”Hun blev pludselig urolig for, at han var ved at bryde sammen, og hun lagde en finger i hans mundvig. Hun havde lyst til at trække den opad i et bredt grin, men strøg i stedet for fingeren langs hans læber. Han så undersøgende på hende, og hun fik fornemmelsen af, at hendes tunge kunne trække det tunge øjenlåg opad, at et kys ville afsløre noget ved ham, der kunne slå hende omkuld.”
”386”, s. 121.
Mai har ADHD. Hun har ”urolige knogler” (s. 66), en indre vibrerende uro, som hun har valgt at leve med uden medicin. Den indre, sitrende energi synes at hjælpe Mai med at mærke sig selv, og samtidigt truer den med at ødelægge den pæne, ”nyrenoverede” overflade; alt det, som Johan står for. ADHD’en synes at give hende et stort behov for at skabe et ’rigtigt’ hjem at høre til i, men også ”at slå vægge ned” (s. 44) og finde ind til sandheden om sig selv og om Johan. Skrivestilen er, som i forfatterens øvrige romaner, nøgtern og naturalistisk med korte sætninger, der ofte blot konstaterer ting, som giver læseren en fornemmelse af at blive holdt hen, at årsagen holdes tilbage, at det vigtigste forbliver usagt.
Hemmeligheden bag tallet ”386” fungerer som en drivende motor i fortællingen, der er fortalt gennem en alvidende fortæller, der knytter sig til Mai. Som læsere er vi, som Mai, hensat i en sitrende stemning af suspense. Mai - og læseren - oplever til sidst, hvordan sandheden om det skete, om det, som ikke kunne siges eller fortælles, er knyttet både til smerten, sorgen og kærligheden. Det er her, i sandheden, at livet er farligst og mest brutalt, men også hér, at kærligheden er smukkest.
Kamilla Hega Holst
Kamilla Hega Holst skriver originale og skæve romaner om mennesker, som afviger fra normen og har et anderledes begær. Senest i romanen ”386” (2023) om Mai, hvis ADHD diagnose giver hende en indre,...
Læs hele forfatterportrættet
