
Lemony Snicket
- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2006
Intro
Lemony Snicket er den hemmelighedsfulde forfatter til en række humoristiske og dramatiske børnekrimier i serien “A Series of Unfortunate Events” (“En ulykke kommer sjældent alene”). Navnet er det pseudonym, forfatteren Daniel Handler valgte, da han begyndte sin bogserie om tre forældreløse børn og deres sære skæbner. I serien følger man børnenes farefulde oplevelser og deres kamp mod ærkefjenden Grev Olaf. Det fører dem til mærkelige steder som Skummelfloden og Tårepersersøen, og de støder blandt andet på en besynderlig teatertrup, en passioneret slangeforsker og igler med usædvanlig god lugtesans. Bøgerne skiller sig ud fra megen anden børnelitteratur ved deres ironiske og selvrefererende tone. Serien har ligget på førstepladsen på listen over de mest solgte børnebøger i USA. Snicket har hermed været en af de få, der har kunnet vippe Harry Potter bøgerne af bestseller pinden.
Baggrund
Lemony Snicket, der på dansk betyder noget i retning af citronagtig gyde, er et pseudonym for den amerikanske forfatter Daniel Handler. Forfatteren er født og opvokset i San Francisco i Californien. I løbet af sin opvækst var han blandt andet medlem af San Franciscos drengekor og begyndte siden hen at spille harmonika. Efter sin college-eksamen fra Lowell High School var musikken fortsat en vigtig del af Handlers liv. Han spillede blandt andet i forskellige bands. Som voksen er han blevet en anerkendt musiker, der har spillet harmoni på en række pladeindspilninger – han har blandt andet medvirket på pladen “69 Love Songs” af Magnitic Fields. Som voksenbogsforfatter debuterede Handler med romanen “The Basic Eight” i 1998 og herefter fulgte romanen “Watch your Mouth”, som forfatteren selv har kaldt en opera i bogform. Handler har desuden haft succes som manuskriptforfatter til flere film.
”Der findes mange, mange slags bøger her i verden, og det er heldigt nok, for der findes også mange, mange slags mennesker, og de vil alle sammen gerne læse noget forskelligt. For eksempel bør folk, der hader historier om små børn, der bliver udsat for de frygteligste ting, straks lægge denne bog væk.”

Født
28. februar 1970 i San Francisco, USA.
Uddannelse
Kandidatgrad i engelsk og amerikanske studier fra Wesleyan University, San Francisco, 1992.
Debut
The Bad Beginning, 1999.
Litteraturpriser
Ingen priser angivet.
Seneste udgivelse
Den lede landsby. Sesam, 2006. (The vile village). Oversat af: Ole Steen Hansen. (7).
Daniel Handler fandt på Lemony Snicket som et hemmeligt navn, han kunne bruge i sit researcharbejde til romanen “The Basic Eight”. I stedet for at bruge sit rigtige navn på mailinglisterne til de organisationer på den politiske højrefløj, han undersøgte, begyndte Handler at anvende pseudonymet. Navnet blev hurtigt også en intern joke blandt Handlers venner, som blandt andet bestilte pizzaer under navnet Lemony Snicket og opfandt en drik med navnet Snicket. Da Daniel Handler begyndte at skrive børnebøger, besluttede han sig for at bruge navnet som en måde at tilføje mystik og humor til hele fortællingens univers.
Det lå ellers ikke i kortene, at Daniel Handler skulle blive børnebogsforfatter. Han var ikke begejstret for børnelitteratur og var i første omgang afvisende over for ideen, da en forlagsredaktør opfordrede ham til at give sig i kast med en børnebog. Redaktøren foreslog imidlertid, at Handler kunne bruge sin kritik af den gængse børnebogslitteratur som et element i sine egne udgivelser til børn – og den idé tiltalte den unge forfatter. Daniel Handler er gift og bosat i San Francisco.
Udvalgte bøger
- Den onde greve
Den første bog i Lemony Snickets børnebogsserie udkom i 1999 under titlen “The Bad Beginning” (“Den onde greve”, 2000). Her præsenteres læseren for de intelligente, søde, opfindsomme men yderst uhe...
Læs mere om bogen - Slangeværelset
De forældreløse børn er i starten af seriens andet bind, “The Reptile Room” fra 1999 (“Slangeværelset”, 2000) på vej til byen Kedsomania. Ledsaget af Hr. Poe kører børnene ad “den måske mest utilta...
Læs mere om bogen - Tårepersersøen
I den tredje bog i serien, “The Wide Window” fra 2000 (“Tårepersersøen”, 2004), er børnene igen på vej til et nyt hjem i følgeskab med den nysende Hr. Poe. Destinationen er denne gang tante Josephi...
Læs mere om bogen
Lemony Snicket leger i sine bøger med sproget og vores måde at bruge det på. Det gør han blandt andet ved at benytte sig af bogstavrim i alle sine titler og opfinde morsomme stednavne. Der findes ligeledes en række litterære referencer i bøgerne, som også indeholder en selvironi i forhold til bogseriens stil og tematikker. For eksempel har børnene sandsynligvis taget navn efter den franske digter Charles Baudelaire, der blandt andet repræsenterer melankoli og det mismodige, og Poe er formodentlig inspireret af gysets mester Edgar Allan Poe.
Fortællerstemmen Lemony Snicket bryder ikke kun ind med ordforklaringer. Han advarer også gentagende gange læseren mod at tro, at noget godt vil ske. Der er tale om en særdeles alvidende fortæller, som blandt andet kan forudsige, hvad der vil ske længere fremme i historien. For eksempel hedder det i “Slangeværelset” s. 27: “De tog naturligvis fejl. Deres trængsler var ikke ovre”. Advarslerne om, at man ikke skal læse videre, er heller ikke kun en ironisk kommentar til det faktum, at det ikke vil ende godt til sidst, som man ellers er vant til, at det gør i den slags historier. Det er samtidig del af en litterær teknik, hvor man på forhånd fortæller noget af det, der kommer til at ske siden hen. Desuden bliver fortællerstemmen også selv en selvstændig figur i seriens univers. Ligeledes antyder Snicket alt muligt grumt om sit eget liv undervejs. I USA er der tilmed udkommet en form for ironisk selvbiografi om denne mystiske forfatter, fortæller og figur.
Morale eller mangel på samme
Et af de væsentlige kendetegn i Lemony Snicket-bøgerne er, at det, man forventer, ikke bliver indfriet. Historierne følger en gængs skabelon for eventyrlige børnebogshistorier, men samtidig er forfatteren ironisk over for genren, og hver fortælling afsluttes ikke med en lykkelig slutning, hvor de gode overvinder skurken, som får sin velfortjente straf. Der er tilsyneladende ingen lærerige moraler i historierne, og dertil kommer, at fortælleren hele tiden påpeger, at alting vil gå frygtelig galt: “I de fleste historier ville der, som du ved, ske det, at skurken blev besejret, der ville være en lykkelig slutning, og alle ville tage hjem vel vidende, hvad moralen var. Men i tilfældet Baudelaire-børnene gik alting galt.”(“Tårepersersøen” s. 177).
I sin serie om de tre uheldige børn behandler Lemony Snicket dog samtidig alvorlige emner som døden, tab og forsøget på at finde hjem. Det er ligeledes en vigtig pointe, at seriens hovedpersoner kun slipper ud af deres gentagende vanskeligheder ved at benytte sig af deres forskellige talenter og stole på hinanden. Fortælleren påpeger da også, at hvis der endelig skulle være en lærerig morale i bøgerne, så måtte det være, at de tre børn har hinanden, sådan at de kan trøste og støtte hinanden. Først og fremmest er Snicket-bøgerne dog morsom og underholdende børnelitteratur, som henvender sig til mange forskellige aldersgrupper. Man kan som læser blandt andet more sig over, hvordan forfatteren gør grin med gængse børnebøger, grine over de litterære henvisninger, forbløffes over den mystiske forfatter- og fortællerstemme, undre sig over de vittige stednavne og besynderlige skikkelser, som optræder – eller bare følge de spændende fortællinger om børnenes mange konfrontationer med ærkefjenden Grev Olaf.
Det fantastiske og humoristiske
Lemony Snicket har med sin børnebogsserie opfundet sit eget univers, som også handler om Lemony Snicket selv som mystisk forfatter, fortæller og figur, og som på satirisk vis placerer sig i modsætning til megen børnebogslitteratur. Men der er dog også andre bøger, som kan siges at indeholde nogle af de samme elementer som dem, man finder hos Snicket. Fantastiske fortællinger, som også benytter sig af ironi, finder man blandt andet i Spiderwick-fortællingerne, der er skrevet af Tony DiTerlizzi og Holly Black. Spiderwick-fortællingerne egner sig ligesom Snicket-bøgerne både til oplæsning og selvlæsning.
En anden serie af sjove bøger er historierne af om to tvillinger og deres oplevelser skrevet af Charles Ogden. Serien hedder Edgar & Ellen. Endelig vil mange Harry Potter -fans sikkert også finde Snicket-serien interessant og morsom. Bøgerne i serien “En ulykke kommer sjældent alene” er knap så eventyrlige som Potter-bøgerne, men de er lige så mysterieløsende.
Bibliografi
Voksenbøger af Daniel Handler
Daniel Handler
1998. Roman
Daniel Handler
2000. Roman
Daniel Handler
2006. Noveller
Børnebøger af Lemony Snicket
Lemony Snicket
2000. (Tårepersersøen, 2004)
Lemony Snicket
2000. (Savværket I Sorgenfuld, 2004)
Lemony Snicket
2000. (Kostskolen I Kummerstrup. 2005)
Lemony Snicket
2001. (Den hemmelige elevatorskakt, 2005)
Én ulykke kommer sjældent alene. Serie
Lemony Snicket
Sesam, 2004. (The bad beginning). Oversat af: Ole Steen Hansen. (1).
Lemony Snicket
Sesam, 2004. (The reptile room). Oversat af: Ole Steen Hansen. (2).
Lemony Snicket
Sesam, 2004. (The wide window). Oversat af: Ole Steen Hansen. (3).
Lemony Snicket
Sesam, 2004. (The miserable mill). Oversat af: Ole Steen Hansen. (4).
Lemony Snicket
Sesam, 2005. (The austere academy). Oversat af: Ole Steen Hansen. (5).
Lemony Snicket
Sesam, 2005. (The ersatz elevator). Oversat af: Ole Steen Hansen. (6).
Lemony Snicket
Sesam, 2006. (The vile village). Oversat af: Ole Steen Hansen. (7).
Andre Bøger af Lemony Snicket
Lemony Snicket
2002
Filmatiseringer
Lemony Snicket
2004. Instrueret af Brad Silberling
Lois H. Gresh
2004
Christian Monggaard
2004. Artikel i Information 2004-08-02
Damian Arguimbau
2004. Artikel i Weekendavisen 2004-08-06
Ulrik Sass
2005. Artikel i Fyens Stifttidende 2005-12-02
Om forfatteren
Links
Forlaget som udgiver Lemony Snicket på engelsk. Søg efter Snicket.
Forfatterens egen morsomme hjemmeside.
Stor artikel om forfatterens liv og forfatterskab på den engelske del af leksikaet Wikipedia. En mindre artikel findes på dansk, hvis man søger på navnet på den danske del af leksikaet.
Officiel hjemmeside for serien “A Series of Unfortunate Events” indeholdende alt om serien, quiz og spil.