Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Jan Mogensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Lise Lotte Larsen
bibliotekar, 2000

Dansk illustrator og forfatter. Har hovedsageligt illustreret bøger for børn og unge. Jan Mogensen er autodidakt. Han har altid gerne villet være illustrator, og på det tidspunkt, hvor han selv havde små børn, blev han opmærksom på, at der manglede et alternativ til den socialrealisme, der dengang kendetegnede stort set al ny børnelitteratur også for de mindste. At præsentere børn for det alternativ mente han var så vigtigt, at det satte ham selv igang som forfatter og illustrator.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Født
11.11.1945 i Malmø.
Uddannelse
Autodidakt.
Debut
Har du sovet godt, Bamse? Borgen, 1981. Billedbog.
Litteraturpriser
Burg-Wissem prisen, 1982. Kulturministeriets Initiativpræmie, 1986. Kulturministeriets Illustratorpris, 1987. Kulturministeriets Initiativpræmie, 1988. Carlsens Fortællefantorden, 2001.
Seneste udgivelse
Kaptajn Knast og sørøverskatten. Forlaget Bolden, 2026.

Introduktion

Efter i mange år at have rejst rundt i forskellige dele af verden begyndte Jan Mogensen i begyndelsen af 1980´erne at tegne og skrive for børn, de første år sideløbende med arbejdet som malermester, senere som heltidsbeskæftigelse.

Han har altid gerne villet være illustrator, og på det tidspunkt, hvor han selv havde små børn, blev han opmærksom på, at der manglede et alternativ til den socialrealisme, der dengang kendetegnede stort set alle nye udgivelser indenfor børnelitteraturen også for de mindste børn. At præsentere børn for det alternativ mente han var så vigtigt, at det satte ham selv igang som forfatter og illustrator.

Siden da er det blevet til godt 30 bøger, og han er en af de danske forfattere, der i statistikken for 1990´ernes første år figurerer med flest oversatte titler.

Hvad er det da for kvaliteter, der karakteriserer hans bøger, som dengang gjorde dem alternative og som idag, hvor fantasien igen har sin egen ret, gør dem til tidløse klassikere med succes også i udlandet?

En del af svaret ligger i det særlige forhold mellem fantasi og virkelighed i Jan Mogensens univers. De bøger, hvor Jan Mogensen står for både tekst og illustration, afspejler alle en virkelighed, der stikker dybere end den alment vedtagne håndgribelige. Den virkelighed, hans bøger refererer til, omfatter også de dybere følelsesmæssige og intuitive lag, der er uafhængige af tid og sted. De lag, hvor alt kan have sjæl og personlighed, og hvor eventyret er den mest realistiske fortælling.

Fantasi og virkelighed

"Den form for virkelighedsopfattelse, hvor virkeligheden ikke har nogen egenskaber eller noget liv - her står et træ - her er ingen slinger i valsen - det er ren fantasi for mig. At dukker går, ok, det er ikke rigtigt, men jeg føler slet ikke det er fantasi. Det er en naturlig forlængelse af virkeligheden. Det er bare, at virkeligheden bliver lidt større."

At børn har en naturlig forståelse for den virkelighedsopfattelse, skyldes iflg. Jan Mogensen, at "de er i meget bedre kontakt med virkeligheden end voksne. De voksne er faktisk blevet ofre for en frygtelig masse fantasi. De går rundt i en stor by og siger, at de er i verden, og det er sådan en kasse, hvor de går indeni, men i virkeligheden går de jo altså rundt på en rund bold, som svæver rundt i verdensrummet med rasende fart rundt om en glødende kugle, og der er millioner af andre bolde, der hænger derude. Og hvis det ikke er det mærkeligste, der findes! Hvordan kan man så bilde sig ind, at man bor i en by? Hver gang man træder ud af døren, træder man lige ud i verdensrummet. Det er virkelighed for mig. Det andet - det er fantasi!"

Fuglen i hjertet

Med sin ret lange tekst og de sort/hvide tuschpriks-tegninger er Fuglen i hjertet tilsyneladende en atypisk bog i Jan Mogensens produktion. Men dens idéindhold kan trods det siges at være et fundament for alt, hvad han har lavet, et credo om man vil.

Det komplicerede, men flydende komponerede eventyr handler om en dreng, der af tre mænd fra Skyggeland bliver stillet overfor valget mellem at beholde den lille fugl, der synger for ham og gør ham glad eller at få en kolossal hat, der kaster en flot skygge.

Fuglen har sin betydning, som det, der giver følelsesmæssig fylde i drengens liv. Den er symbolet på en form for psykisk energi, der er basis for den livsvigtige lykkefølelse, Jan Mogensen holder fast i og beskæftiger sig med også i andre bøger, f.eks. Lykkens æbletræ.

På den ene side har det fatale konsekvenser for drengen at afskære sig fra det potentiale, der er gemt i den lille fugl, og på den anden side viser historien, at det er et potentiale, der ikke mister sin kraft eller sin forbindelse med drengen, selvom han har udelukket det fra sin bevidsthed.

Fuglen gemmer i sig en styrke, der gør den istand til at overskride grænserne for den almindelige virkeligheds begrænsede muligheder og bringe historien til en lykkelig slutning: Efter at drengen har forladt den, flakker fuglen fortvivlet om, og uden at vide hvordan befinder den sig pludselig i en verden, hvor et træ ikke bare er et træ, men Verdens træ med rødder ned til Jordens kerne og grene op til himlens yderste stjerner.

Og med hjælp fra venligtsindede kræfter i den verden formår fuglen at samle tanke, følelse og vilje til én magisk, målrettet handling, der vender historiens dødsdom over drengen til en lykkelig genforening af de to, der hver på sin måde er forvandlede.

Vigtige dele af budskabet i historien er dels det livsnødvendige i at tage sine følelser alvorligt, og dels en fremhævelse af barnets sjælelige sårbarhed i spændingsfeltet mellem, hvad det selv føler og den påvirkning omverdenen udsætter det for.

Samtidig understreger historien, at barnet mangler forudsætninger for at se sin omverden i dens rette proportioner, og den tildeler dermed de voksne et ansvar for at tage barnets følelser alvorligt og præsentere det for reelle valg, kort sagt et ansvar for barnets sjælelige udvikling.

Med det sjælelige som tema har Jan Mogensen fat i noget, der ligger i udkanten af fokus for almindelig opmærksomhed, og på den måde kan man sige, at hans tematik stadig er alternativ, selvom det eventyrlige i hans tekster falder fint ind i øjeblikkets fantasibølge.

Det sprog, han fortæller i, er knapt og neutralt. Beskrivelser, udtryk og stemning ligger først og fremmest i billederne. Han siger da også, at han interesserer sig dybere for at tegne end for at skrive og foretrækker, at andre forsyner ham med tekster.

Følelser

Det, han kredser om og gerne vil udtrykke både i tekst og billede er følelser: "Det er følelserne, der interesserer mig. Og børn kan godt lide følelser. Små børn er utroligt følsomme overfor emotionelle variationer, der skal ingenting til. Og jeg tror de har ret. Det er bare os andre, der er blevet helt afstumpede".

De syv Bamsebøger viser, at Jan Mogensen har sans for de helt basale følelsesmæssige nuancer, der optager små børn. Temaet er ofte, at Bamse - frivilligt eller ufrivilligt - udsættes for ensomheden, farerne og det fremmede i den store, fortryllende og farlige verden uden for børneværelset.

Bøgerne spiller således på dybtliggende strenge af både frygt og fascination hos det lille barn, afspejlet i Bamses figur: Jeg er bange for alt , siger Bamse til den kinesiske prinsesse, da han kaster sig på maven for en sommerfugl i den tro, det er en drage.

Men Bamse er ikke lammet af angst. Han handler sig ud af mange trængsler med hjælp fra en omverden, der viser sig foruden farerne også at rumme stor venlighed.

På den måde er bøgerne solidariske med barnet i dets håndtering af angsten og udvikling af tillid til verden. Det er historier, der for barnet er fulde af nærværende drama, men fremført med en nænsomhed, der forhindrer, at spænding og uhygge vælter det omkuld.

Også i billederne tager han højde for små børns indtryksmodtaglighed. Ganske vist viser billederne også skræmmende begivenheder: Bamse der falder ud af vinduet, den truende abe på hittegodskontoret osv. Men uhyggen mildnes af den ro, overskuelighed og varme, der er nænsomhedens udtryk i hans billeder, ligesom der også ligger tryghed i, at man kan genkende interiører, rekvisitter og personer fra bog til bog.

At tegne for børn

Bagved nænsomheden ligger den holdning, at "børn er noget, man skal passe på og tage sig af. De er ikke bare noget man kan eksponere til alle livets kræfter sådan helt udifferentieret, uden det går galt. Det er skam ikke, fordi jeg ikke er istand til at producere store mængder uhygge, men jeg synes, det er unfair, hvis det er til små børn."

At Jan Mogensen kan det der med uhyggen, når bare det er til større børn, kan man forvisse sig om ved at se på hans illustrationer til Ellen Bryan Obed’s Sorte Ran. Her er hans flot og dramatisk tegnede billeder gennemsyret af en grønblåsort, månebelyst, midnatsuhyggestemning og Sorte Ran skildret på en gang skrækindjagende og ynkeligt tom, sat sammen som han er af lånte dele fra forskellige dyr.

Omtanken for målgruppens kapacitet er bevidst fra Jan Mogensens side. Men samtidig er det at tegne for børn også en spontan proces: "Tro det eller ej, jeg føler mig ikke sådan, som om jeg specielt illustrerer for børn. Sådan tegner jeg faktisk. Jeg gør mig ikke naiv eller noget. Astrid Lindgren har sagt: Jeg skriver ikke for børn, men til barnet i mig selv. Jeg tegner for barnet i mig selv. Og det er lige præcis sådan, jeg gerne vil have det skal se ud."

Synsvinkler og indlevelse

Ofte lægger Jan Mogensen vinklen på sit motiv tæt på og nedefra, så billedet åbner sig og bogstaveligt talt virker overvældende.

I Guldlok og de tre bjørne holdes den synsvinkel konsekvent hele bogen igennem, og da hvert billede samtidig fylder hele opslaget får man det indtryk af overvældende størrelse som den lille spinkle Guldlok må opleve, og som i hans udlægning af historien bliver det centrale, ikke bjørnenes dyriske farlighed. Den største af bjørnene kan kun lige være indenfor billedrammerne og møblerne i bjørnenes hus tårner sig op.

Guldloks tabte blomster minder os i hvert billede om lidenhedens kontrast til de bombastiske proportioner og spænder frygt og forventning til den uundgåelige konfrontation.

Jan Mogensen har flere grunde til hyppigt at bruge det suggererende lave perspektiv. Dels er det barnets synsvinkel, og dels er det "for at få himlen med. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man rigtig kan opfatte Jorden, med mindre man også har himlen med. Det er så vigtig en del af at være på den her planet".

Netop himlen har han fokuseret specielt på i Ole Lukøje fortæller om jorden, månen og stjernerne, en vellykket blanding af eventyr og en første lille lære om universet, med tekst af Bolette Bonfils.

Betagelsen af universets fantastiske virkelighed og himlens blå uendelighed bliver fuldt udfoldet i disse billeder. De små graciøst svævende figurer, Ole Lukøje og pigen Louise giver uendeligheden en vis håndgribelig dybde, og giver indtryk af at flyvning må være en let og mulig kunst at lære.

Det er synsvinklerne, der betinger det relative i størrelsesforhold, og at lege med størrelsesforhold har, siger han, "en særlig fascination. Tingene antager deres egen dimension, sådan som de opfatter sig selv i størrelse. Det der gør, at det pludselig bliver levende, er at man går ind i sådan en ting og tænker, hvordan det må være at være sådan og oplever det ud fra tingens eget synspunkt. De får et udtryk, bliver personlige, det er det, H.C. Andersen er så god til."

Det er tydeligvis også det, der interesserer og udfordrer Jan Mogensen, og gør ham til en oplagt H.C.Andersen illustrator. Han zoomer ind på de små hovedpersoner, tinsoldaten, toppen og bolden og gør dem på den måde til ´store´, levende beboere i en egen verden.

Rejsen til landet hvor alting er stort

I De 46 små mænd og Landet hvor alting er stort er legen med størrelsesforhold ikke alene midler i fortællingen af historien, men udgør også en del af grundideen i historierne. Drivkraften er her bl.a. en fascination af "at man ind i en lillebitte bog kan tegne en kæmpe, kæmpe ting, som i virkeligheden er lillebitte".

Tydeligst er det i Landet hvor alting er stort, hvor pigen Sofie og hendes onkel Ib rejser til et land befolket med insekter i menneskestørrelse og vegetation i samme størrelsesforhold. De besøger myretroldmanden, der viser dem rundt i landet og i myredronningens slot.

Historien i sig selv har ikke noget dramatisk plot. Man hører lidt om myrernes levevis og Sofie leger med myreprinsesserne og sommerfuglene, inden de tager hjem igen, men ellers lever historien først og fremmest ved fortryllelsen i forvandlingen, magien i forestillingen om de ændrede størrelsesforhold.

Og billederne lukker op for tankeeksperimentet og giver det liv. Lader man sig fascinere af deres magi ved man bagefter, hvordan det er at være myre og lillebitte. Man har været hos myren og er blevet klogere.

Til slut spørger Sofie om myretroldmanden overhovedet er en rigtig troldmand, hun så ham ikke trylle, og svaret er, at det er det, der er det sære ved rigtige troldmænd. De tryller på en måde så man ikke lægger mærke til det. På samme måde er bogen selv et trylleri, en leg med de fastsatte regler for virkelighedens stort og småt, der selvom det er en leg alligevel kan føles fuldstændig virkelig. Den tilvante virkelighed tilføjes nye dimensioner.

De 46 små mænd

På nær et lille igangsættende forord er De 46 små mænd tekstløs, og dog uhyre talende. Ved første øjekast fremviser billederne en hovedløs vrimmelaktivitet: 46 små mænd, der fra det billede på væggen, hvor de bor, i vild forvirring begiver sig ud i den store virkelighed for at finde vejen til Alfernes ø.

Ved nærmere eftersyn er der dog et mønster i kaos: Hver af de små mænd reagerer i overensstemmelse med det bestemte karaktertræk, de tildeles i præsentationen af dem på omslagets inderside. Der er f.eks. Terroristen og Mesterdetektiv Falkeøje, navne, der taler for sig selv.

Denne blanding af mønster og kaos gives en vis retning af to af de små mænd, Professor P og hans ven Mortensen, der har fundet et kort, der viser vejen til Alfernes ø.

Men at det lykkes forsamlingen at bevæge sig i samme retning gennem værelserne i det hus, hvor billedet hænger, flyve ud på fortovet, ride ned til vandet på kastaniedyr og sejle over vandet til Alfernes ø på interimistiske fartøjer, er mere held end forstand. Samarbejde er ikke de små mænds stærke side. Kun få af dem ser længere end deres egen næse, nogle er decideret destruktive, flere er bare drilagtige og kommunikationen mellem dem er håbløs.

I Alfernes land opløses negativiteten og alt ånder idyl. Kun Mesterdetektiv Falkeøje hviler ikke! Han opdager indgangen til en grotte, og under sædvanlig forvirring fører han selskabet til en dør med nøglen hængende ved siden af. Det viser sig at være døren i det ene hjørne af de små mænds billede og cirklen sluttes således, da alle mand myldrer gennem den og ud i billedet igen.

Mesterdetektiv Falkeøje smækker døren bag dem, men glemmer at tage nøglen med sig ind i billedet! Dog har alt ikke været forgæves, lidt er forandret, noget til det værre, noget til det bedre, bl.a. er to af de 46 blevet i Alfernes Land: Tvillingerne, to særligt små mænd under én stor fælles hat, har hele bogen igennem holdt sig i udkanten af billedet udenfor den værste kamp og forvirring, og har hele tiden fundet deres egne klogere og mere fredelige svar på rejsens udfordringer. Om det så er logisk eller paradoksalt, at netop de, der egentlig klarer rejsen bedst, vælger at bliver hos alferne, er et åbent spørgsmål.

Med denne bog demonstrerer Jan Mogensen det, som han beundrer hos Storm P: evnen til at lave billeder, der i lige høj grad appellerer til børn og voksne. Også i stilen er der tydelige mindelser om Storm P, dels i måden de små mænd er tegnet på og dels i den humor, der ligger i de lyse, bløde akvarelbilleder.

"Det tog mig et år at lave den, og der er lagt en utrolig masse ned i den. Det blev helt mirakuløst for mig, at man kunne få sagt så mange ting, som både er vigtige og sjove og interessante at få frem, men som ville have været enormt kedelige at sige med ord. Jeg bruger de små mænd som en slags sprog. De repræsenterer en psykologi, en masse små tanker, en forbindelse til den følelse, at tanker og følelser kan være noget i sig selv, have eget liv, og de repræsenterer det kaos, man kan opleve inden i sig selv."

Børneskildringerne

Sin evne til at indleve sig i det han skildrer og vise os dets personlighed eller sjæl, bruger Jan Mogensen også når han tegner børn.

Med sin måde at tegne børn på griber han tilbage til en tradition, der danner en modsætning til den tegnekunst, der har sit forbillede i tegneseriernes dynamiske tegnestil, en tradition, der interesserer sig for at fange det indre liv i barnet, ´det sjælelige´, som han siger.

Dels er det mere det sjælelige end det kropslige, sanselige, der optager ham, og dels er det også fra hans side ment som en art modbillede til tidens fremherskende klicheagtige børnebillede, som det udmøntes f.eks. i tegneseriens barnestereotype, karakteriseret sådan her af Jan Mogensen:

Barnet skildres "som en sæk lopper, fræk, det mangler tre tænder, håret står ud, det er hele tiden i bevægelse". Og at tegne mennesker på en måde så de bliver levende, bevæger sig, "det interesserer mig ikke", siger han. "Bevægelse ærgrer mig i et billede. Jeg kan ikke lide bevægelse i billederne, for det bliver så fysisk på en eller anden måde, og det er slet ikke det, jeg vil have frem. For mig er det ikke spor stift. Det er sådan lidt byzantinsk - som ikoner. Jeg elsker Madonna med barnet. Ikoner, det giver meget godt, hvad jeg vil opnå med det."

Man kan finde et lille ´Madonna med barnet´-billede i Bamses fødselsdag, her istedet udformet som ´Marie med tøjdyrene´, Bamse og Missen. Man ser både den omsorg og ømhed, hun føler for tøjdyrene, og den omsorg og ømhed hun selv er istand til at fremkalde hos andre. Hun er set ligeså meget indefra som udefra.

Farverne

"Jeg synes ikke selv, at jeg er et naturtalent til at tegne, men det er farverne, jeg klarer mig med. Det er farverne, forholdet mellem farverne, der får det stoflige frem for mig", siger Jan Mogensen, og hans farver er overvejende sarte, bløde og velafstemte akvareller, der sammen skaber en rolig balance i billedet.

F.eks bruger han i Hvordan elefanten fik sin lange snabel en harmonisk spænding mellem gyldne og grønblå nuancer til at skildre variationen i afrikansk himmel og sollys, så det fremhæver tidsfølgen og stemningen i historien.

Men selvom der nok er stoflighed og appel til sanserne i farverne, er der samtidig så meget lys i dem, at de sammen med den følelse og indlevelse, der iøvrigt karakteriserer hans billeder, får billederne til at vibrere en oktav eller to over det rent sansemæssige.

Nutid og eventyrtid

Jan Mogensens billeder og fortællinger, er ikke specielt fast forankret i hverken nutid eller danskhed, men hører mere hjemme i et ahistorisk eventyrunivers.

Klassiske eventyr som Hvordan elefanten fik sin lange snabel og Hvordan tigeren blev snydt for sin morgenmad og Det magiske træ er derfor oplagte afsæt for hans billeder. Selvom det ikke fra starten er fortællinger, der er tænkt som billedbøger, fungerer de som sådanne. Han kan lide at tegne dyr og lægger indlevelse i de umiddelbart charmerende skildringer af dyrenes personlighed.

Men selvom både hans billeder og fortællinger har et tidløst og eviggyldigt præg, har han alligevel et markeret forhold til sin samtid: ´´Jeg har ikke noget ønske om at være moderne eller have en tidssvarende streg. Det ved jeg slet ikke, hvad er. For mig er følelsen af vor tid noget andet, end den er for andre illustratorer.´´ Og om sin særlige stil siger han: ´´Der er lidt protest i det, men ingen forestiller sig protest i det jeg laver.´´

Samtidig holder han også fast i en forbindelse bagud i tid til stof og temaer fra menneskehedens ungdom, fordi han i det ser en særlig friskhed. Det viser sig f.eks. i hans interesse for den indiske Mahabharata, som han har forkortet og gendigtet i fortællingen Kong Pandus fem sønner, der kan læses af alle aldre.

Lykkens æbletræ

I Lykkens æbletræ er temaet på samme tid evigt og nutidigt, idet billedbogen i eventyrets form konfronterer et moderne, begærligt og materialistisk livssyn med et liv, der leves efter urgamle ligevægtsprincipper i harmoni med naturen og menneskers indre behov for skønhed og livsfylde, behovet for ´fuglen i hjertet´.

En gartner og en forretningsmand repræsenterer hver sit modstridende livssyn, og en mild og klog dronning er fortællingens dommer over de to. At fortællingen holder med gartnerens harmoniske livsindstilling ses også i billederne, der kontrasterer det lyst paradisiske med det grågrumset gulligt gustne som i billedet af forretningsmanden, der omtåget af pengebegær brygger sin mislykkede æblevin.

Historiens budskab ligger som i Jan Mogensens øvrige bøger ikke løst i fortællingen, men former dens struktur, så der bliver det sammenfald mellem form og indhold, der gør det til en god fortælling.

Lykkens Æbletræ er et centralt udtryk for den spirituelle vægt og originalitet, der karakteriserer Jan Mogensens univers. Og samtidig er historien en demonstration af hans unikke talent for at klarlægge og udtrykke dybe og komplicerede sammenhænge så venligt og enkelt, at det bliver til spændende, sjove og smukke oplevelser specielt for børn.

Bibliografi

Illustrerede værker

Bamse og den kinesiske prinsesse

Jan Mogensen

1981 (bi)

Intro

Født

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse