Pierre Lemaitre

Genrer og tematikker

Pierre Lemaitre har forklaret, at han med sine bøger ønsker at fortælle en god og medrivende historie og samtidig give personerne dybde og karakter: ”Jeg mener selv, at jeg er god til at fortælle en spændende historie, og jeg forsøger også at gøre mine personer interessante, for historien, plottet, må ikke fylde det hele. Der skal være plads til personerne, de skal være levende og uforudsigelige.” [1]Michael SeidelinHyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimensionPolitiken, 2014-03-06..

Danske krimilæsere er måske mest vant til at orientere sig mod den engelsksprogede verden og vores skandinaviske nabolande, når de er på udkig efter nye kriminalromaner. Men der er også alt mulig grund til at kigge mod syd, hvis man er på jagt efter bøger med mord, intelligente plot og komplicerede figurskildringer, og Pierre Lemaitres kriminalromaner er da også blevet en stor succes på det danske marked. I Lemaitres serie om Camille Verhoeven er den centrale hovedperson en politikommissær med et kompliceret følelsesliv. Her er ikke tale om en helt i traditionel forstand, men derimod en menneskelig og til tider ikke helt sympatisk politimand. Krimierne er desuden præget af udpenslede, voldsomme detaljer – som en anmelder har påpeget, er der ikke tale om krimier henvendt til Barnaby-segmentet, dvs. dem, der holder af tilforladelige, hyggelige krimihistorier.

Lemaitre placerer selv sine kriminalromaner mellem to krimitraditioner. Den første fokuserer mest på personerne og stemningsbeskrivelse og mindre på plottet. Mens den anden, som oprindeligt kommer fra den angelsaksiske whodunit-krimitradition med fokus på opklaring af en forbrydelse, indeholder en stærkere fortælling end personskildring. I Pierre Lemaitres krimier kombineres det narrative plot med et fokus på at levere en troværdig og nuanceret figurtegning: ”Jeg forsøger at gøre mine personer ”sande”, ”ægte”. De skal være ligesom De og jeg med kvaliteter og fejl.” [1]Michael SeidelinHyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimensionPolitiken, 2014-03-06..

En ligeså væsentlig del af Pierre Lemaitres forfatterskab er de historiske romaner om mellemkrigstidens Frankrig, ”Vi ses deroppe” og ”Flammernes farve”. Begge bøger er episke romaner fulde af flamboyante karakterer, fortalt med en alvidende og fremsynet fortæller og med både spænding og humor. Det gennemgående tema i de to historiske romaner hænger sammen med spørgsmålet: ”Hvad sker der, når krigen er slut?” Begge bøger skildrer den junglelov, der synes at præge det franske samfund i tiden op mod Anden Verdenskrig. Bøgerne handler dog også mere generelt om et samfund, hvis strukturer på alle niveauer er påvirket af det kollektive granatchok, en krig afstedkommer.

Beslægtede forfatterskaber

Den franske forfatter Émile Gaboriau anses for at være en af den moderne kriminalromans fædre. Andre mere nutidige krimiforfattere, som kan siges at være beslægtede med Lemaitre, er skotske William Mcllvanney og franske Frédérique Audoin-Rouzeau, der skriver under pseudonymet Fred Vargas. Hun er en af Frankrigs bedst sælgende forfattere og især kendt for sine krimier om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg og hans politiopklaringsarbejde. Pierre Lemaitres krimier om Camille Verhoeven, ikke mindst ”Alex”, har også fået flere til at sammenligne ham med den afdøde svenske krimiforfatter Stieg Larsson, som især er kendt for sine bøger om makkerparret Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Lemaitre afviser dog selv at have tænkt på svenskerens bøger, da han skrev sine krimier, men fremhæver Larssons kvindelige hovedperson som en interessant figur: ”Lisbeth Salander er spændende, for hun er helt uforudsigelig, og hun har det svært med verden.” [1]Michael SeidelinHyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimensionPolitiken, 2014-03-06..

En klassiker, når det kommer til litterære skildringer af Første Verdenskrig, er tyske Erich Maria Remarques antikrigsroman ”Im Westen nichts Neues” fra 1929 (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1968), som med skånselsløs realisme skildrer unge mænds oplevelser under det 20. århundredes første store krig i Europa. Pierre Lemaitre understreger desuden selv, at fransk litteratur blev forandret efter Første Verdenskrigs gru: ”Første Verdenskrig blev en katalysator for en hel litterær generation i Frankrig. Krigen påvirkede fransk litteratur og forfattere, der måtte se sig nødsaget til at anvende et brutalt sprog for at skildre krigens brutalitet og til at anvende et råt sprog for at beskrive volden. Deres litteratur blev på en måde inspireret af oplevelsen af død.” (Benjamin Krasnik: ”Vi har intet lært af krigen”. Kristeligt Dagblad, 2014-09-13). Den vigtigste af disse franske forfattere er uden tvivl Louis-Ferdinand Céline, som i sin debutroman, der også anses for at være hans hovedværk, fra 1932, ”Voyage au bout de la nuit” (”Rejse til nattens ende”, 1968), brød med de traditionelle normer i fransk litteratur. Pierre Lemaitre indskriver sig med sine to historiske romaner i denne tradition, om end der hos Lemaitre er tale om mere episke og underholdende romaner. Hans seneste bog, ”Flammernes farve” er desuden blevet sammenlignet med den franske forfatter Alexandre Dumas’ roman ”Le Comte de Monte-Cristo” (”Greven af Monte Cristo”) fra 1844. Den historiske baggrund indgår – ligesom i Lemaitres roman – som et element i handlingen, og begge bøger skildrer udspekulerede og raffinerede udtryk for hævn.

Relaterede forfattere