BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
thomas qvortrup
Foto: Robin Skjoldborg
*Seneste udgivelse

Thomas Qvortrup

    Hovedforfatter
    • Ida Blinkenberg Lidell
      stud.mag., 2007

    Intro

    Drab, stoffer, sex og spørgsmålet om retfærdighed er hovedingredienserne i Thomas Qvortrups to romaner, “Tæt på paradis” og “Delveccios dom”. De handler begge om psykopatiske mænd i 30’erne, som frygter, at omverdenen skal opdage, de er mordere. Qvortrup er uddannet journalist, hvilket afspejler sig i hans meget direkte skrivestil. Han lægger ikke fingrene imellem, og nogle passager er så voldsomme, at man får kvalme af at læse dem. De stærke effekter er også inspireret af tv og film. Læser man Qvortrups første roman, der foregår på en thailandsk tropestrand, kan den minde om Alex Garlands “Stranden”. Den anden roman hensætter læseren til amerikansk high society blandet med vanvid, og her er Bret Easton Ellis ’ yuppie roman “American Psycho” en oplagt sammenligning. Fælles for romanerne er, at de ikke ligner noget, som tidligere er skrevet i Danmark.

    Baggrund

    Thomas Qvortrup blev født i 1968 i Silkeborg, men voksede op i landsbyen Tapdrup, tre kilometer øst for Viborg. I 1987 blev han samfundssproglig student og havde i årene efter en række forskellige job, blandt andet som tennistræner, bartender, natportier og annoncesælger. I denne tid rejste han også meget og boede i perioder i henholdsvis USA, Grækenland og Frankrig. Efter syv års omskiftelig tilværelse blev Qvortrup i 1994 optaget på journalisthøjskolen i Århus, hvilket førte til en praktikplads på Jyllands-Posten. Derefter skulle han have startet på Berlingske Tidende i 1998, men i sidste øjeblik skiftede han det skrevne ord ud med det talte, da han fik ansættelse på DR’s P3. Fra februar 2007 har Thomas Qvortrup arbejdet som vært på TV 2 Radios program “Nyhedsministeriet”. Det er et journalistisk magasin, som diskuterer nyheder fra ind- og udland.

    thomas qvortrup
    Foto: Robin Skjoldborg
    • Født

      15. januar 1968 i Silkeborg.

    • Uddannelse

      Århus Journalisthøjskole 1998.

    • Debut

      Tæt på Paradis, 2002.

    • Litteraturpriser

      Årets Nye Bognavn, 2002, det danske Kriminalakademis debutantpris, 2003.

    • Seneste udgivelse

      Mellem venner. Gyldendal, 2009.

    Thomas Qvortrup har taget det skrivetekniske med sig fra journalistprofessionen, men der er også forskelle: “Som journalist går man lige til sagen, mens man som forfatter skal være mere doserende med stoffet” , fortæller han (interview på Litteratursiden). Derudover har det været meget vigtigt for ham at give en præcis skildring af miljøet på den thailandske strand, hvor den første roman foregår. Han har selv besøgt området fire gange, og de præcise og faktuelle beskrivelser giver fortællingen en trodværdighed, der bevirker, at man tror på romanen som helhed. Qvortrup siger: “Hvis bare en enkelt ting er ukorrekt, kan læseren med god ret stille spørgsmål til resten.” (interview på Litteratursiden).

    Udvalgte bøger

    Inspiration fra romaner og tv

    Det er sjældent, at danske forfattere vælger at lade handlingen i deres romaner foregå i udlandet og benytte udenlandske hovedpersoner. Det er imidlertid lige præcis det, Thomas Qvortrup gør i sine to romaner. Det er stadig hvide mænd, der er hovedpersonerne, men de er fra henholdsvis Australien og USA.

    “Tæt på paradis” kan minde om Alex Garlands “Stranden”, som også handler om unge mennesker i et tropeparadis, hvor alt ikke er helt så idyllisk, som det kan se ud. Thomas Qvortrup peger på det lukkede og ritualprægede fællesskab som et andet lighedspunkt, men mener alligevel, at romanerne har meget forskellige udgangspunkter.

    Hovedpersonen i Bret Easton Ellis' omdiskuterede roman “American Psycho” kan minde om Aaron i “Tæt på paradis”. Thomas Qvortrup har da også indlagt en direkte reference til “American Psycho”: Aaron kan godt lide noget toiletgraffiti, som lyder “Support your local Patrick Bateman”. Om denne sammenligning siger Thomas Qvortrup: “Det er da muligt, at Aaron fra “Tæt på Paradis” og Patrick Bateman fra “American Psycho” kunne tale sammen om visse ting, men i virkeligheden har Aaron ikke meget til overs for Patrick Bateman. Som han siger et sted i bogen, “så kræver det ikke noget bare at være vanvittig”. Med det mener Aaron, at Bateman dræber helt tilfældigt, mens han selv har et mål – et højere mål – med det, han gør. Men igen. Der er masser af sex, stoffer og vold. Men sådan er verden vist også” (interview på Litteratursiden).

    Sammenligningen med “American Psycko” ligger dog helt lige for, når man ser på Thomas Qvortrups anden roman “Delveccios dom”. Begge romaner handler om en amerikansk, rig, yuppieagtig og på alle måder succesfuld mand i 30’erne, som i det skjulte går amok og slagter mennesker. Patrick Batemans vanvid er dog mere eksplosivt, og hans nedslagtninger er så ekstreme, at omverdenen ikke tænker på at anklage ham. Jeff Delveccio mister tilsyneladende også sin forstand, men her er det mere underspillet, og han må kæmpe for ikke at blive opdaget.

    Thomas Qvortrup benytter også en række filmiske referencer i sine bøger, som for eksempel når Jeff Delveccio tænker på filmene “Seven” og “The Usual Suspects”. Qvortrup indrømmer da også, at han ikke læser mange bøger, men henter sin inspiration fra tv og film. Det smitter af på skrivestilen, siger han: “Jeg er ikke videre lyrisk. Sådan er verden ikke. Man går jo ikke og siger, at ihh, hvor er jeg forelsket ... Jeg har forsøgt at skrive så virkelighedstro og tæt på som overhovedet muligt” (interview på Litteratursiden).

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Bibliografi

    Tæt på paradis
    Tæt på paradis

    Thomas Qvortrup

    2002. Roman

    Delveccios dom

    Thomas Qvortrup

    2005. Roman

    Mellem venner
    Mellem venner

    Thomas Qvortrup

    2009. Roman

    Om Thomas Qvortrup

    Gyldendal

    Thomas Qvortrups forlag.

    Thomas Qvortrups hjemmeside

    Læs blandt andet uddrag af romanerne

    “Cape Fear”.

    Frits Andersen

    Weekendavisen d. 17.-23. Marts 2006.

    “Delveccios dom – anmeldelse”.

    Jan Han Il Nam

    KultuNaut.

    “Renset for bøgetræer”. Anmeldelse af “Delveccios dom”

    Ulf Joel Jensen

    Sentura.

    “Californian Psycho”.

    Kirstine Ersbøll Meyhoff

    Anmeldelse på LitteraturNu.

    Litteratursiden Interview og anmeldelser.

    Søg under ’Thomas Qvortrup’

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Thomas Qvortrup

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Litteratursiden

    Interview på Litteratursiden