- Samuel Krygierjournalist, 2006
Intro
“Les Phalanges de l'ordre noir” fra 1979 (“Den sorte ordens falangister”, 1979) repræsenterer et af de store højdepunkter i Enki Bilal og Pierre Christins projekt med at forene en kritik af det 20. århundredes totalitarisme med den grafiske roman. Handlingen indledes med, at en fascistisk organisation med rødder tilbage i den spanske borgerkrig, udfører en terroraktion mod den lille baskiske landsby Nieves i slutningen af 1970'erne. Alle byens beboere bliver henrettet, hvorefter landsbyen bliver brændt ned til grunden. Den engelske journalist Jefferson Pritchard opdager til sin forfærdelse, at det er gruppen Den Sorte Ordens Falangister, der står bag massakren. En gruppe, han selv kæmpede mod i sin ungdom under den blodige borgerkrig i Spanien. Pritchard beslutter sig for at hævne nedslagtningen af de uskyldige landsbyboere. Derfor tager han kontakt til sine aldrende kammerater fra Den Internationale Brigade, og sammen indleder de en intens jagt over hele Europa for at likvidere medlemmerne af den fascistiske gruppe.
