relationerne, der optager Andreas Garfield, tværtimod udfordrer han sine karakterer ved at bringe dem i situationer, der kræver, at både publikum og karaktererne selv må reflektere over deres opførsel, holdninger, gøren og laden. Samtidig har hans stykker ofte det, man kunne kalde et 'overtema', som enten rummer en aktualitet eller et tabu, som Garfield ønsker at afdække for eksempel Irak-krigen (”Hjem kære hjem”), Vollsmose-sagen (”Den 13. nævning”), at miste et barn (”En plads i mit hjerte”). Garfield illustrerer elegant store etiske eller moralske dilemmaer ved at sætte dem i scene mellem det, der skal forestille at være helt almindelige mennesker, som de fleste kan relatere til.

Genrer og tematikker

Hos Andreas Garfield bliver teateret et forstørrelsesglas for den virkelighed, der ligger uden for teatersalen. Stilen er næsten dokumentarisk – det ligner virkeligheden i en koncentreret udgave, og selvom sproget rummer et stærkt symbollag, lyder det som talesprog: Replikkerne kunne være hevet ud af munden på folk på gaden og kastet ind på tungen af skuespillerne. Dramatik er i sit væsen svært at få til at virke 'realistisk': Den virkelighedsefterlignende illusion brydes i selvsamme øjeblik tilskueren bliver bevidst om, hvor han eller hun sidder, og at det, der iagttages er en konstrueret handlingsrække. Men hos Andreas Garfield bliver man suget ind i fiktionen, måske fordi den er genkendelig, men højst sandsynligt mest fordi han konstruerer sin fortælling med en intensitet, der giver en 'larger than life'-effekt. Anne Middelboe Christensen beskriver det således:

” For den 32-årige Andreas Garfield skriver sorgen og vreden ind i replikkerne, så netop det hverdagsagtige bliver helt tomt. Han kan kunsten kun at sige tingene én gang. Og han kan skabe tavshed mellem replikkerne, så instruktionen kan kline sig ind med alle de medbetydninger, der gør skuespillerne så levende.” [2].

Ofte lurer en faretruende uhygge under den ellers så hyggelige overflade, der som regel danner udgangspunkt for Garfields stykker: Det er jul lige om lidt, og venner og familie skal udføre en sjov og hyggelig juleleg som tidsfordriv (”Hyg jer!”), der er fredeligt i det politisk korrekte parforhold, graviditeten er en realitet og arven er - vist nok – sikret (”Texas”), et forelsket kærestepar har inviteret en gammel ven til middag i deres nye hjem (”Hjem kære hjem”) og søskendeflokken er samlet til barndommens sommerhusidyl i Nordjylland (”Vangså”), men så er der lige et ”men” …

Det er netop rummet mellem det hyggelige afsæt og det fatale ”men”, der udgør Andreas Garfields nærmest sociologisk-realistiske undersøgelse, et rum, som han mestrer at beskrive til perfektion.

Beslægtede værker

Som dramatiker lægger Andreas Garfield sig op ad en naturalistisk tradition, hvor teateret beskriver og reflekterer over virkeligheden og samtiden. Ifølge Anne Middelboe lægger han sig tæt op ad arven fra en ældre kendt dramatiker:

”En plads i mit hjerte" virker ikke bare som en virkelighedsskildring fra Danmark i 2008. Forestillingen viser også et uventet slægtskab med en anden realistisk dramatiker, der udfordrede med de mest uhåndterlige følelser, nemlig Kaj Munk og ikke mindst hans Ordet.” [2].

På trods af at Garfield på sin vis løfter arven efter den naturalistiske skole, er hans valg af scener og klip næsten filmiske: Han er kameraet, der iscenesætter virkeligheden og gengiver den i beskrivende klip. Det er derfor nærliggende at sammenligne Andreas Garfields dramatik med nutidige filmiske værker, der behandler lignende emner, for eksempel Thomas Vinterbergs dogmefilm om incest, ”Festen”, Susanne Biers ”Elsker dig forevigt”, der handler om et parforhold, der går i stykker efter et tragisk biluheld eller Paprika Steens ”Lad de små børn ...”, der ligesom Garfields ”En plads i mit hjerte” handler om at miste et barn.