BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Veronica Roth
Foto: Gage Skidmore from Surprise, AZ, United States of America, via Wikimedia Commons
*Seneste udgivelse

Veronica Roth

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2018
Hovedforfatter
  • Julie Lystbæk Hansen
    cand.mag., 2014

Intro

Veronica Roth fører ungdomsromanens svar på dystopisk sci fi videre fra Suzanne Collins’ ”Hunger Games” trilogi. I Roths univers slås teenagere med at finde ståsted i en på samme tid kontrolleret og radikaliseret virkelighed. Det foregår som en kamp på liv og død, på en politisk, men også personlig kampplads, hvor personerne konstant kæmper for at forstå sig selv og hinanden. I ”Divergent” trilogien er handlingen rykket et par århundrede frem fra vor tid, men volden og undertrykkelsen i den postapokalyptiske verden er ikke fjern fra verden af i dag.

Baggrund

Veronica Roth er født i 1988 i Illinois. Hun er opvokset i en forstad til Chicago, hvor hendes trilogi ”Divergent” også finder sted. Hun tog en uddannelse i creative writing på Northwestern University i Illinois, men i stedet for at lave sine lektier skrev hun den første bog i Divergent-serien.

”Når verden er så stor, kan vi umuligt have kontrol over den. Så vi er med andre ord ikke så store, som vi går og bilder os ind. Vi er små. Ubegribeligt små. Underligt nok er der noget i den tanke, der får mig til at føle mig næsten … fri.”

”Fornyeren”, s. 166.
Roth, Veronica
Foto: Nelson Fitch
  • Født

    19. august 1988 i Illinois, USA.

  • Uddannelse

    Creative writing på Northwestern University, Illinois og psykologi på Minnesota's Carleton College.

  • Debut

    Divergent. HarperCollins, 2011.

  • Litteraturpriser

    ”Allegiant” blev stemt ind som ”Best Young Adult fantasy” på hjemmesiden Goodreads.

  • Seneste udgivelse

    Delte skæbner. Alvilda, 2018. (The fates divide, 2018). Oversat af: Randi Bjerre Høfring. (Dødens mærker, 2).

  • Inspiration

    Digteren Edna St. Vincent Millay.

Hun havde egentlig tænkt sig at tage en master i teologi, men da bogen fik stor succes, droppede hun den idé. Det teologisk aspekt er dog at spore i trilogien, og hun lægger ikke skjul på sin kristne tro, samtidig med at hun er meget bevidst om ikke at moralisere i sine romaner: ”Jeg tror det, der smitter af på det jeg skriver, mest er en bevidsthed om, at religiøse spørgsmål er essentielle for vores udvikling. Selvom du stiller dig selv de spørgsmål og kommer til den slutning, at du ikke er troende, så er de spørgsmål stadig vigtige.” (Cotton Codinha: The new Roth. Elle, 2013-08-20. Egen oversættelse).

Roth har udtalt om sin hovedperson Tris Prior, at hun er antitesen til hende selv, men at arbejdet med romanerne netop af den grund har haft en form for terapeutisk virkning for hende. Roth har måttet kæmpe med angst i sine egne ungdomsår, og hun sammenligner sin kamp mod sygdommen med den kamp, Tris må kæmpe: ”Tris vokser op i et undertrykkende miljø og vælger en modig udvej. Jeg tror, angst skaber undertrykkelse i ens indre. Den gør dig ude af stand til at gøre de ting, du gerne vil. At følge hende gennem disse modige beslutninger var en stor hjælp for mig”. [2]James Kidd'I don't want smut on the page': Divergent author Veronica Roth on…Independent, 2014-01-05..

I det hele taget er det psykologiske af stor interesse for Roth i hendes arbejde. Selvom hendes sci-fi-univers peger i en samfundskritisk retning i kraft af emner som magtmisbrug, genmanipulation og vold og våben, hævder hun selv, at hendes interesse særligt er rettet mod den individuelle psykologi. Hun er i hvert fald meget beskeden omkring sine romaners samfundsmæssige perspektiver: ”Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig vis eller gammel nok til at pege fingre af samfundet. Jeg har bestemt tænkt over, hvad det er for et land jeg lever i, men jeg var mere interesseret i det personlige". [2]James Kidd'I don't want smut on the page': Divergent author Veronica Roth on…Independent, 2014-01-05..

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Veronica Roth Interview. The Guardian, 2013.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Med Divergent-trilogien skriver Veronica Roth sig ind i det seneste årtis sci-fi- og fantasybølge. De mest populære bøger under den paraply tæller J.K. Rowlings ”Harry Potter” bøger og Suzanne Collins’ ”Hunger Games” serie. Fantasy- og sci-fi-genren giver mulighed for at tematisere ungdomsårenes usikkerhed og modning i kraft af et univers fuld af opbrud og spænding. Dermed ekspliciteres de følelser, der ofte præger teenageårene.

I ”Divergent”-trilogien bliver Tris og hendes venner revet ud af deres vante omgivelser, da de vælger at skifte faktion, og senere, da faktionerne bryder sammen, står de på endnu mere usikker grund. I dette opbrud må de finde sig selv og konfrontere deres egne fejl og mangler.

Universet er på én gang genkendeligt og fremmed. Overvågning og den videnskabelige udviklings moralske dilemmaer er temaer i ”Divergent”, som peger på en nutidig problematik og debat. Disse træk gør trilogien til en dystopi – et mareridtsagtigt eksempel på den yderste konsekvens af ukontrolleret overvågning og genmanipulation.

Den personlige og psykologiske skildring af personerne bidrager med genkendelighed og identifikation, men samtidig skaber de voldsomme begivenheder i det ekstreme univers også fremmedgørelse, som netop er en følelse, der kendetegner tilværelsen som teenager.

Moral og ideologi er vigtige emner i ”Divergent” universet. Universets faktioner er ikke kun personlighedsindikatorer, de repræsenterer også en form for ideologisk gruppering. På Tris’ flugt gennem de forskellige faktioner afsløres det moralske fordærv, som uanset ideologisk tilhørsforhold altid vil være at finde blandt mennesker. Gang på gang støder Tris og hendes venner på myndigheder, som på overfladen har ædle intentioner, men som ofte viser sig at gemme på mørke og moralsk anløbne hemmeligheder. Alligevel er magtkampene ikke entydige. De som handler ondt, gør det ud fra en overbevisning om, at deres handlinger er til gavn for samfundet og menneskeheden. Det tilføjer moralsk kompleksitet til Tris’ politiske ungdomsoprør.

Beslægtede forfatterskaber

Suzanne Collins er med sin sci-fi serie ”Hunger Games” oplagt at sammenligne med Veronica Roths ”Divergent”. Hos Collins er handlingen ligeledes sat i et dystopisk fremtidsunivers. Men hvor ”Divergent” starter i et, på overfladen, demokratisk samfund, er universet i ”Hunger Games” fra begyndelsen styret af en diktatorisk ledelse. Der er denne ledelse, som sender unge mennesker i krig mod hinanden, i det morbide realityshow Hunger Games, hvor de skal kæmpe mod hinanden til døden. Kun én kan overleve.

Præmissen er noget anderledes hos Veronica Roth. Her kæmpes ikke til døden, men for at blive optaget i en faktion. Her skal de unge gennemgå et træningsprogram, som skal berede dem til livets alvor, hvor de også blive spillet ud mod hinanden. På den vis er der ikke så langt mellem de to universer. Collins og Roth skriver begge dannelsesromaner, og de bruger begge sci-fi-genren som afsæt for at beskrive den usikkerhed, fremmedgørelse og andre voldsomme følelser som akkompagnerer ungdomsårene.

En afsøgning af moral, etik og ondskab er også fælles temaer for Roth og Collins. Særligt én scene i ”Divergent” kan sammenlignes med ”Hunger Games”’ dødsspil. Den første bog i serien slutter med Intelligentsia faktionens angreb på Puritanerne. Til det formål har intelligentsianerne bragt Skytsenglene i en trancetilstand, en såkaldt simulation, som gør dem føjelige som fjernstyrede robotter. Tris er som divergent uimodtagelig overfor simulationen. Den kamp hun må udkæmpe mod sine egne er ikke fjern fra Kattua Everdeen og de andre teenageres kamp mod hinanden i dødsspillets arena i ”Hunger Games” trilogien. Hvad gør man, når ens egen overlevelse er afhængig af drab på uskyldige? Hvordan påvirker det mennesker at være og handle i den situation? Disse spørgsmål rejser både ”Divergent” og ”Hunger Games”.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Divergent 1: Afvigeren
Divergent 1: Afvigeren

Veronica Roth

Alvilda, 2012. (Divergent, 2011). Oversat af John Lysmand.

Divergent 2: Oprøreren
Divergent 2: Oprøreren

Veronica Roth

Alvilda, 2014. (Insurgent, 2012). Oversat af John Lysmand.

Divergent 3: Fornyeren
Divergent 3: Fornyeren

Veronica Roth

Alvilda, 2014. (Allegiant, 2013). Oversat af John Lysmand.

Divergent Four: Tobias fortællinger
Divergent Four: Tobias fortællinger

Veronica Roth

Alvilda, 2014. (Four - a Divergent collection, 2014). Oversat af John Lysmand.

Dødens mærker - serie

Dødens mærker
Dødens mærker

Veronica Roth

Alvilda, 2017. (Carve the mark, 2017). Oversat af: Randi Bjerre Høfring. (1).

Delte skæbner
Delte skæbner

Veronica Roth

Alvilda, 2018. (The fates divide, 2018). Oversat af: Randi Bjerre Høfring. (2).

Om forfatterskabet

Veronica Roths egen blog

Kilder citeret i portrættet

[1]

The new Roth. Elle

Cotton Codinha

2013-08-20

[2]

'I don't want smut on the page': Divergent author Veronica Roth on…

James Kidd

Independent, 2014-01-05.