Poul Ørum
- Thorkild Borup Jensen1985
I 1944 fik han ansættelse som journalist i sin hjemby, Nykøbing Mors, og indtil 1957 var han kriminalreporter ved en socialdemokratisk provinspresse. I 1957 slog han sig ned med familien på Fanø, hvorfra moderen stammer. Han ville nu forsøge at ernære sig som fuldtidsforfatter, og det lykkedes; i 1958 fik Poul Ørum sit gennembrud med Lyksalighedens ø.
Den anselige produktion inden for mange forskellige genrer, hvoriblandt de 23 romaner både syner og tæller mest, er dels forsøg på en selvransagelse ("Jeg ... skriver på uafgjorte mellemværender med mig selv"), dels en stadig indsats for at klare tilværelsen, økonomisk og fortolkningsmæssigt.
Undervejs til og med Poul Ørum
Det er uden for romanerne, vi nemmest kommer ind på livet af forfatteren. Tre prosabøger kombinerer selvbiografi og fiktion: I vandenes dyb (1961), Tilbagerejsen (1973), Ravnen mod aften (1982). En passage i den sidste beskriver den stilstand, alle tre udspringer af og kredser om: ´Du er derhenne, i den ukendte reigon, hvor man mister orienteringen om sig selv og må søge den påny; og den, man finder, er ikke den , man hidtil troede at være´.
Jeg´et befinder sig i en dyb krise, konfronteres med ukendte, mørke egne af sit eget væsen, sprænger ved tilbagerejsen sine hidtidige grænser, finder igen - men under svære omkostninger - et ståsted. Erkendelsesudvidelsen sker på trods af al fornuft. De irrationelle kræfter råder - og fører gennem krisen. ´Du føres ad veje du ikke ved eller vil´ skriver Ørum i Tilbagerejsen. Men ´det vigtigste er at være på vej´ hedder det i bogen fra 1982, hvor krisen skyldes den knugende sorg over hustruens (Signe Ørum) død.
I bogen fra 1961 gælder titelordene jeg´ets tilstand,de er hentet fra en gammeltestamentlig klagesang: "Jeg er sunket i dybets dynd, jeg er kommet i vandenes dyb´. Men også her formuleres tilsidst en optimisme, trods alt: ´Når bunden er nået, er man usårlig´.
Nulpunktet, sit sinds mørke bund, nåede jeg jeg´et, dvs. Ørum, da det i selvforglemmende desperation satte sig op mod sin plageånd og overmand, den brutale skipper på skonnerten. Når mennesket for alvor trues, er det i stand til alt. Mennesket i opgør med overmagten er det værdige, frie menneske, ´Du ved med dig selv, at du har et andet ansigt af skjulte mørke muligheder. Jeg har vidst dette, lige siden jeg som dreng overvejede, ja, planlagde at slå en plageånd ihjel, en skipper som daglig tævede mig...Det kunne være blevet den fuldkomne forbrydelse´. Sådan formulerer Poul Ørum sig om grundoplevelsen i en kronik.
I to små bøger, Det lille lys (1959) og Tagdryp (1962), finder man Poul Ørums livsfilosofi i kortprosaform. Det er et udvalg af de skitser, han gennem 5 år skrev i ugebladet Hjemmet. Her belyses en række af de fænomener, som bliver til temaer i romanerne: Sladderen. Bøddelinstinktet. Vold og terror kommer af dumhed og avler modvold og modterror. Vort væsen er en gåde. Fornufttro er åndelig snæverhed. Mennesket er en potentiel forbryder, kun den moralsk forargede ved det ikke. Tilværelsen er irrationel, forunderligt og djævelsk sammensat.
Længst væk fra digtning, skønlitteratur, er forfatteren i Retssikkerhedens illusion (34.796) og Sorgens følelser (13.17). Den første - udarbejdet sammen med Signe Ørum (1980) - er et indlæg til fordel for et af samfundets stedbørn, anklaget og dømt for mord. Det søges påvist, at Jacob Brølling er offer for offentlighedens dømmesyge og politiets forhastede, éndimensionale effektivitet. Alle vidneudsagn passes in di mordaklagens tidsramme, der manipuleres med den svage på anklagebænken. Der er begået justitsmord i Egebæksvang-sagen, vil bogen demonstrere.
Poul Ørums indlæg i denne sag må ses i forlængelse af romanen Syndebuk (1972), hvor han har foregrebet Egebæksvang-mordets problemstilling: denoffentlige mening og ordensmagten i forening gør sinken Otto Bahnsen til offer. Mordet på den ca. 20 år ældre kvinde må sones; Otto er som skabt til at spille rollen som sonoffer. Den svage prisgives og bryder sammen. Så opklares sagens rette sammenhæng: den agtværdige toldforvalter har begået mordet. Han var den myrdedes selvbestaltede formynder og tålte ikke, at hun ´ uanstændigt kastede sig hed´ til mændene. Jalousien er det, som ligger livet øde.
Ligesom Ravnen mod aften er Sorgens følelser (1984) affødt af Signe Ørums død. Bogen er et personligt ´forsøg på at belyse sorgens psykologi hos voksne, der mister deres nærmeste´ . De stærke følelsesytringer, bl.a. sorgens og vredens, er et tabuområde i vort samfund. Men når stærke følelser spærres inde, sker der en forstening. Man overvinder kun en sorg ved at gennemgå den. Sorgen er en lidelsesfuld proces med en sund, lægende hensigt. Afmagtens yderpunkt er det afgørende vendepunkt for den sørgende, hvis vej går opad og fremad, når bunden er nået.
I hver sin ende af forfatterskabet ligger to digtsamlinger, nemlig Sommerens genfærd (1956) og Strandbilleder (1983). I begge grubles der over tilværelsens fundamentale gåder og mønstre, livet som skæbne og vilje. Tankerne sættes i gang af konkrete iagttagelser, i de sene digte af ilanddrevne genstande, strandbilleder (tegnet af Rina Sandström).
Poul Ørum indrømmer gerne, at han "har svært ved at få hold på og begrænse sig inden for de korte og antydende genrer": Det gælder både digtet og novellen. Novellesamlingerne Uskylds frugt (1964), Nattens gæster (1969) handler - ligesom senere enkeltbidrag til novellegenren - om mennesker i deres destruktive instinkters vold. Men Poul Ørums skildringer af ekstreme tilstande kommer bedre til deres ret indenfor romanens bredere rammer, hvor det ekstreme kan fremstilles i sammenhæng med den genkendelige, tilsyneladende banale hverdag.
Romanerne, grundstammen i forfatterskabet
I Romance for Selma (1966) eksperimenterer forfatteren åbenlyst med sin hovedperson, Egil German, en levendegørelse af forfatternes underste jeg med de mørke muligheder i sig. Egil opsøger byen, han er vokset op i, kredser omkring gammelkendte hændelser, steder og personer. De "mangeartede erindringsspor" mødes. Egil er ligesom forbryderen bundet til åstedet. Senere blev Poul Ørum klar over, at romanen kunne have heddet "En flytning krydser sit spor": Aksel Sandemose er i det hele taget den forfatter, Ørum helst og mest inspireres af.
I sine to første romaner Dansen med de fire vinde og Ulveleg (1953-54) søger Poul Ørum tilbage i sin egns og sine fælles fortid. "Jeg kender til landstrygerne og småforbryderne, outcasts. Jeg er selv fra det nabolag". Begge handler om de berygtede eksistenser og om selve udstødelsen af dem. Om det lukkede samfunds sladder, intolerance, terror. Debutromanen foregår i en landsby før udflytningen. Den afdækker i sikre tværsnit, hvordan medlemmerne af kollektivet lever med og, navnlig, imod hinanden.
I Viborg Tugthus udspilles begivenhederne i "Ulveleg". Her kan øvrigheden efter forgodtbefindende anbringe uønskede elementer. Magtmisbruget sker under dække af "at tæmme skarnsfolk". Tugtens udøvelse skildres lakonisk, selvfølgeligt, som oplevet i og af en samtidig, 1700-tals bevidsthed. Den sociale indignation bærer beretningen uden at påtvinges læseren.
Rakkeren Christoffer er blevet underbetalt for sit arbejde af velhaveren Eskild, gribes i tyveriforsøg og straffes med 5 års tugthus. Hen er offer for de urimelige forhold, produkt af dem (forråelsen) og oprører imod dem. Han søger at rejse sig mod overmagten og ligner derved hovedpersonen i mange af Poul Ørums seneste romaner.
Også Johannes Bjerg i Sidste flugt (1955) tager sig selv til rette; også han er straffefangen, der flygter fra sit fængsel. Forfølgelsen tager igen karakter af klapjagt. Fortælleren er en tidligere medfange, der plages af sin mulige andel i kammeratens ulykke. Fortælleren erfarer at den én gang dømte aldrig frikendes af sin omverden.
Slet dine spor (1956) handler om et menneske, der vil gøre op med og fortrænge sin egen fortid. Martin Ravn søger at flygte fra sig selv, men må undervejs sande, at "man vokser ikke fra nogen ting", han "sidder fast her i byen" (let genkendelig som Nykøbing Mors alias Jante). Imidlertid, er det ikke en historie om fastlåsthed, men om nødvendigheden af at erkende og acceptere sig selv som den, man er. Martin gennemgår en smertelig frisættelse for til sidste "at rejse sig i lyset som et menneske".
Lyksalighedens ø (1958) har en dreng på 12 og en pige på 11 som hovedpersoner, mens voksne mænd - alle er de forfatternes jævnaldrende - står i centrum i Ørums øvrige romaner. I fantasilegen skaber Jes og Emilie deres eget paradis, men syndefaldet sker, da de indvies i de voksnes barske verden. Den grumme tilværelse kommer ind i børnenes liv bl.a. ved Emilies nyfigenhed. Børnene oplever at de voksne søger at skjule sandheden for dem. De voksnes verden er grum og falsk, lærer børnene i deres sommerferie på øen.
I Skyggen ved din højre hånd og Rundt om en enebærbusk (1959 og -63) vende borgerskabets fortabte søn tilbage efter udstået fængselsstraf. Funktionæren har i begge historier begået underslæb, fordi han måtte sikre sig samfundets statussymboler. Hovedpersonen mister nu sin tro på det borgerlige samfunds retfærdige indretning. Han nægter at indordne sig, gør på egne vegne op med nedrigheden og den kyniske udbytning.
Natten i ventesalen (1962) er en overbevisende skildring af den lille stationsbys jernhårde Jantelov, der tvinger den enkelte til at være netop sådan, som det anonyme, selvretfærdige Man foreskriver. To stille eksistenser, billetsælgeren og servitricen på stationen, der går for at være sære og anderledes, vover omsider at trodse minisamfundets hæmmende normer. Til alles forargelse bryder de op sammen.
Kriminalreporteren Villi Mantel kaldes i Hanegal (1965) og i Ukendt offer (1967) til, da der er begået mord. I begge tilfælde involveres han uden at ville det. Han føler sig sat under anklage. I den første af romanerne for at have begået mordet, i den sidste for at handle og tænke sådan,at (selv)mordet kunne have været enden på hans eget liv. Skyldfølelsens psykologi belyses; bedst lykkes det i den sidste bog, hvor Villy Mantel lidt efter lidt må erkende, i hvor høj grad han i væsen og adfærd ligner den ombragte.
Hvad andre ikke ved, får de ikke ondt af. Således lyder Det 11. bud (1972), som Johs søger at efterleve, men forgæves. Fortiden, som han har villet fortie og fortrænge, indhenter ham i skikkelse af den kyniske Alex, Johs´ kammerat fra ungdomshjemmet, senere hans medfange og kompagnon. Alex skyr ingen midler for at udnytte Johs påny. "Hvis du igen ødelægger det for mig, slår jeg dig ihjel!" truer denne desperat. Den skrankeløse ondskab kan tilsyneladende kun overvindes med dens egne midler; Johs skaffer endegyldigt Alex af vejen. Men hvad nu ked fortielsen over for hustruen og forholdet til omverdenen? Kan et menneske virkelig leve efter det 11. bud? Med sin handling og sin meddelelsesmåde (Johs er romanens jeg) rejser bogen spørgsmål, som læseren må besvare. Den åbne slutning er en ny spændende dimension i forfatterskabet.
I de tre kriminalromaner Syndebuk (1972), Kun Sandheden (1974), Tavse vidner (1976) spiller kriminalassistenterne Mörck og Ejnarsen en fremtrædende rolle ved opklaringen af det begåede mord. Mörck må leve sig ind i hele miljøet for at ane det sammensatte mønster, hvori forbrydelsen indgår. Denne forholder han sig til som en handling, der kunne udspringe af hans mørke (mörckske!) selv. Ejnarsen er retsmaskineriets effektive håndlanger. Forbryderen skal pågribes og straffes, og dermed basta. Han går rationelt, aggressivt og tjenstivrigt til værks. Omgående udpeges den svage og "sære" som syndebuk, bliver "så usikker, som kun den fejlagtigt sigtede kan blive, når beskyldningens vægt rammer ham". Men morderen viser sig at være en anden end folkesnakken og politi-bureaukraterne troede, nemlig en repræsentant for det agtværdige borgerskab. I Kun sandheden er det endog provinsbyens matador. Mordet er et produkt af det lukkede samfunds bigotteri. Det indgår som led i de (selv)undertrykkende mekanismer, fortielser, rygtedannelser m.m., som sættes i gang, når borgerdyderne skal manifesteres.
Den hidtil sidste Ørum-roman er Bristepunktet (1978). Kampen for tilværelsen i det kapitalistiske samfund gør Johan Holman til lovbryder. Han er den lille købmand, der slås ud af supermarkederne. Han tvinges i armene på en pengehaj og videre ud i kriminalitet for at klare sine økonomiske problemer. I vrede og desperation over uretfærdighed og udbytning når Holman bristepunktet. Han griber til modvold og modterror i sit individuelle oprør, vil ramme bagmanden for de lyssky aktiviteter, med dennes egne metoder. Men er selvtægten en vej ud af kriminalitetens onde cirkel? Svaret overlades til læseren, men antydes måske, idet der peges på det dilemma Holman nu står i: kan han selv acceptere, hvad han har gjort, og kan tillidsforholdet til og med hustruen genskabes?
Bibliografi
Bøger
Poul Ørum
1970-71. Dobbeltroman
Om forfatterskabet
Gad, 1982. I Bind 4 skriver Th. Borup Jensen om Poul Ørum, s. 338-354
1984. Heri skriver Søren Schou om Poul Ørum (s. 331-370)
Om forfatteren
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Anmeldelser
Film
Se filmen på Filmstriben - se film i undervisningen