Thomas Balle
- Søren Jessenillustrator, 2004
Ingen skal komme og sige, at Thomas Balle har rotter på loftet. Det passer ikke! Det er mus. Allerede i hans første billedbog Gorm Guldhorn (1997) stikker de hovederne frem hist og pist. På Asger Angard duellerer (2000) sidder der endda to små mus på bogens forside og holder et skilt med forlagets navn. Måske har han kæmpet imod alle de mus – hvem ved – men han har tabt kampen. For musene bliver ved med at dukke op i Thomas Balles tegninger med meget jævne mellemrum, kulminerende med den herligt gakkede De fandens mus (2003) skrevet af Eske K. Mathiesen, og som Thomas Balle har fået Kulturministeriets Illustratorpris for. Selv siger han, at han ikke har noget specielt forhold til mus i virkeligheden, og at han aldrig selv har haft nogen de steder, han har boet. Det er kun i tegningerne de dukker op.
Thomas Balle er detaljernes mand. Han kan slet ikke lade være med at lade dem myldre rundt i baggrunde og hjørner, men han har samtidig et rigtigt godt blik for fladen, forstået på den måde, at han komponerer sine billeder med stor sikkerhed. Han er god til at folde en tegning ud over en side eller et helt opslag, og det er noget han har kunnet næsten helt fra starten. For eksempel i Karl Kamel og de andre, hvor han lader hovedparten af illustrationen udspille sig i en ramme, der så bliver brudt af forskellige elementer i tegningen. Det princip går igen i ”Asger Angard duellerer”.
De fleste tegnere har et eller flere træk der gør, at man kan se, det er dem de har lavet en given tegning. I Thomas Balles tilfælde bilder jeg mig ind, at jeg kan se det på menneskenes hud, munde og tænder. Hudfarve er ikke bare én farve, når Thomas farvelægger. Den består af flere lag af halvt gennemsigtige farver såsom violet, blå og forskellige former for rød. Se bare foden på den næstældste søn i Guldgåsen, eller Talonkel Tier i Syvsover-søndag. Det giver et dejligt spil og liv i hudfarverne, der ellers – hos mange andre tegnere – godt kan blive lidt flad og kedelig.
Det er kun lykkedes mig at finde én hovedperson (altså af menneskeracen) i Thomas’ bøger, som ikke har synlige læber, og det er Ridder Råge fra ”Asger Angard duellerer”. Ellers har alle andre store, tydelige læber – et træk der til stadighed bliver mere synligt, se bare manden i De fandens mus, hvis læber er kompromisløst knaldrøde. Og så er stakittænder en selvfølgelighed i næsten alle bøgerne. Sammen med musene – det siger sig selv.
Det skal også lige nævnes, at det var Thomas Balle, der lavede plakaten til Boghandlerforeningens bogslugerkampagne for nogle år siden.
Gorm Guldhorn og Karl Kamel
I debuten Gorm Guldhorn (1997) har Thomas farvelagt med akvarel. Farverne er dæmpede, de får ikke lov til at banke igennem, som de gør i de kommende bøger. Konturstregen er løs og lidt famlende – tegnet med blyant – og man fornemmer, at her er en tegner, som er gået lidt forsigtigt frem. Men også at det er en tegner med potentiale til mere, og sådan er det vel ofte i en debut.
Til gengæld må man sige, at Thomas ikke var længe om at ryste debutantnerverne af sig. Allerede i Karl Kamel og de andre fra 1999 er der kommet en helt anderledes sikkerhed over tegningerne. Det er stadig vandfarve, der arbejdes med, men nu er der virkelig saft og kraft i dem. Se bare prinsesse Himmelhøjs blå kjole med knaldgule kongekroner og det lyserøde overskørt. Det er en farvelægning der vil noget. I øvrigt ser man i netop den tegning nogle af de farver, som er karakteristiske for Thomas. Lyserød, grøn og violet må være hans favoritfarver. Ligesom rigt ornamenterede klædedragter (især kjoler) er noget, man støder på igen og igen i hans tegninger.
Gakkede dyr
Mellem de to førnævnte bøger udkom Gakkede dyr - en forvandlingsbog (1998) undfanget og udført af Thomas Balle alene. Det er en spøjs bog, hvor siderne er tre-delte på langs, og læseren kan dermed sætte de forskellige dyr sammen på sin egen gakkede måde. Der er nemlig gået koks i dyrehospitalet, der drives af en hærskare af hvidkitlede mus. Tegneren har her fået rig mulighed for at udfolde sit trang til detaljer, og der er stor humor i tegningerne. Selv plakaten på væggen og udsigten gennem vinduerne ændrer sig hele tiden, så der er virkelig noget at se på – noget at gå på opdagelse i – for læseren.
Birger
I de tre bøger om næsehornet Birger tegner Thomas til mindre børn. Det er der kommet nogle meget enkle, men yderst charmerende tegninger ud af. På trods af den enkle streg er Birger og hans venner meget udtryksfulde og levende. Der er detaljer, men ikke nær så mange som i de større billedbøger for ældre børn, og det giver en vis ro, uden at det bliver kedeligt. Birger-bøgerne er skrevet af Thomas Balles kone Rikke Hundertmark.
Eventyr og riddere.
Thomas har bevæget sig ind i eventyrenes univers med bøgerne Guldgåsen (2000) og Asger Angard duellerer (2000) (også i Gorm Guldhorn som er omtalt tidligere). I førstnævnte bog er det stadig hovedsagligt vandfarve, der er brugt, men i sidstnævnte fik han lyst til at prøve noget helt andet og brugte tempera som er en dækkende farvetype. Thomas har i mange år malet med olie på lærred, så det at male med dækkende farve var ikke noget nyt, men det var nyt i forbindelse med en børnebog. Tempera er dog ikke helt let at mestre. Farvefladerne kan nemt blive alt for jævne, helt uden struktur, men den fare er Thomas opmærksom på og de store farveflader, som de grønne græsbakker, er levende og nuancerede.
De fandens mus
Denne bog er på mange måder en (foreløbig) kulmination på Thomas Balles arbejde som bogillustrator. Dels har han godt styr på farver, komposition og detaljer, men han eksperimenterer også og har for første gang malet med oliemaling til en bog. Thomas karakteriserer sig selv som en slider. En der arbejder meget med den enkelte tegning, og gerne laver ting om og om. Netop det giver oliemaling rig mulighed for, fordi alt kan males over, modsat vandfarver hvor så godt som intet kan laves om. Derfor tror Thomas også, at det er oliemalingen, han vil bruge mest til sine kommende børnebogsillustrationer.
Konturstregen er på vej ud af Thomas’ tegninger. I mange af tegningerne til De fandens mus er den faktisk forsvundet, andre steder kan man ane den, men flere steder er den respektløst malet over. Det giver tegningerne et mere malerisk præg, og det hænger fint sammen med nogle af de ting, han laver ved siden af sit bogillustratorskab, som for eksempel nogle jazzplakater, der kan ses på Internettet. (Se links henvisningerne).
Hans blik for at komponere fornægter sig heller ikke i denne bog, idet der på de fleste tegninger er trukket et eller andet element helt frem i forgrunden, som øjet straks bliver fanget af. Det giver ro og dybde i tegningerne, der (også) er båret af en udpræget humoristisk sans. Se bare det lille musselmalede kaffestel eller prøvebilledet på fjernsynet i kassefælden.
Ingen tegner kunne være mere velvalgt til denne historie, end musemaleren Balle. Men bogen handler jo om en mand, der giver gode råd til hvordan man slipper af med mus. Mon Thomas Balle tager ved lære? Jeg håber det næsten ikke.
Bibliografi
Illustrerede værker
Mette Honoré
2010. Billedbøger
Jesper Tolstrup
Turbine, 2011. Billedbog.
Læs mere om Thomas Balle
Steffen Larsen
I: Børn & Bøger. Årgang 57, nr. 1, s. 16-19, 2004
Om Thomas Balle
Web
Her får man de vigtigste pejlemærker i Thomas Balles forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.