Enki Bilal

Emneord:

Hovedforfatter

Samuel Krygier
journalist, 2006

Enki Bilal er en af de europæiske tegneserieskabere, der har bidraget mest til at udvide tegneseriemediets formsprog og motivverden hen imod en original og seriøs kunstart for begge køn og alle aldersgrupper. Han er især kendt for sit samarbejde med tekstforfatteren Pierre Christin, med hvem han har skabt hovedværkerne “Den sorte ordens falangister” og “Jagten”. Bilal har desuden selv skrevet manuskript til en række tegneserier, hvoraf albummene i Nikopol trilogien står som nogle af de mest mindeværdige.

Bilal er først og fremmest en blændende billedmager, som med sin poetiske streg er en mester i at forene realisme med surrealisme. Hans foretrukne temaer er menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Erotik, vold og poesi går ofte hånd i hånd i Bilals drømmende fantasibilleder og skildringer af mareridtsagtige fremtidsverdener.

Baggrund

Enki Bilal blev født under navnet Enes Bilalovic den 7. oktober 1951 i Serbien i det tidligere Jugoslavien. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far var en overgang Marskal Titos skrædder. De første ti år af sit liv boede Bilal i Beograd, hvor han allerede tidligt viste interesse for at tegne. Sammen med sine jævnaldrende venner yndede han at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader, og Bilals forældre opmuntrede ham til at følge sin lidenskab.

”Horus: Ser du, Nikopol, takket være dig har jeg oplevet mange gode ting. I himmelen såvel som på jorden. Elleve år er kun et øjeblik for mig, men jeg kan huske lugte, lyde, fornemmelser, som jeg har delt med dig – selv om kærligheden er noget, jeg aldrig helt har forstået. Du har været et godt hylster, det vil jeg sige. Vi har fartet rundt over hele kloden, sikkert alt for meget og alt for hurtigt. Og som du ved, ville det, jeg har set, have givet enhver normal gud kvalme. Jeres manglende evne til at styre denne klode trodser enhver beskrivelse. Alt hvad I rører ved, går der straks betændelse i. (...)”

"Ækvators kulde".

I slutningen af 1950'erne rejste Bilals far til Paris for at søge arbejde, og han besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur igen. Det viste sig dog at være ret problematisk at få resten af familien med til Frankrig. Heldigvis var Bilals lærerindes mand højt placeret inden for systemet. Han indvilgede i at give familien et visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. På den måde lykkedes det den niårige Bilal sammen med sin mor og søster at blive genforenet med faderen i Frankrig i 1961. Familien flyttede ind i en trist forstad til Paris, og det er bl.a. tiden her, der har været med til at inspirere ham til de forfaldne bybilleder, der har præget hans senere værker.

I skolen i Paris blev Bilal for første gang introduceret til vesteuropæiske tegneserier som Tintin og Splint & Co. Efter studentereksamen søgte han ind på kunstakademiet ved det humanistiske fakultet i Nanterre. Opholdet blev dog kort, da Bilal kort tid herefter vandt en tegnekonkurrence, arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote. Herefter begyndte han at arbejde for Pilote med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver. I 1972 debuterede Bilal med en historie i Pilote med titlen “Le Bol Maudit”. En dag mødte han tilfældigvis tekstforfatteren Pierre Christin, der i forvejen var kendt for science fiction-tegneserien “Linda og Valentin – agenter i tid og rum”, i en parisisk boghandel. De begyndte snart at samarbejde på en serie dystre og surrealistiske tegneserier rettet mod et voksent publikum, hvoraf den første, “La Croisière des oubliés”, udkom i 1975.

Foto: Laurent Emmanuel / Ritzau Scanpix

Født
7. oktober 1951 i Beograd, Serbien.
Uddannelse
Har studeret ved kunstakademiet i Nanterre.
Debut
Le Bol Maudit, 1972.
Priser
Prix RTL for bedste tegneserie for voksne for ”Den sorte ordens falangister”, 1980. Førstepræmien ved tegneseriefestivalen i Angoulême, 1987. Magasinet Lires pris for årets bedste bog for “Ækvators kulde”, 1993.
Seneste udgivelse
Bug - bog 3. Cobolt, 2022. (Bug - Tome 3, 2022). Illustreret af Enki Bilal. Oversat af Søren Vinterberg. Tegneserie.
Genre
Grafiske romaner

Bilals store gennembrud kom dog først i 1979 med udgivelsen af den politiske tegneserie “Les Phalanges de l'ordre noir”, der også havde tekst af Christin. Han var dog ikke tilfreds med kun at illustrere andres manuskripter, og i 1980 skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi med titlen “La Foire aux immortels”, der blev efterfulgt af “La Femme piège” i 1986 og “Froid équateur” i 1993. Han fortsatte dog stadig med at samarbejde med Christin, og i 1983 kom det profetiske mesterværk “La Partie de chasse”. Denne udgivelse gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Udover tegneserier havde Bilal altid været fascineret af filmmediet, og i 1983 stod han for designet af kulisserne til Alain Resnais' film “La vie est une roman”. I 1988 tog Bilal springet fuldt ud og instruerede sit første spillefilm, “Bunker Palace Hotel”. Den blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han i sin tid havde leget som lille dreng. Bilal fandt desuden også tid til at stå for scenografien til Denis Levaillants opera “OPA mia” i 1990 og en opsætning af Prokofievs ballet “Romeo og Julie” i 1991.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991, involverede Bilal sig aktivt i debatten om konflikten i Frankrig. Han producerede bl.a. en række “fredsfrimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen. Herefter holdt Bilal en pause fra tegneseriemediet for at instruere sin anden film “Tykho Moon” i 1996. I 1998 vendte han tilbage til tegneserien med albummet “Le Sommeil du monstre”, der var del af en ny tegneserietrilogi, som handlede om Jugoslaviens sammenbrud, men set fra fremtiden. Senere kom “32 Décembre” i 2003 og “Rendez-vouz à Paris” i 2006. Bilal instruerede sin tredje film, “Immortel (Ad Vitam)”, i 2004, der var et forsøg på at filmatisere “Nikopol-trilogien” med en blanding af rigtige skuespillere og computeranimerede figurer.

Enki Bilal lever og arbejder i Paris.

Udvalgte bøger

Gensyn med fortidens synder

“La Partie de chasse” (“Jagten”, 1984) fra 1983 er ligesom “Den sorte ordens falangister” en fortælling om idealer og skuffelser, maskeret som politisk thriller. Handlingen finder sted over en weekend på et jagtslot et sted i Polen i begyndelsen af 1980'erne. Her mødes ni højtstående partifunktionærer fra forskellige østbloklande for at gå på bjørnejagt i de omkringliggende sneklædte skove. Alle personerne i jagtselskabet er knyttet sammen af deres afhængighed af det russiske politbureaumedlem Vasilij Aleksandrovitj Tjevtjenko. Gennem forskellige omstændigheder skylder de ham alle deres position i systemet og i flere tilfælde sågar deres liv. Nu er de samlet for at gennemføre et snedigt mordkomplot, der i sidste ende kan afgøre hele Østblokkens videre skæbne.

Undervejs i udførelsen af den djævelske intrige mindes hver af karaktererne deres individuelle roller i den gradvise opbygning af det kommunistiske imperium fra oktoberevolutionen og fremad. Alle som en har de blod på hænderne. For i deres kamp for at opretholde det sovjetiske regime har de måttet indgå kompromiser med deres idealer og begå forbrydelser i partiets navn. Med tiden er de blevet gamle og noget affældige, og alle disse tragedier har skabt en voksende desillusion med den socialistiske drøm.

“Jagten” er på mange måder et profetisk album, der med skræmmende klarsyn forudser østblokkens indre splittelse og betonkommunismens sammenbrud seks år før Berlin-murens fald. Albummet er et opgør med den totalitarisme, der var en indgroet del af det kommunistiske regime under Den Kolde Krig. Pierre Christins manuskript giver et rystende indblik i den østeuropæiske kommunismes blodige brutalitet og de magtkampe, der fandt sted i kulisserne bag Jerntæppet.

På billedsiden leverer Bilal en række fantastisk smukke illustrationer, der forlener fortællingen med en poetisk, næsten drømmende atmosfære. Mens handlingen på jagtslottet bliver beskrevet gennem hans karakteristiske fotorealistiske tegninger, så er personernes mange tilbageblik indhyllet i et nærmest surrealistisk skær. Fortidens minder optræder nemlig i et gustent skær, der er sølet ind i strømme af blod. Denne kontrast mellem nutid og fortid er med til at tilføre “Jagten” en mytisk dybde, der, sammen med det fremragende manuskript, gør albummet til en milepæl i tegneseriekunsten.

Den moderne europæiske tegneseries grand old man

Enki Bilal er et fyrtårn i den moderne, europæiske tegneseriehistorie. Med sin originale visualitet har han ydet en ihærdig indsats for at få tegneserien anerkendt som et selvstændigt finkulturelt produkt. Bilals indflydelse er mindst lige så stor som andre stilskabende tegneseriekunstnere som f.eks. Milo Manara, Jean Giraud (Moebius) og Jean-Claude Mézières, og i dag står han som et forbillede for mange af de nye, unge talenter i branchen.

Gennem hele Bilals produktion både som tegner og forfatter løber favntaget med politisk komplicerede emner som en rød tråd. I “Den sorte ordens falangister” bliver overvintret spansk fascisme lagt under luppen, og i “Jagten” gælder det den østeuropæiske kommunismes blodige brutalitet. Begge er anerkendt som milepæle i den europæiske tegneseriekunst. Denne prægnante og indignerede kritik af det 20. århundredes totalitarisme har Bilal desuden videreført i sine senere værker som “Udødelighedens pris”, “Ækvators kulde” og “Erindringens magt”.

“Mennesket bliver tilsyneladende ved med at gentage de fejltagelser og de ulykker, som det altid har gjort. Det lærer intet af historien, og derfor nærer jeg nok en vis form for skuffelse over mennesket, der intet har lært eller har villet lære. Det er et egoistisk dyr, der kun tænker kortsigtet ud fra en økonomisk, profitorienteret logik, som det selv har konstrueret. Magtforhold afspejler sig i alle livets forhold, selv i kærlighed, men magtbesiddelse er samtidig blevet det styrende element for mennesket. Og medmindre man forstår at ændre det, ændrer verden sig ikke”. (Merete Reinholdt: “Verden er ikke indiviet”. Interview i WeekendAvisen, oktober 1996).