BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lutz, Hannah
Foto: Lea Meilandt
*Seneste udgivelse

Hannah Lutz

Senest opdateret
  • Redaktionen
    august 2023
Hovedforfatter
  • Charlotte Lybecker
    stud.mag., 2016

Intro

Den finlandssvenske forfatter Hannah Lutz har skrevet en sindrig roman om det at være alene, at føle længsel og om vildsvin. Hannah Lutz bevæger sig i et drømmende univers og veksler mellem det virkelige og det fantastiske. Hun omfavner det eksistentielle og udfolder personernes fortid og savn gennem deres tilbageskuende erindringer. ”Vildsvin” fra 2016 er en gådefuld roman, hvor den dyrkede natur møder vildskaben, og hvor håb og længsel går hånd i hånd med afmagt og tomhed.

Baggrund

Hannah Lutz (født 1986) er vokset op i et stort kollektiv på landet tæt ved byen Ekenäs i det sydlige Finland sammen med sine forældre og lillebroren Jonas. Hendes far er musiklærer og moren sociolog. I kollektivet sang de meget, og Hannah Lutz har altid været glad for musik. Det var også musikken, der vækkede hendes interesse for litteratur: ”I sangene begyndte jeg at interessere mig for melodierne i sproget, rytme, rim og fortællinger. Jeg skrev lange digte, der rimede og fik mit eget rimeleksikon, da jeg startede i skole, som jeg brugte næsten dagligt” (Eget interview, 2016).

”Jeg længes hjem. Ud. Her er det umuligt at være alene, der er ikke plads. Træerne er trygt selskab, vugger og beroliger, trænger sig på. Jeg troede at den fugtige tætte skov ville forbinde mig med alt det levende, men jeg har ingen følelse af, at jeg deler skoven her med vildsvinene. Jeg er ikke forbundet med deres bevægelser, jeg ved ikke hvad de vil.”

”Vildsvin”, s. 79.
Lutz, Hannah
Foto: Lea Meilandt
  • Født

    Den 24. marts 1984 ved Ekenäs i Finland.

  • Uddannelse

    MA i Kulturvidenskab og kønsstudier fra Åbo Akademi, 2011. Uddannet fra Forfatterskolen i København, 2013.

  • Debut

    Vildsvin. Forlaget Samleren, 2016.

  • Seneste udgivelse

    Selma. Gutkind, 2023.

  • Inspiration

    Silvia Federici, Jonas Hassen Khemiri, Liv Strömquists og Sara Granérs tegneserier, oldemorens dagbøger og de finlandssvenske feminister Edith Södergran, Tove Jansson og Märta Tikkanen.

Hannah Lutz har gået på forskellige skoler, herunder Rudolf Steiner-skole og et par folkeskoler. Hun har studeret Kulturvidenskab og kønsstudier på Åbo Akademi fra 2004-2011 og flyttede efterfølgende til København, hvor hun fra 2011-13 gik på Forfatterskolen. I dag bor hun i et kollektiv i Tølløse på Vestsjælland sammen med otte andre. Udover sit virke som forfatter er hun en del af kollektivredaktionen bag tidsskriftet VisAvis. Hun holder af at skrive i kollektivet, der altid rummer liv og stemmer: ”Mit værelse er oven på køkkenet, og der er ikke lydisoleret endnu, så når der er mennesker i køkkenet, kan jeg høre alt, hvad de siger og laver (…) deres stemmer former min arbejdsplads.” [1]Hannah LutzArbejdspladsen: Hannah LutzInformation, 2016-04-06..

Hannah Lutz er inspireret af den franske feminist og filosof Gayatri Spivak og hendes påstand om, at vi for at løse verdens udfordringer har brug for langsommelige handlinger frem for den hurtige tænkning og kortsigtede handling, som præger det kapitalistiske samfund i dag. Hannah Lutz mener, at litteratur er andet end umiddelbare reaktioner og kritik. I litteraturen er det muligt at behandle sproget mere omsorgsfuldt og ansvarsbevidst. Det handler ikke om at jage af sted uden at tænke over, hvordan man bruger sproget, og hvem ordene retter sig imod. Litteratur er et rum for eftertænksomhed: ”Vi tror tit, at politiske krisetider alene kalder på hurtig tænkning og hastig handling. Men de kalder altså i høj grad også på langsom tænkning, langsom læsning og langsom handling,” siger hun og fortsætter: ”Det er altid vigtigt at tænke langsomt og insistere på rum, der giver plads til netop det. Og det kan vi i litteraturen få lov til.” [2]Anna Raaby RavnAt leve langsomt er i sig selv et oprørInformation, 2016-25-06)..

Det er i skovene og i bøgerne, at Hannah Lutz føler sig hjemme. I sin romandebut ”Vildsvin” (2016) skriver hun om vildsvin, der vandrer rundt i de sydsvenske skove. Selv blev hun optaget og fascineret af dyrene, da hun sammen med nogle venner købte et hus i Småland, hvor de var omgivet af vildsvin. Vildsvinene blev betragtet som skadedyr, der spiste alt grønt i beboernes køkkenhaver. Selvom der var mange, så de dem aldrig, men kun sporene efter dem. Dette gav Hannah Lutz lyst til at udforske dem nærmere, hvilket senere resulterede i en roman.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Romanen ”Vildsvin” (2016) af Hannah Lutz har noget drømmende og mytisk over sig i dens vekslen mellem virkelighed og fantasi. Romanens tre jegfortællere befinder sig i den stilstandsramte landsby ved Smålands skove af forskellige årsager, og deres veje berører kun hinanden sporadisk. De kommer alle i kontakt med de vildsvin, der lister rundt, og de lider alle af en form for tab og ensomhed, der får dem til at tage ud i skovene for at søge tryghed. Måske hos vildsvinene, måske i drømmene.

Det drømmende univers er et gennemgående tema i romanen. Det er her, personerne møder den vilde natur. Dette ses blandt andet i Ritves forsøg på at smelte sammen med naturen og blive en del af flokken: ”Vi lukker øjnene, vi kaster os ud i bølgerne. Hele aftenen svømmer vi, samler søgræs, tunge læs som vi tørrer over bålet. Vi lægger os omkring ilden, kigger ind i gløderne, bliver tavse og rolige i natten. Mit hår tørrer, ligesom vildsvinenes pels. Vinden er varm, vi sover under åben himmel, lever af søgræs og saltvand hele sommeren” (”Vildsvin”, s. 95).

Mias projekt om at lave et lydarkiv fra morfarens gamle skole nærmer sig også det fantastiske, når hendes fortællinger flyder sammen med morfarens erindringer. Det mystiske lægger sig som et slør over hele romanen og efterlader læseren med undrende spørgsmål. Kommer morfaren til at tale? Overlever Glenn i skovene? Og oplever Ritve nogensinde en forening med vildsvinene?

”Vildsvin” er en roman, hvor det episke forløb med et plot er trukket i baggrunden. Læseren drages i stedet af forfatterens flydende prosa. Hannah Lutz sammenfletter monologer, dialog og naturbeskrivelser i et fængende sprog med mange allitterationer og sideordnede sætninger: ”Jeg tørrer morfars hår. Jeg tørrer mit eget hår. Jeg pudser næse. Sætter mig i køkkenet. Jeg bider negle” ( ”Vildsvin”, s. 12). Romanen har mange fællestræk med kortprosa i dens korte fragmentariske form og åbne slutning, hvor læseren må arbejde videre på historiens mulige fortsættelse. ”Vildsvin” kan også danne paralleller til den fragmenterede punktroman, hvor korte tekststykker er byggesten, som læseren selv skal forbinde.

Beslægtede forfatterskaber

Hannah Lutz’ sprog er poetisk og syngende. Dette kan sammenlignes med forfatterkollegaen Olga Ravn, der i romanen ”Celestine” fra 2015 også balancerer mellem to genretræk; poesien og prosaen. Olga Ravn skriver i et skarpt, metaforisk sprog og lader naturskønne og groteske billeder gennemstrømme siderne i romanen. Bag de lyriske prosastykker dukker fortællingen om en ensom jegfortæller frem. I forsøget på at slippe ud af ensomheden lader jegfortælleren sig besætte af spøgelset Celestine. Ensomheden er også et fremtrædende tema i ”Vildsvin”, hvor de tre jegfortællere alle søger væk fra ensomheden og jagter en ro og tryghed i de sydsvenske skove. Det enkelte poetiske sprogbrug ses også i Christina Hesselholdts minimalistiske prosa. I punktromanen ”Hovedstolen” fra 1998 beskriver Hesselholdt i et præcist og knapt sprog erindringer fra barndommen.

Hannah Lutz skildrer et realmiljø og påklæder det mystik og fantasi. Denne vekslen mellem realisme og fantasi kan minde om Tine Schrøder Lunøe, der i digtsamlingen ”Søvn” fra 2011 kredser om forholdet mellem drøm og virkelighed og forholdet mellem mennesker. ”Søvn” består af 55 tekster på 55 ord og veksler ligesom de førnævnte værker mellem prosa og poesi. Nogle af teksterne har noget mystisk over sig og har ligesom ”Vildsvin” en apokalyptisk tone.

Den apokalyptiske stemning kan også drage paralleller til Theis Ørntofts digte fra digtsamlingen ”Digte 2014”, der berører temaer som fremmedgørelse, samfundskrise og menneskelig undergang. De samme temaer ses i ”Vildsvin”, hvor undergangstanken og personernes flugt fra byen og livets sande vilkår udgør en snert af samfundskritik. De tre jegfortællere bosætter sig på landet tæt ved skove og søer for at mærke roen og en samhørighed med naturen. Men det synes umuligt at smelte sammen med naturen, hvilket bekræftes, når personernes håb og tro på fremtiden langsomt slukkes. Naturen kan ikke kontrolleres, og den går sine egne veje.

Hannah Lutz fremhæver selv nogle forfattere og filosoffer, som er vigtige inspirationskilder for hende: ”Jeg er inspireret af mange forskellige slags tekster, ofte tekster i helt andre genrer end dem, som jeg selv bevæger mig i for tiden. Jeg er blevet meget påvirket af at læse Silvia Federici, som er en vigtig og modig filosof og aktivist. Liv Strömquists og Sara Granérs tegneserier inspirerer mig og min oldemors dagbøger. Hertil er der den seje flok feministiske forfattere, som har krævet plads i den finlandssvenske litteratur gennem tiden, f. eks Edith Södergran, Tove Jansson og Märta Tikkanen. Jeg er også en stor beundrer af Jonas Hassen Khemiris forfatterskab.” (Eget interview, 2016).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Roman

Vildsvin
Vildsvin

Hannah Lutz

Forlaget Samleren, 2016. Udkommer på svensk 2017. Oversat fra svensk af Camilla Christensen.

Selma
Selma

Hannah Lutz

Gutkind, 2023.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hannah Lutz

Kilder citeret i portrættet

[1]

Arbejdspladsen: Hannah Lutz

Hannah Lutz

Information, 2016-04-06.

[2]

At leve langsomt er i sig selv et oprør

Anna Raaby Ravn

Information, 2016-25-06).

[3]

Interview med forfatterweb, september 2016.

Charlotte Lybecker