Charlotte Roche

Genrer og tematikker

”Vådområder” blev af det danske forlag Athene lanceret som en ”ny, vild og sjov feminisme, der frygtløst gør op med damebladenes retoucherede kropsæstetik og reklamernes undertrykkende iscenesættelse af den kvindelige seksualitet”, som det fremgår af bogens bagsidetekst. Den udkom i Danmark den 8. marts 2009, kvindernes internationale kampdag, for ligesom at understrege den feministiske pointe. Men hvorvidt dette opgør skal findes i kraft af hovedpersonens adfærd, eller om denne adfærd er et udtryk for denne kropsæstetik (som der altså gøres op med), er uklar. Enten kan man læse hovedpersonen Helen som barn af den parfumerede damebladsæstetik, der er aflejret i en sygelig optagethed af den rene kvindekrop med hvad det indebærer af tarmskylninger og intimbarbering. Man kan i den henseende argumentere for, at selvom Helen har rigelig foragt tilovers for det hun kalder ”lægedøtre”, de renskurede, voksede og lakerede kvinder, så lægger hun alligevel implicit under for denne kvindelighed. Helens adfærd er udtryk for hvordan denne optagethed kan føre til de mere ekstreme vaner, som Helen har tillagt sig.

Eller også ligger opgøret i selve hovedpersonen, altså hvor selve Helens adfærd er et opgør med den føromtalte æstetik. Helens voldsomme trang til at beskæftige sig med de upolerede dele af sin krop – hendes brug af sekreter som parfume, indtagelse af sårskorper og lyst ved urenheder er en klar reaktion på det, Helen selv opfatter som hendes moders hygeiejnehykleri. En reaktion, der understreges af hendes foragt overfor hospitalspersonalets besættelse af rengøring. Helens belastede forhold til moren, der bl.a. udspringer af mindet om dennes selvmordsforsøg, bliver til en afvisning af den udglattende overfladekultur, den photoshoppede perfektionisme, som man finder i damebladene, og som moren bliver eksponent for. Og det er denne kultur, som Helen og hendes forfatter Roche, gør op med.

Bogen er overordnet set blevet læst på to forskellige måder, afhængig af sympati. Tilhængere har kaldt den en erotisk, feministisk litteraturklassiker, mens modstandere har fordømt den som primitiv og dygtigt markedsført pornografi. En opgørelse fra det tyske bogbrancheblad Börserblatt viste, at mens en stor gruppe af dem, der købte ”Vådområder” var piger mellem 15 og 25 år og en mindre gruppe var kvinder på 40 år og opefter, så udgjorde den største gruppe af købere mænd over 50, der oftest omhyggeligt præciserede, at bogen var en gave til deres teenagedøtre.

Kritikeren Marcel Reich-Ranicki, der betragtes som Tysklands ”litteraturpave” har dømt bogen som pornografi frem for litteratur, og det var også det argument, som Roches oprindelige tyske forlag afviste manuskriptet med.

Men, som Charlotte Roche udtrykker det: "Hvis de meget kropslige passager i bogen skal betragtes som pornografiske, så er det en forestilling om porno, der ligger meget langt fra den, der optræder i pornofilm" [3]Charlotte JørgensenVådområder. Kronik i Politiken2009-03-08.

Beslægtede forfatterskaber

Opgøret med æstetiseringen af kvindekroppen er en tematik, der, som flere aviser fremhæver (Frankfurter Allgemeine, Politiken, The Times, The Guardian, Granta, se kilder) viser tilbage til Germaine Greers feministiske klassiker ”Den kvindelige eunuk” fra 1970 (da. 1971), hvor Greers kritiserer den kulturelle æstetisering af kvinden. Greers hævder, at mens kulturen foregiver at dyrke kvinden, så handler det i virkeligheden om objektificering, der i sidste ende kastrerer og fratager kvinden sin autonomi. ”Den kvindelige eunuk” fik stor indflydelse på kvindebevægelsen, med bh-afbrænding, make-up-dumping og lag-på-lag-påklædning til følge. Roche er desuden blevet sammenlignet med den amerikanske forfatter J.D. Salinger (The Guardian, Granta, se kilder), der i romanklassikeren ”Forbandede Ungdom” (1951, da. 1953) skildrer den unge, vrede mand Holden Caulfields indre monolog. Dels væmmes han over voksenlivets bedrag, dels glæder han sig over og søger at værne om den barnlige uskyld vis-a-vis Helens forhold til hygiejne kontra uhygiejne.

Hvis man betragter ”Vådområder” som erotisk litteratur, kan den henvise til den franske forfatter George Batailles erotiske roman ”Historien om øjet” (1928), hvor et ungt pars fetichistiske udskejelser skildres gennem en række objekter, hvor øjet i titlen henviser til et udrevet øje, der benyttes som seksuelt fetisch-objekt. Også hønseæg har en fetichistisk funktion i ”Historien om øjet”, som giver genlyd i ”Vådområder”. Helen fortæller om hende og tuneseren Kanells sexlege (Vådområder, s. 129), der bl.a. går ud på at stoppe først et råt og siden et hårdkogt æg op i hende, ligesom Charlotte forsøger sig med de avocadosten, som hun bruger til at plante avocadotræer.

”Historien om øjet” fik ligesom ”Vådområder” påhæftet en rent pornografisk mærkat ved udgivelsen, mens den i nyere tid er blevet anerkendt som et betydeligt, surrealistisk værk. Bataille trækker i høj grad på den litterære erotiks mester, Marquis de Sade, der chokerede i datidens litterære offentlighed med værker som den sadomasochistiske ”Justine eller Dydens genvordigheder” (1787).

Relaterede forfattere