Emeli Bergman

Emneord:

Hovedforfattere

Anne Vindum
cand.mag., marts 2022
Redaktionen
september 2026

Svenskfødte Emeli Bergman skriver lavmælt og indsigtsfuldt om ubalancerede magtforhold hos familier med au pair i romanen ”På undersiden af dagen”, der på den måde bliver et sanseligt stykke arbejderlitteratur. I novellesamlingen ”Salt” er krop og relationer i centrum i flimrende, døsige og sorgfulde tekster om aborter, venskaber og blod, der løber. Bergman har øje for de strukturer, der definerer forhold mellem mennesker og som ikke altid er lige kønne.

Baggrund

Den svenske forfatter Emeli Bergman er født i 1988 og opvokset på Øland i Østersøen. Lige som kvinden Anna i Bergmans roman ”På undersiden af dagen” blev hendes forældre skilt, da hun var teenager, og hendes bror døde ligeledes af en overdosis.

”El gav mig min løn i brune kuverter med mit navn skrevet på i skråskrift. Det var den laveste løn, jeg nogensinde havde fået, men jeg fik lov til at være tæt på hende og hendes børn, og hun fik hele situationen med kuverterne til at fremstå fornem og gammeldags.”

”På undersiden af dagen”, s. 45.

Lærke Posselt / Forlaget Gutkind

Født
1988, Sverige.
Uddannelse
Forfatterskolen, 2014.
Debut
Salt. Lindhardt og Ringhof, 2017. Noveller. Oversat af Maria Hesselager.
Litteraturpriser
Blixenprisen, årets talent, 2022. Michael Strunge-prisen, 2022.
Seneste danske udgivelse
Kom tilbage tre gange. Gutkind, 2026. Roman.
Inspiration
Jamaica Kincaid.

Da Emeli Bergman var 22, flyttede hun til Italien for at arbejde som au pair. Hun boede i Rom med sin kæreste og passede børn til kl. 16 hver dag, hvorefter hun skrev, læste og gik rundt i den store gamle by. Emeli Bergman fortæller i en podcast på forlaget Gutkind, at hun på det tidspunkt lige havde opdaget Inger Christensen og at det rykkede noget for hende. I Rom havde hun meget tid alene, læste gamle bøger, og drømmen om at skrive blev født. Hun sendte ansøgninger afsted til flere forfatterskoler og kom ind på Forfatterskolen i København, hvilket var en drøm, der gik i opfyldelse: *”Jeg havde ikke drømt om, at man kunne tage det så alvorligt at skrive. Det gav mig en udsigt til et nyt liv som skrivende. Jeg skulle ikke længere tvinge mig selv til at tage en kedelig uddannelse.” [3]. De tre tekster, hun havde med i Forfatterskolens afgangsantologi i 2014, ”Tennis”, ”Axel” og ”Sommaren”, er skrevet på svensk og en af dem, ”Tennis” optræder i en dansk version i Bergmans debut, novellesamlingen ”Salt” fra 2017. I 2021 udgav Emeli Bergman romanen ”På undersiden af dagen”, som hun skrev på svensk, og da den blev antaget på forlaget, skrev hun den igen på dansk. Romanen er nomineret til Montanas Litteraturpris og Politikens Litteraturpris.

Bergman har haft tekster i Hvedekorn, Trappe Tusind og Kulturo og det svenske litteraturtidsskrift Addenda og har været med til at oversætte Birgitta Trotzigs ”Anima” og Stig Larssons ”Autisterne”. Sammen med forfatterkollegerne Luka Holmegaard og Andreas Eckhardt Læssøe står Emeli Bergman bag litteraturpodcasten Bølgerne.

I dag er Emeli Bergman bosat i København, hvor hun bor med sin søn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Emeli Bergman læser op til Forfatterskolens afgangsoplæsning, september 2014.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I både sin debut ”Salt” og i sin roman ”På undersiden af dagen” retter Emeli Bergman blikket mod relationer mellem mennesker og undersøger ubalancerne, magtforholdene og den altid komplekse kærlighed. Særligt begrebet familie gøres til genstandsfelt, for hvad er det? Romanfortælleren Annas egen familie er gået i opløsning efter skilsmisse og hendes brors død, så hun opsøger andre familier for at genskabe et familieliv. Det gør hun som au pair, hvor hun får løn for at være del af familien. Hun får et sjældent indblik i de strukturer, forældre og børn interagerer inden for, da hun ser familierne indefra, og de lykkelige forestillinger om parforhold, forældreskab, barndom og seksualitet afmonteres hos Bergman. For Anna er det en mail fra blodbanken, der får hende til at rejse hjem, og ikke blodets bånd.

Den underliggende politiske dimension i ”På undersiden af dagen” spørger til, hvad prisen for omsorg er og om man kan retfærdiggøre at ansætte andre mennesker til at udføre kærlighedsarbejde. Flere af de beskrevne kvinder føler sig hævet over at lave husarbejde og dermed også over det menneske, der så udfører det, og kan man så overhovedet opretholde en ligeværdig relation? Emeli Bergman fortæller i en podcast om de ekstremt ringe vilkår for au pairs – eller moderne tjenestepiger, som hun kalder dem – med vilde arbejdstider, dårlig løn og usikre vilkår og om, at de mangler tydelige rettigheder. Ved at lade Anna arbejde som au pair til hun selv er voksen er også et opgør med den normative forventning om et liv, fortæller Emeli Bergman: ”Det er også en slags revolte mod sandheden om, at man skal få sig en uddannelse, få sin egen familie, og at man kun skal give al omsorg til sin egen familie og sine egne børn, så man selv høster frugterne af det, når man bliver ældre. Det går Anna ikke med til, og det synes jeg egentlig er ret fint. Det er også en måde at leve sit liv anderledes på.« [2].

Både i novellerne og i romanen er sorg et påtrængende tema, for hvad gør den ved en? Man kan ikke flygte fra den og den sætter sig i sproget. Emeli Bergman fortæller i en podcast om sorg som hæmsko: ”Det er spændende i forhold til at være ansat i familie, for det bygger på, at man ikke kommer med sine egne traumer. Familien som institution er, at man skal kunne komme med det, man er. Det skal være skåret væk, hvis man arbejdet som au pair eller babysitter. Hvem vil have en traumatiseret babysitter? Det er en forventning om, at ens fortid ikke er der.” [3].

Sprogligt skriver Bergman med mange associationer og lange metaforer i et poetisk og meget sanseligt sprog. Opmærksomheden er rettet mod såvel de rum og mennesker, fortælleren er iblandt, som mod de erindringer, der trænger sig på. De indre og ydre rum fletter sig næsten umærkeligt sammen i et nærværende sprog, der fremmaner nogle meget tydelige stemninger og karaktertegninger.

Beslægtede forfatterskaber

Der er flere lighedstræk mellem Emeli Bergmans forfatterskab og Lotte Kirkebys. Kirkeby tager i sine debutnoveller i ”Jubilæum” fra 2016 store emner som tab, død og skilsmisse op på en lavmælt og udramatisk måde fuld af hverdage og med fokus på familierelationer, som Bergman også gør det i sine debutnoveller. I sin roman fra 2016, ”De nærmeste”, går Kirkeby også tæt på relationer mellem søskende og de roller, man indtager i en familie.

I et interview med Politiken nævner Emeli Bergman tre romaner om hjemmet, der har gjort indtryk på hende: Jamaica Kinkaids ”Lucy” (1990), Charlotte Brontës ”Jane Eyre” (1847) og ”En skøn alder” af Kiley Reid (2019) [2].

I en podcast på forlaget Gutkind fortæller Emeli Bergman om Jamaica Kinkaids ”Lucy”: ”Jeg opdagede Kincaids forfatterskab, mens jeg skrev på ”På undersiden af dagen”, og det har betydet enormt meget for mig. ”Lucy” er også en babysitterroman. Hun arbejder godt nok kun for en familie. Den er fantastisk og sprogligt inspirerende, no bullshit-agtig. Hun har simpelthen en så selvsikker tone, som alligevel ikke skjuler smerte – så kan det ikke blive bedre.” [3].

I sin anmeldelse af ”Salt” skriver anmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen om nogle litterære slægtsskaber: ”… ambitionen kan minde lidt om det afdæmpede (og poetiske) hos andre af de yngre prosaister, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og Hannah Lutz f.eks., der med en form for ny stilfærdighed har efterfulgt den generation af mere spektakulær og individuelt særegen stil, som digtere som f.eks. Theis Ørntoft, Olga Ravn og Morten Chemnitz i ét perspektiv kan siges at repræsentere.” [1].