Claire-Louise Bennett

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2026

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., april 2023

Claire Louise Bennetts bøger er de seneste år blevet nogle relativt store internationale succeser. Både debuten ”Dam” fra 2015 og ”Kasse 19” fra 2021 har en lethed over sig, samtidig med at de er ret tætvævede, de er elegante, men behandler tunge emner som ensomhed og isolation og vold mod kvinder. Hendes hovedpersoner er indadvendte og selvoptagede, og så går de ligesom lidt i opløsning undervejs, når man læser. Som læser er man bundet meget tæt på deres oplevelse af verden, og det er på en måde det, som bliver hovedpersonen: Ikke den der oplever, men den måde hun oplever på.

Baggrund

Når man slår Claire-Louise Bennetts navn op på internettet, står der altid ca. sådan her, når det kommer til biografiske detaljer:

”Tror, jeg vil holde en lille fest. En perfekt arrangeret, men enkel soiré. Jeg har trods alt så mange glas. Og der er så rart herinde, trods alt. Og der vil være rigeligt med plads, hvor folk kan sidde, efter at jeg har hentet ottomanen herned – og hvis jeg var kommet til fest her, ville ottomanen være det sted, jeg ville sidde – jeg ville sidde der på ottomanen.”

”Dam”, s. 79.

Claire-Louise Bennett er vokset op i en arbejderklassefamilie i Wiltshire i England og har studeret litteratur og dramatik på Roehampton University, før hun flyttede til Galway i Irland, hvor hun arbejdede med teater. Hendes essays og noveller er blevet trykt i udgivelser som The Irish Times og Stinging Fly. Hendes debutroman ”Dam” blev shortlistet til The Dylan Thomas Prize, og hendes anden roman ”Kasse 19” blev shortlistet til Goldsmiths Prize.

Foto: Mark Walsh

Født
Wiltshire, England.
Uddannelse
University of Roehampton, UCG.
Debut
Pond. Stinging Fly Press, 2015.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Kys og farvel. Turbine, 2026. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild.
Inspiration
Virginia Woolf, Marlen Haushofer, Jean Rhys, Shirley Jackson.

Og så står der ikke mere. Der står ikke, hvor gammel hun er, hvor hun gik i skole, hvad hendes civile status er eller noget andet af den slags, hverken i interviews, portrætter eller på hendes Wikipedia-side. Og det passer på en måde meget godt til en forfatter, som skriver bøger om kvinder, der forsvinder. Ikke på en voldsom eller kriminel måde, men ligesom går i opløsning, går i ét med deres omgivelser. I et essay om processen med at skrive ”Dam” skriver hun om at mangle evnerne og lysten til at skrive om det menneskelige. Der var så mange ting, hun syntes var smukkere, mere gådefulde, som hun hellere ville skrive om. Hun skriver om, at litteraturen egentlig er det værst tænkelige kunstneriske medie til at skrive noget, som ikke er antropocentrisk, fordi litteraturen er så tæt knyttet op på ideen om narrativ, og narrativ er en måde at styrke fornemmelsen for selvet.

”Men hvem jeg er er ikke hvad jeg er eller hvordan jeg er; min identitet er ikke hele mig, ikke engang tæt på – det er bare en funktion af mig, et aspekt som har betydning og levedygtighed i en social ramme, men ikke nogen andre steder.” [2].

I et interview svarer Bennett på, hvornår hun er født: ”Jeg er i mine tredivere, og jeg blev født i Wiltshire i England,” og i et spørgsmål om familie: ”Jeg har masser af helt særlige mennesker i mit liv, som jeg elsker, og jeg er elsket.” [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Claire-Louise Bennett læser op af ”Dam” i Kennys Bookshop & Art Gallery i Galway, Irland, 2017.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Claire-Louise Bennett skriver i sine bøger om kvinder, der forsvinder, går i opløsning og smelter sammen med deres omgivelser. Ikke på en destruktiv måde, heller ikke på en måde, som bekræfter patriarkatets måde at usynliggøre kvinder på historisk set. Tværtimod er det en omvending af det kvindesyn, fordi kvinden hos Bennett får al taletiden og definitionsmagten.

Bennett fortolker selvportrættet på ny, hun undersøger grænserne for individet, hvad der udgør et menneske. Hun er optaget af at beskrive, hvordan hendes hovedpersoner kigger på deres omgivelser, hvordan genstande og naturlige omgivelser kommer ind i hende, bliver inde i hende som minder, eller frustrationer, og i sidste ende er lige så meget med til at udgøre det, vi kalder individet, personen mennesket, som hendes handlinger. I ”Dam” er det mere natur og planter og træer, den lille have og dammen på den anden side af vejen, det handler om, men det er ikke en filosofi, som begrænser sig til at handle om naturen. For det er langt hen ad vejen det samme menneskesyn, som udfolder sig i ”Kasse 19”.

Selvom begge Bennetts bøger kan læses som romaner, er de heller ikke helt rene i deres genreforståelse. Begge bøger har nogle store udsving i fortællemåder, som også kunne retfærdiggøre, at man tænkte på dem som novellesamlinger. I Irland, hvor ”Dam” kom ud først, er den lanceret med genrebetegnelsen ”stories”, men i Danmark er den klassificeret som roman. Hendes prosa er meget lyrisk, og hun har selv fortalt, at det hun skrev, da hun begyndte at skrive, nok ville kunne kaldes for poesi. Men fordi hun ikke var vokset op i en familie, hvor nogen anså litteratur for vigtigt, var der heller ikke nogen, der hjalp hende med at forstå, hvad det var, eller at det var noget, man på et tidspunkt kunne komme til at beskæftige sig med.

Hendes bøger er svære at rubricere, svære at få til at passe i prædefinerede kasser, både hvad angår genre og hvad de handler om. De berører utroligt mange tematikker, fordi de med skriften formår at komme meget tæt på et menneskes liv, og det menneske føles meget konkret og specifikt, samtidig med at det som individ er enormt svært at få greb om.

Beslægtede forfatterskaber

Den unavngivne hovedperson i ”Dam” tænker på et tidspunkt på en bog, hun har læst, og det er tydeligt, at der er tale om en eksplicit reference til Marlen Haushofers roman ”Væggen” (1963). På en mere direkte måde end i ”Dam” har vi i ”Væggen” at gøre med en kvinde, som er helt alene i verden. En dag vågner hun op i den bjerghytte, hun er på besøg i, bare for at finde en væg, som indespærrer hende i dette område, tilsyneladende alene, kun med selskab af en hund, en kat og en ko. Her skal hun altså lære at leve, og som tiden går, forsvinder det menneskelige ved hende, og hun bliver mere og mere natur. Hele rammen er meget anderledes med den mærkelige overnaturlige hændelse og den mere direkte Robinsonade-form, hvor Haushofers hovedperson nærmest skriver for at holde sig i live. Der er et moderne samfund i Bennetts bøger, men alligevel er det slående, at det er Haushofer, hun refererer til.

Édouard Levé har i sine to bøger ”Selvportræt” (2005) og ”Selvmord” (2008) leveret nogle fascinerende nye bud på selvportrættet i litterær form. De består begge to af sætninger, som ikke opfører sig, som vi plejer at læse dem. Hos Levé følger sætninger ikke hinanden for at skabe et forløb eller et narrativ. De oplister fakta og små situationer i en fascinerende prunkløs stil. I ”Selvportræt” er der tale om et jeg, mens der i ”Selvmord” er tale om et du, men et du, man kommer så tæt på, at det er svært ikke at tænke, at det er identisk med fortælleren.

Noget ved den meget tætvævede og elegante prosa, som Bennett skriver, kan lede tankerne hen på en forfatter som Emeli Bergman, som er svensk, men skriver og udgiver på dansk. Hendes bog ”På undersiden af dagen” (2022) handler om en ung kvinde, som er au pair og barnepige for en række familier, og man følger hende blive en voksen og midaldrende kvinde. Hun laver meget mad, og hun er meget kærlig med børnene, og hun har en affære med en af fædrene. Der er en blanding af nærvær og distance i Bergmans skrift, som ligner noget af det, man finder hos Bennett.