BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris

Intro

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris blev stiftet i 2005 og uddeles årligt "til to yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut".

Legatet er stiftet af Bodil og Jørgen Munch-Christensen, boghandlerpar i Vejle, med egen forretning siden 1947. Prisen på 2 gange 50.000 kr. overrækkes på Vejle Bibliotek hvert år den sidste fredag i september.

Ligesom dens kusine, Bogforums Debutantpris, er Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris med til, over tid, at markere bevægelser og nybrud i den danske skønlitteratur, ved hvert år at hylde en af de allerbedste debut'er fra det pågældende år.

2025: Emma Rosenzweig og Gustav Valdemar Strange

2024: Inger Smærup Sørensen og Silas Toft

Inger Smærup Sørensen

Inger Smærup Sørensens debutroman ”Dødsbo” (2024) spænder sin lavmælt poetiske fortælling ud mellem stille observation af dugvåde edderkoppespind og kras kritik af de statslige institutioner, der ikke formår at handle på klimakrisen, fordi hensynet til magt og ego vejer højere end vores fælles fremtid. Selvom romanen indvarsler katastrofe og undergang, så efterlader den læseren med et håb om, at noget kan blive anderledes, hvis vi finder en ny måde at være i verden på.

Silas Toft

Silas Toft debuterede i 2023 med ”solen er en fod bred”, der tegner konturerne til et ungdomsliv under coronapandemien med cigaretrygning, isolation, forelskelse og melankoli. Digtene er korte, titelløse, fragmentariske og sansemættede, idet debuten består af en blanding af lavmælte strøtanker, aforismer, humoristiske oneliners, blanke sider, kryptiske metaforer og læresætninger om litteratur og sprog. Digterjeget er ofte usynligt, alene eller afsides. Det betragter verden på distance med stjålne blikke og registrerer ordknapt den natur, det byliv og de relationer, det indgår i.

Kilder

Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris

Vejle Bibliotekerne