Suzanne Collins

Genrer og tematikker

Suzanne Collins’ Hunger Games-trilogi har vundet terræn som det nyeste skud på stammen af fantasyromaner for unge. Ligesom i bl.a. Harry Potter- og Twilight-serien behandles klassiske tematikker som oprør med autoriteter, venskaber og kærlighedsforviklinger fra en ung fortællers synsvinkel. I alle tre serier udgør kampen mod en ondsindet magt ligeledes det dramatiske grundstof. Omend disse grundfundamenter i mange henseender er de samme, besidder Collins’ bøger en moralsk og menneskelig kompleksitet, som end ikke de sene Harry Potter-bøger kan hamle op med. Barmhjertighed og ondskab er langt fra entydige størrelser hos Collins, som samtidig beskriver en fremtid, der fremstår skræmmende realistisk, fordi den trækker veksler på en letgenkendelig fortid og nutid.

Det er netop pga. sin realisme, at Hunger Games-trilogien er så effektiv. Ondskaben er langt fra en uhåndgribelig størrelse som orker, troldmænd, hekse eller vampyrer, men derimod et politisk system, der fungerer på præcis de samme præmisser som de styreformer, vi kender fra bl.a. DDR, Stalintidens Sovjetunionen eller det nuværende Shah-styre i Iran. Gennem umenneskelige magtdemonstrationer, stærkt organiseret tortur og allestedsnærværende kontrolstyrker fremstår Panem som en frygtindgydende – men desværre ikke urealistisk – fremtid. Hunger Games-trilogien er fremtidsdystopi i samme boldgade som f.eks. George Orwells roman ”1984” og Alan Moores stilskabende tegneserie ”V for Vendetta”.

Samtidig gennemsyrer realismen også karakterbeskrivelserne, som er langt mere nuancerede, end genren af ungdomsfantasy normalt tillader. Capitols arbejdere er ikke alle ondsindede håndlangere, mens oprørsstyrken langt fra optegnes som et rosenrødt alternativ til Capitol. Grænsen mellem godt og ondt er flydende, men aldrig forudsigelig hos en forfatter, hvis karakterer er komplekse størrelser, som besidder had, hævngerrighed og dræberinstinkt på lige linje med barmhjertighed.

Moral og mental styrke er i fokus i de voldsomme beskrivelser af Dødsspillene. At ligesindede teenagere tvinges til at bekæmpe hinanden, bibringer romanerne et iskoldt mørke og en bemærkelsesværdig moralsk kompleksitet. Hvad sker der, når unge mennesker tvinges til at dræbe andre for egen overlevelse? Og hvordan reagerer mennesker, når moral og overlevelsesinstinkt kolliderer? Det er med tungsindige spørgsmål som disse, at Suzanne Collins skaber unik ungdomslitteratur gennem paralleller til f.eks. tidligere østeuropæiske stikkersamfund.

Krigens rædsler og de psykiske mén ved at dræbe er ligeledes gennemgående tematikker, ikke mindst i de to seneste bind af Hunger Games-trilogien. I et interview med New York Times fortæller Suzanne Collins, hvordan faderens tjeneste i Vietnamkrigen satte sig varige spor i hendes familie og leverede inspiration til hendes senere romaner. Sommetider vågnede den unge Collins om natten ved at høre sin fars skrig, efter hans tilbagevendende mareridt om de østasiatiske slagmarker. Disse oplevelser overførte Collins til sine portrætter af Kattua og Peeta: ”Dette er ikke et eventyr. Det er krig, og i krig er der tragiske tab, som man sørger over.” [3]New York TimesDominus, Susan: Suzanne Collins’s War Stories for Kids. New York Times, 2011-04-08..

Beslægtede forfatterskaber

Slægtskabet med den japanske forfatter Koushun Takami’s ”Battle Royale” fra 1999 har skabt en del kontroverser, siden Suzanne Collins’ første roman i Hunger Games-trilogien så dagens lys. I Takamis roman bliver en tilfældig skoleklasse udvalgt til at kæmpe til døden på en isoleret ø – dog uden landets kamerabevågenhed. På internettet har det slående slægtskab med ”Battle Royale” adskillige gange givet Suzanne Collins romaner stemplet ”plagiat”. Suzanne Collins påpeger i et interview, at hun ikke tidligere har haft kendskab til Takami: ”På et tidspunkt blev det dog nævnt for mig, at 'Battle Royale' eksisterede. Jeg spurgte derfor min redaktør, om jeg skulle læse den. Han sagde: ”Nej, jeg vil ikke have hele den verden inde i dit hoved. Bare fortsæt med det, du laver”” [2]Anders HjortPlagiat? Forfatteren bag ”The Hunger Games” under anklagePolitiken, 2012-03-22..

I et af sine få interviews fortæller den pressesky forfatter, at den primære inspiration kom fra den oldgræske fortælling om Theseus og minotauren. Som en straf for at have fornærmet styret på Kreta, skulle athenerne hvert år sende syv drenge og syv piger til den sydgræske ø, hvor de blev placeret i en labyrint for at kæmpe mod en minotaur – et græsk sagnuhyre. Collins har beholdt fortællingens fundament, men ændret labyrinten til en arena, så kampen nærmere tager form af de romerske gladiatorkampe. I interviewet med School Library Journal beskriver Collins sin reaktion på det græske sagn: ”Selv da jeg var et lille barn, gav historien mig åndenød, fordi den var så ond og Kreta var så nådesløs.” (Rick Margolis: A Killer Story. School Library Journal, 09-01-2008).

Hunger Games-trilogiens slægtskab med William Goldings ”Fluernes Herre” er næppe nogen tilfældighed, da hun nævner denne blandt sine yndlingsromaner. Både Collins’ og Takamis dystopiske romaner kan anskues som iscenesatte udgaver af den handling, som udfolder sig i Goldings roman. Her strander en flok børn på en ubeboet ø, hvor interne magtkampe langsomt splitter gruppen ad. Romanen beskriver, hvordan børn kan være lige så effektive dræbere som de voksne, der kort forinden udgivelsen af ”Fluernes herre” var ved at splitte verden ad i 2. Verdenskrigs ragnarok. Collins har et mere ungdommeligt udgangspunkt end både Golding og Takami, mens hendes fokus er – trods seriens tungsindige stemning – mindre sortsynet.

Hunger Games-trilogien står ikke mindst i forlængelse af dystopiske fremtidsscenarier som bl.a. George Orwells ”1984”, Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” og Alan Moores tegneserie ”V for Vendetta”. I disse optegnes diktatoriske fremtidssamfund, som holder befolkningen nede gennem stærkt organiseret tortur og propaganda.

Kampen for overlevelse i et post-apokalyptisk samfund kan minde om scenarier fra bl.a. Cormac McCarthys ”Vejen” og Philip K. Dicks ”Drømmer androider om elektriske får?” (filmatiseret under titlen ”Blade Runner”). Suzanne Collins’ romaner adskiller sig dog fra samtlige disse romaner ved at beskrive det dystopiske i en teenagers øjenhøjde. Ikke mindst derfor er Collins’ romanserie sat i forbindelse med bl.a. Harry Potter- og Twilight-serierne. Men netop fordi Collins’ serie ikke benytter sig af parallelverdener eller overnaturlige væsener, fremstår den mere ligefrem ideologisk. En fremtidsverden plaget af naturkatastrofer og diktatur er ikke nogen umulighed. Her antydes, at Collins’ agenda ikke udelukkende er at underholde, men at serien indeholder en implicit henvisning til historiebøgernes mørkeste kapitler. Det er en løftet pegefinger til ungdommen om, at fortiden kan vende tilbage og formgive fremtiden.

Relaterede forfattere