Jamaica Kincaid

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2024

Hovedforfatter

Marie Hauge Lykkegaard
cand.mag., oktober 2021

Da Jamaica Kincaid slog sig ned i USA, svor hun, at hun aldrig ville vende tilbage til Antigua. Men i alt, hvad hun siden har skrevet, genbesøger hun sin fødeø. De første år af vores liv er hele vores liv, har hun udtalt, og det er også netop hendes erfaringer fra opvæksten i en britisk koloni, der har været hovedtemaet i forfatterskabet. Jamaica Kincaid skriver om minoriteter og om at blive frataget sin oprindelige kultur. Men hun skriver først og fremmest om personlige erfaringer – både de store, der vælter relationer omkuld, og om de helt små, såsom hvordan der duftede bag ens mors øreflip.

Baggrund

Jamaica Kincaid er født med navnet Elaine Potter Richardson i 1949 på øen Antigua i Caribien – på det tidspunkt en britisk kolonistat. Hun var enebarn, indtil hun var ni år gammel. Moderen holdt hende hjemme, og datteren levede en isoleret tilværelse med sine bøger. Siden kom tre brødre til verden, og det ændrede familielivet. Der var færre penge og mindre tid til den ældste datter. Som 16-årig blev hun sendt til USA, hvor hun har boet siden. Hun arbejdede som au pair hos en familie i Scarsdale, tæt ved New York. Pengene, hun tjente, skulle sendes hjem til familien på Antigua, men Kincaid havde andre planer. Hun kunne ikke tilgive moderen, at hun havde sendt hende væk, og hun afbrød efter kort tid i USA al kontakt til familien i Caribien og svor, at hun aldrig ville vende tilbage til fødeøen. Som 20-årig skiftede hun navn til Jamaica Kincaid: “Jeg var nødt til det,” (…) “Jeg kunne aldrig have skrevet som den, jeg var. For jeg var ingen.” [2]. Hun studerede fotografi ved New York School for Social Research og havde skiftende småjobs. I 1974 fik hun job på magasinet The New Yorker – et fast skribentjob, hun havde i mere end 20 år. Kincaids debut, novellesamlingen “At the Bottom of the River” fra 1983, indeholder tekster fra netop The New Yorker. Bl.a. novellen “Girl”, som blev en gennembrudstekst, og som stadig ligger frit tilgængelig til læsning på The New Yorkers hjemmeside.

”Jeg var begyndt at se fortiden sådan her: Der findes en linje, og man kan selv trække den, eller den trækkes af og til af andre. Ligegyldigt hvordan det sker: Den findes: fortiden, som en flok mennesker, man plejede at være, som noget, man ikke længere er, de situationer, man ikke længere befinder sig i.”

“Lucy”, s. 112.

Foto: C&K

Født
25. maj, 1949 i St. John’s på den caribiske ø Antigua.
Uddannelse
Har studeret fotografi ved New York School for Social Research.
Debut
At the Bottom of the River. Farrar, Straus and Giroux, 1983. Noveller.
Litteraturpriser
PEN/Faulkner Award for Fiction, 1984 og 1997. Sjöjungfrun på Bokmässan i Göteborg, 2026.
Seneste danske udgivelse
Selvbiografien om min mor. C&K, 2024. (The autobiography of my mother, 1997). Oversætter: Zakiya Ajmi.
Inspiration
Brontë-søstrene, John Milton, William Trevor og al afroamerikansk litteratur.

Hun giftede sig i 1979 med komponisten Allen Shawn, og sammen fik de to børn. Parret blev skilt i 2002. Kincaid bor i dag i Vermont og er professor i engelske, afrikanske og afroamerikanske studier ved Harvard University i Massachusetts, hvor hun underviser i litteratur og kreativ skrivning. Hendes bøger er blevet nævnt som inspiration for blandt andre tyske Susan Sontag og nigerianske Chimamanda Ngozi Adichie. Sideløbende med skønlitteraturen har Kincaid udgivet flere bøger om havearbejde. Haven er nemlig hendes store passion ved siden af skrivning. I sin egen forhave i Vermont sætter hun Black lives matter-skilte op, selvom de bliver kørt ned af biler fra tid til anden.

Hun er flere gange blevet nævnt som en af favoritterne til Nobelprisen i litteratur.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Jamaica Kincaid fortæller om, hvordan hun fandt sin stemme som forfatter. Klippet er fra en samtale på Chicago Humanities Festival og er lagt op af festivalen 25. februar 2015.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Hvad enten det er de store baner i livet eller de helt små iagttagelser af det, der omgiver hende, så skriver Jamaica Kincaid om det, hun selv er rundet af. Hendes karakterers erfaringer ligger tæt – endda meget tæt – op ad hendes egne, men betegnelsen ‘selvbiografisk’ bryder hun sig ikke om. Om at bruge sit eget liv i sine bøger siger hun selv, at hendes værker er selvbiografiske i den forstand, at hun kun kan forstå verden, hvis hun lader den passere gennem sig: “ … hvis jeg kigger ud ad vinduet og betragter pæretræet – hvilket jeg gør, jeg ser ud på et dejligt blomstrende pæretræ – hvis jeg så begynder at skrive om det, forvandler det sig til en erfaring, som er meget personlig. Jeg tager alt i verden meget personligt.” [1].

Fortiden er vigtig at gribe ud efter for Kincaid, fordi hun selv har brugt så lang tid på at forstå sin egen. Som skolepige på Antigua kunne hun ikke begribe, hvad motivet var for den undertrykkelse, hun oplevede af sin egen, caribiske historie: “Det var det, jeg forundredes over, da jeg sad på skolebænken og ikke forstod, hvorfor vi skulle underlægges den britiske kultur. Hvorfor vores egen skulle udslettes. Og det er fortsat det, der optager mig i dag.” [2].

Den forundring, og hvad den gør ved et barn og siden en ung kvinde, der drager ud i verden og slår sig ned blandt den hvide, privilegerede middelklasse i f.eks. USA, er et tilbagevendende tema i Kincaids forfatterskab. Det italesættes især i “Lucy”, hvor hovedpersonen gang på gang konfronteres med det verdensbillede, hun er blevet undervist i, men aldrig har set med egne øjne. Et eksempel er, da Mariah viser Lucy en plæne fuld af påskeliljer, og Lucy græder af raseri, fordi hun hidtil kun har forbundet blomsten med det ydmygende i at læse William Wordsworths digt “Daffodils” op i skolen uden at ane, hvordan blomsten så ud, men yderst bevidst om, at den kun vokser meget langt fra Caribien.

Forholdet mellem mor og datter er beskrevet indgående i forfatterskabet. Betydningen af det, barnet tager med sig, når hun rejser hjemmefra, bliver afgørende i de relationer, hun siden skaber sig. Sådan er det for Kincaids romankarakterer, og sådan har det været for Kincaid selv: “Jeg tror, at alt, hvad der sker i de første syv år af dit liv - eller ni, jeg kan godt gå med til ni - det er resten af dit liv. Du kommer til at gøre eller genskabe forholdene i de første syv år af dit liv. Selv er jeg en besegling af det.” [1].

Samtidig ligger der et stærkt spor af feminisme i hendes bøger. Hendes hovedpersoner er visionære og stolte kvindeskikkelser, der baner vejen for sig selv, og som analyserer – og ofte også dømmer – de kvinder og piger, der omgiver dem. At være uafhængig for Lucy er f.eks. ikke kun lig med at være fri af moderens eller det rigide britiske skolesystems snærende bånd. Det handler også om retten til at gå i seng med den mand hun vil, hvad enten hun er forelsket i ham eller ej.

Som læsere er vi hele tiden både i nutid og i fortid i Kincaids bøger, for tid er en væsentlig faktor i hendes måde at skrive på. Hun skriver registrerende og perspektiverende og erindrende hele tiden. Karakterernes minder og nutid fletter sig sammen og skaber nye perspektiver. Vi er aldrig kun ét sted på samme tid i Kincaids værker.

Beslægtede forfatterskaber

Mange afroamerikanske forfattere har gennem årene skrevet om, hvordan det er at komme til USA med en for de fleste ukendt kultur i bagagen. Med udgangspunkt i egne erfaringer har de beskrevet, hvor svært det er at finde sig til rette i en hverdag, hvor man konstant bliver mindet om, at man er anderledes. Chimamanda Ngozi Adichies

“Americanah” fra 2013 handler om et nigeriansk kærestepar, der kommer til USA. Romanen beskriver blandt andet udfordringen – og mulighederne – i at opbygge en ny identitet i et nyt hjemland. Påklædning, hår, hudtone og accent kan bruges for at understrege og undersøge hvem man er, her hvor man er. Adichie er selv beundrer af Jamaica Kincaid og har udtalt, at hendes værker indeholder “delicous darkness” – et lækkert mørke – med henvisning til de svære, mørke følelser, Kincaid skriver om bl.a. i forhold til mødrene i hendes bøger [1].

Adichie har ligeledes skrevet om den unge, brune kvindes krop og rettigheden til at være, hvem man er, uanset farve. Det har hun både i sine skønlitterære værker og i essayet “Vi burde alle være feminister” fra 2014.

Der findes mange caribiske forfattere, der har beskrevet dagligliv og paradokser ved at vokse op i en kolonistat eller tidligere kolonistat. Et fåtal af dem er oversat til dansk, men V.S. Naipaul er. Han blev i 2001 tildelt Nobelprisen i litteratur: “for at have forenet lydhør fortælling og umulig iagttagelse i værker, som tvinger os til at se nærværet af den fortrængte historie.” (frit oversat efter Det Svenske Akademis begrundelse. www.svenskaakademien.se/nobelpriset/nobelpristagare-i-litteratur). Naipaul er født i Trinidad af forældre, der emigrerede fra Indien, men han har boet det meste af sit liv i England og har blandt andet skrevet om at finde sine rødder som immigrant og om historie og identitetshistorie i en tidligere kolonistat.

Essayist og forfatter Claudia Rankine er født på Jamaica, men har ligesom Kincaid boet det meste af sit liv i USA. Hun har skrevet for flere amerikanske magasiner, og hendes tekster – faglitterære så vel som skønlitterære – kredser om racisme i det amerikanske samfund. I dansk oversættelse findes “Lad mig ikke være ensom” (2004) og “Statsborger” (2014), der begge har undertitlen ‘et amerikansk digt’.