Erich Maria Remarque

Emneord:

Hovedforfatter

Birgitte Duelund Pallesen
cand.mag., 2014

Den tyskfødte Erich Maria Remarque var kun 18 år og knap blevet student, da han sendtes til skyttegravene for at forsvare fædrelandet i Første Verdenskrig. Som purung og med øjne, der endnu ikke havde haft kontakt med ulykke, måtte han altså deltage i en af verdenshistoriens mest blodige begivenheder. Remarque var heldig og overlevede krigen, men livet blev aldrig det samme, og han kunne ikke slippe den meningsløse brutalitet, han havde oplevet på slagmarken. Han dedikerede herefter sit forfatterskab til at udbrede budskabet. I dag er han sandsynligvis den mest berømte krigsforfatter i verden og er stadig fast pensum, når skolebørn verden over skal lære om Første Verdenskrig.

Baggrund

Erich Maria Remarque blev født i 1898 i byen Osnabrück i den sydlige del af Saxen i Tyskland. Han opvoksede under ydmyge forhold i en typisk arbejderklassefamilie med to ældre søstre, en hjemmegående mor og en far, der var bogbinder. Som Remarque flere gange har skrevet i sine værker, var han så ung, da han blev sendt i krig – bare 18 år – at han knap kan huske noget om sig selv fra før krigen. Ikke desto mindre var litteraturinteressen der allerede som barn, og Remarque skrev digte og små historier allerede fra en tidlig alder.

”Vi er ikke mere nogen ungdom […] Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vores hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt, vi tror ikke mere på noget, vi tror på krigen.”

”Intet nyt fra Vestfronten”, s. 72.

Foto: Ullstein - Wårth Gmbh/Ullstein Bild - Adolf WÅrth Gmb/Ritzau Scanpix

Født
22. juni 1898.
Død
25. september 1970.
Uddannelse
Afbrød sin læreruddannelse på universitetet i Münster, da Første Verdenskrig brød ud og han blev sendt til Frankrig. Han afsluttede uddannelsen i 1919 efter sin hjemsendelse.
Debut
Die Traumbude. Ein Künstlerroman. 1920. Ikke oversat til dansk.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Skygger i paradiset. Gyldendal, 1972. Oversat af Mogens Boisen.

I 1916 meldte Remarque sig ind i den tyske hær. Regeringen lagde hårdt pres på ungdommen, og stort set alle tyske drenge over pubertetsalderen blev opfordret til at kæmpe for nationen og fædrelandet. Remarque blev efter kort optræning sendt til Vestfronten, hvor han nåede at kæmpe i et halvt år, før han blev såret i benet af en granatsplint og måtte tilbringe krigen ud på lazarettet.

Efter krigen færdiggjorde Remarque sin læreruddannelse, men han underviste kun et par år. Siden forsøgte han sig som reklamemand og journalist, mens han begyndt at skrive nogle halvdårlige digte og essays. Men han kunne ikke rigtigt koncentrere sig om det. Hele tiden arbejdede hans bevidsthed med oplevelserne ved Vestfronten, og hans had til krigen og medfølelse med de soldater, der stadig var i krig, måtte til sidst udkrystalliseres i den antiheroiske roman ”Intet nyt fra Vestfronten”. Så vendte heldet, og Remarque fik en popularitet og indtjening, som gjorde at han kunne leve af at skrive. For at tage afstand fra sine tidlige skriverier (og måske også Tyskland) skiftede Remarque navn fra det tidligere og tyskklingende Remark til den franske stavemåde, som vi kender i dag.

Da nazisterne kom til magten, blev Remarque upopulær blandt statstilhængere, og i 1933 blev hans værker, på foranledning af Goebbels, bandlyst og brændt på gaden. Han var for pacifistisk og ”utysk” for det krigeriske Gestapos smag. Remarque flyttede herefter til Schweiz, men da han i 1938 tillige fik frakendt sit tyske statsborgerskab, flyttede han til USA, hvor han i 1947 fik amerikansk statsborgerskab. I USA fortsatte han sin skrivning, sideløbende med at han tog aktiv del i Hollywoods selskabsliv. Han stod i nært forhold til prominente damer som Marlene Dietrich og Greta Garbo, men blev til sidst gift med Paulette Goddard, og de forblev ægtefolk til hans død i 1970.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Erich Maria Remarque bliver af mange betragtet som den moderne krigsromans fader, og han kan på mange måder også siges at have fornyet genren. Krigsromanen kan spores langt tilbage i historien – helt tilbage til Homer og ”Iliaden” – men det er først med Remarque, at vi får den realistiske udgave, eller den ”ny saglighed”, som han selv beskrev det.

I ”Intet nyt fra Vestfronten” får vi således serveret det råt for usødet: sprængte arme og ben, granatsplinter i øjne og halspulsårer og blottede, løsslupne indvolde. Og ikke nok med det. Udover de fysiske lemlæstelser får vi også klart og tydeligt redegjort for de ligeså slemme mentale lemlæstelser i form af psykotiske, rallende og angstplagede soldater. Remarque formulerer sig i en rå realisme, hvor intet forskønnes eller ties, og det er tydeligt, at det ikke er heroiske krigsromaner – som dem man ellers læste på det tidspunkt – han ønsker at skrive, men derimod direkte antiheroiske krigsromaner. Romaner hvor krig ikke er noget, som kan vindes og som gør godt for nationalstaten, men derimod en komplet meningsløs og på alle måder destruktiv affære.

Remarque udviser i det hele taget en desillusion – en manglende tiltro til verdens orden – i sine romaner. Både i de klassiske krigsromaner (som foregår på slagmarken) og i de krigsromaner, som foregår i efterdønningerne af enten Første eller Anden Verdenskrig. Her er der tale om en slags emigrantromaner – som på det tidspunkt ikke var noget ukendt fænomen – som portrætterer den ulykke, der hersker i den europæiske befolkning foranlediget af krigene. Ifølge Remarque bliver krig altid efterfulgt af alvorlige tømmermænd.

Selvom Remarque holdt mest af at beskrive den rene forråelse og ulykke, så fik han imidlertid altid plads til en kærlighedshistorie – og gerne én, der er filosofisk, passioneret og kontroversiel. På den måde sår den ellers pessimistiske krigsveteran kimen af et håb i de grå ruiner, og han foreslår ydmygt og subtilt, at kærlighed måske kan være en løsning på krigens meningsløshed.

Beslægtede forfatterskaber

Krig har alle dage været et udbytterigt emne for forfattere, der har søgt at komme overens og bearbejde den brutalitet, man har med at gøre i tilfælde af krig. Som nævnt ovenfor kan Remarque siges at have skabt den moderne og realistiske krigsroman, og på den måde kan mange forfattere også siges at stå i gæld til Remarque. Selvfølgelig var Remarque ikke den eneste, der på sin tid fortalte om krigens brutaliteter – i Frankrig var der f.eks. Henri Barbusse og i England Rebecca West – så den fortælling er nok lidt forsimplet. Ikke desto mindre tog han del i en strømning hos en række moderne forfattere, der indædt ønskede at fortælle om krigen, som den virkelig var – uden helte og bannere. På titelbladet til ”Intet nyt fra Vestfronten” har Remarque selv forklaret sit ærinde: ”Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selvom den også undslap granaterne.” En sådan tendens har der været at finde inden for krigslitteraturen lige siden dengang, og f.eks. det at beskrive den mentalt invaliderede kriger, der har traumer fra slagmarken og som kan bryde ud i angstanfald, hvornår det skal være, er et godt eksempel herpå. Det tema, som Remarque slår an i sine emigrantromaner, er nemlig også et typisk motiv i dagens krigsfiktioner. Tag f.eks. filmen ”Brødre” af Susanne Bier fra 2005 og romanen ”Jeg er en hær” af Lars Husum fra 2010. Hos Remarque kaldtes det for granatchok, mens det i dag går under betegnelsen posttraumatisk stress og kategoriseres som et syndrom. Men det er det samme, de taler om. Især i sine tidligere romaner havde Remarque i øvrigt et blødt punkt for emnet kammeratskab, og de venskabsbånd, der knyttes under krig beskrev han som noget helt særligt og ubrydeligt. Her aner vi for så vidt en snert af idealisme, som går igen i andre krigsfortællinger – navnlig Hollywood-film – såsom ”Kammerater i krig” fra 2001 og ”Saving Private Ryan” fra 1998.