- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., juni 2019
Intro
I Pierre Lemaitres psykologiske spændingsroman ”Robe de marié” fra 2009 (”Brudekjolen”, 2015) følger man på skift kvinden Sophie og manden Frantz. Den kvindelige hovedperson, Sophie Duguet, er efter en stribe blackouts og uforklarlige episoder mere og mere sikker på, at hun er ved at miste forstanden. Da hun en morgen finder den seksårige dreng Léo, som hun er barnepige for, kvalt i sine snørebånd, flygter hun over hals og hoved, men mareridtet er kun lige begyndt. Den unge kvinde, som tidligere havde en fin karriere og var lykkelig gift, lever nu på kanten af samfundet, mens hun udtænker en plan om en helt ny identitet: ”En Sophie vil forsvinde, tyven, mordersken, farvel til Tosse Sophie. Og opstået fra et sort hul. Den uskyldige Sophie.” (s. 74). Sagen er bare den, at hun uden at ane det, ikke er gerningsmand til de mord, hun er eftersøgt for. Hun er derimod selv offer for en udspekuleret plan.
