”Her i Capitol brækker de sig for at kunne fylde deres maver igen. Ikke fordi de er fysisk eller mentalt syge, eller har spist dårlig mad. Det er noget, alle gør til festerne. Det er en del af morskaben.”
”Løbeild”, s. 86.
I frygten for at Capitol skal frarøve Kattua hendes familie og venner, drager hun sammen med Peeta på en vinderrunde i de øvrige 11 distrikter, hvor hun forsøger at dæmpe den løbeild, der har gjort hende til et ikon for oprørske stemmer. Da dette ikke lykkes tilfredsstillende, viser præsident Snow sin magt: I forbindelse med det 75. dødsspil ændres reglerne, så det nu udelukkende er tidligere vindere, der kan deltage – og dem er der ikke mange af i distrikt 12. Kattua og Peeta må endnu engang drage til Capitol for at indgå i styrets nådesløse magtdemonstration. Denne gang med præsident Snows hævngerrige motiver i baghovedet.
Suzanne Collins fortsætter sin trilogi lige så mørkt og frygtindgydende, som forgængeren slap, men i ”Catching Fire” fra 2009 (”Løbeild”, 2010) står forfatterens politiske agenda tydeligere. Her skifter fokus fra Kattua og Peetas kamp i Dødsspilsarenaen til den ideologiske kamp mod Panems diktatur. Der stilles skarpt på statsledelsens organiserede tortur og magtmisbrug, mens de voldsomme forskelle mellem de fattige stavnsbondelignende distrikter og det højteknologiske konsumsamfund i hovedstaden effektivt kontrasteres.
Men Collins forsimpler aldrig sine karaktertegninger. Hverken i de nuancerede portrætter af borgere i distrikterne og Capitol eller i de rørende skildringer af varige psykiske mén hos dem, som har overlevet Dødsspillets rædsler.
Suzanne Collins
24 teenagere bliver udvalgt til at kæmpe til døden i en kæmpe arena, mens forældre, venner og den diktatoriske statsledelse følger med på TV skærme. Dette kan måske lyde som opskriften på effektjag...
Læs hele forfatterportrættet
