Erik Aalbæk Jensen
- Søren Schou1992
En erfaren ung mand
Det var en erfaren ung mand, der udsendte debutromanen "Dommen" i 1949, og det kan ikke undre, at det var kulturpessimistiske stemninger, der prægede den. I modsætning til mange jævnaldrende undlod han imidlertid at skrive om krigen i sine første bøger.
Dommen er en psykologisk-eksistentialistisk roman. Den handler om et menneske, der dømmes for en seksualforbrydelse og flygter fra sin straf. Ingen har grund til at føle sig i salveten i dette univers, hverken hovedpersonen, der fortvivlet kører rundt fra sted til sted for til sidst at tage sit eget liv, eller det forargede provinsborgerskab, der fromt og farisæisk fordømmer forbryderen.
Romanen er tidstypisk ved at skildre en tilværelse uden fristed og ved at betone den enkeltes ansvar for sit eget og medmenneskets liv. Det er temaer, som også optog forfattergruppen omkring det toneangivende tidsskrift Heretica, som Aalbæk Jensen kort efter blev knyttet til. Men trods fællestræk i livssyn forblev han noget af en outsider i miljøet. Hvor fremtrædende hereticanere gjorde op med realismen og til en vis grad også romangenren, fastholdt Aalbæk Jensen traditionen fra Pontoppidan og 30´ernes sociale forfattere.
Det viste også "Dæmningen" (1952), der går tilbage til en anden efterkrigstid: nemlig årene efter 1864. Hvad udad tabes skulle indad vindes, og man forsøgte at overdøve nederlagsstemningen med hektisk foretagsomhed. I handlingen iværksætter et konsortium af forretningsfolk et ambitiøst inddæmningsprojekt. Naturens dæmoner viser sig imidlertid at være stærkere end de menneskelige planlæggere, da en storm ødelægger dæmningen. Romanen formulerer en tidstypisk kritik af den naive fremskridtstro - men den rummer også mere personlige træk, som peger fremad i forfatterskabet: Skildringen af misforholdet mellem centrum og periferi, mellem uforpligtede finansielle bagmænd og en lokalbefolkning, der sætter sit liv ind på projektet.
Psykologisk realisme
Med romanerne "Drømmen om det glemte" (1954) og "Gertrud" (1956) udviklede Aalbæk Jensen sig som psykologisk realist og skildrer af samtidens provins. Han havde taget teologisk embedseksamen og virkede som præst i de sjællandske landsogne Bregninge-Bjergsted og Osted. Her fik han inspiration til at skrive om miljøer og livsformer, der var i færd med at overhales af samfundsudviklingen. Romanerne er nøgternt registrerende, blottet for de tendenser til patetisk gammellivsdyrkelse, der ellers prægede tiden.
Den samme reserverede holdning præger også "I heltespor" (1960), hvor han omsider beskæftigede sig med modstandskampen. En gammel frihedskæmper krydser sine spor og konfronteres med et mindre flatterende billede af tiden end det, han har levet på i 15 år. Romanen bagatelliserer ikke indsatsen dengang, men den gør op med de heroiske myter, der både forråder de konkrete erfaringer fra krigen og blokerer for et frit engagement i nutiden.
Vendelboesagaen
I 1964 indledte Aalbæk Jensen sit store romanværk om et stykke dansk provins, han kendte fra sin barndom.
"Perleporten" er en bredt beskrivende roman om et vendsysselsk sogn fra tiden op til besættelsen. Egnen er mærket af landbrugskrisen og åndeligt domineret af vækkelsesbevægelserne. "Æ religion betyder meget her", som den lokale avisredaktør siger. Gennem kristendommen forsones de hårdtarbejdende og hårdtprøvede landboere med deres situation - men troen forhindrer også, at de bliver modtagelige for nazismens lokketoner. Det er blandt de få uden for trossamfundene, nazismen vinder indpas: hos de allerfattigste husmænd, der ikke har overskud til at søge missionens trøst, og hos de få meget velstående, der ikke har behov for den.
I 1971 fulgte "Sagen". Den foregår i samme Vendsyssel-egn som "Perleporten", men godt 25 år senere. Alt er forandret, næsten til ukendelighed. Egnen er ikke længere en slagmark for trosretninger, men for troløse spekulanter. Romanen handler om et egnsudviklingsprojekt, der krakker under uoverskuelige omstændigheder. Ministeriet sender en mand op nordenfjords for at undersøge sagen, men det bliver efterhånden klart, at ingen kan drages til ansvar. Aalbæk Jensen giver et hvast portræt af et samfund, der styres af upersonlige bureaukrater og berigelseslystne forretningsfolk.
Hvorledes kunne det gudfrygtige, missionske samfund forvandles til et spekulanternes Klondyke i købet af få årtier? Det er spørgsmålet, som de efterfølgende tre bind søger at besvare. "Kridtstregen" (1976) fortæller om krigsårene, men gør det fra en overraskende synsvinkel, nemlig forrædernes. Hardy og Bertel er to unge vendelboer, der af vidt forskellige grunde går i tysk krigstjeneste. Den forkuede Hardy oplever nazismen som en social protest mod samfundets mægtige, mens proprietærsønnen Bertel blot følger i sin nazistiske fars spor. Nutidshandlingen udspiller sig i den sidste krigsvinter. De to desillusionerede Østfrontveteraner deserterer fra det indenlandske terrorkorps, hvor de har gjort tjeneste. De flygter op mod deres nordjyske hjemegn forfulgt af både modstandsfolk og gamle korpskammerater.
"Herrens mark" (1990) og "Magtens folk" (1991) skildrer forandringens afgørende år fra krigsafslutningen til de sene 50´eres velstands- og velfærdssamfund. I befrielsessommeren vender journalisten Erling Boelt hjem fra KZ-lejren til hverdagen i den nordjyske provinsby (læs: Frederikshavn). Han genoptager sit gamle job på lokalavisen og oplever, hvorledes besættelsestiden snart fortoner sig som noget uvirkeligt, noget gamle modstandskammerater mindes ved højtidelige lejligheder. Det blev ikke frihedskampens visioner, der kom til at forme samfundsudviklingen, men "magtens folk", en kreds af foretagsomme provinsbymatadorer, der kun respekterer ét princip: den hellige, almindelige berigelseslyst. Efterkrigstiden skildres som en omsvøbenes periode, hvor befrielsesårets klare temaer afløses af politiske studehandler og diskretionens magtsprog. Også kærligheden inficeres af magtpolitikken. Centralt i romanerne står ægteskabet mellem Erling og gårdmandsdatteren Rigmor. Hun går ind i kommunalpolitik for Venstre, drevet af ungdommelig idealisme. Men idealisten forvandles efterhånden til en temmelig gemen realpolitiker, der sætter gamle venskaber over styr for at opnå indflydelse. Politikken forgifter alt - og selv de mest intime problemer løses politisk. Da Rigmor opdager, at Erling har genoptaget sit forhold til en ungdomskæreste, handler hun resolut: En samtale med rivalinden er tilstrækkelig, så er dén affære forbi.
Skildringen af mesalliancen mellem magtmennesket Rigmor og den ubeslutsomme drømmer Erling bliver symbol på tidens generelle moralske konflikter - og på de processer, der førte et stillestående provinssamfund ind i det moderne livs malstrøm.
Få skildringer af det moderne Danmarks tilblivelse ejer disse romaners atmosfærerigdom og episke spændvidde. Aalbæk Jensens vendelbosaga sætter problemer under debat - uden nogensinde at blive forklædt essayistisk. Konfliktstoffet formidles med stor anskuelighed på personernes og hverdagsbegivenhedernes niveau. Forfatteren har engang peget på de islandske sagaer som sit ideal - her udelades alt det, der ikke i strengeste forstand tjener fortællingens gang. Replikken og handlingen fylder fiktionen: det er op til læseren at pejle de politiske og følelsesmæssige understrømme.
Denne "underdrevne" - men langtfra temperamentsløse - fortællemåde er i dyb samklang med de mennesker, Aalbæk Jensen skildrer. Det er karakteristisk, at de sjældent sætter ord på det, der virkelig optager dem. De missionske bønder kender kun ét sprog, der udtrykker følelser: Bibelens, og det kan langtfra altid formulere det, som rumsterer i dem. Og den ny tids pengemænd og politikere, der nok kunne udtrykke sig mere varieret, er snu nok til at holde deres tanker for sig selv. Alle omsvøbene kalder på en fremstillingsform, som selv er antydende omend anderledes sensitiv end personernes.
Livet på øerne
Vendelbosagaen fulgte Aalbæk Jensen siden de tidlige 60´ere. Dermed har værkets tilblivelsesperiode været længere end det - ellers ganske omfattende - tidsrum, handlingen spænder over. Men han fik også tid til at gennmføre et lige så storstilet projekt i intervallet mellem "Kridtstregen" og "Herrens mark": nemlig ottebindsværket "Livet på øerne", der udkom 1981-87. Her beskrives alle beboede danske øer fra Bornholms størrelse og nedefter i en særegen kombination af topografiske og kulturgeografiske oplysninger, historiske beretninger og interviews med befolkningen.
Acton Friis' klassiske værk "De danske øer" fra 20'erne fik hermed en afløser, som var mere nøgtern i tonen end forgængeren. Det kan tilskrives temperatmentsforskelle mellem de to forfattere, men det skyldes også, at øernes situation i dag indbyder til nøgternhed.
"Livet på øerne" skildrer et stykke Danmark, der lider under følgerne af økonomisk krise og affolkning - og i mange tilfælde prøver at overleve på en turisme, der truer med at sætte øerne på deltid. Værket er dog langtfra kun elendighedsskildring: det rummer en række prægtige portrætter af øboere og præges af en glæde ved at fortælle om disse meget varierede minisamfund langt fra det moderne Danmarks hovedfærdselsårer. Som sædvanligt lader Aalbæk Jensen sine følelser komme til udtryk i formidlet form, i den præcise, indlevede landskab- og menneskeskildring. Hensigten er, som i Vendelbosagaen, at låne stemme til det forbigående og "usamtidige", og at skildre en hverdagstilværelse, som trods alt endnu er mange menneskers.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Bøger
Om Erik Aalbæk Jensen
1999 (video)
Peter Michael Lauritzen
2001 I: Bogens verden, årg. 83, nr. 4 (2001), s. 3-8
Peter Michael Lauritzen
2009 (99.4 Aalbæk Jensen, Erik)
Om forfatteren
Links
Interview med Erik Aalbæk Jensen.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Værket gennemgås kort, og der henvises til sekundær litteratur om værket, samt til links. Fra Litteratursiden.dk
God artikel af Jakob Brønnum og Det Kongelige Bibliotek