”Det var ikke første gang, jeg var blevet gjort ansvarlig for det nuværende tyske regimes synder. Efterhånden sløvedes man over for den slags udtalelser. Trods alt havde jeg jo siddet i interneringslejr i Frankrig og hadede alligevel ikke franskmændene. At kunne hade eller elske så ligefremt afslører en misundelsesværdig primitivitet.”
”Skygger i paradiset”, s. 22.
Iblandt disse skygger møder vi Ross, som ikke er jøde men politisk flygtning. Efter i noget tid at have forsøgt sig i Europa – hvor han måtte flygte fra det ene land til det andet, i takt med at de blev besat af nazisterne – lykkedes det ham at komme til USA. USA er for Ross blot endnu et land, og han kender end ikke sproget. Men det går ham alligevel godt fra starten: han finder sig et sikkert hjem på et emigranthotel, han får et job som kunstkonsulent, han møder gamle venner fra Europa og han bliver forelsket. At leve i USA er nemlig på mange måder ligesom at leve i paradis; et land hvor alle muligheder står åbne og man ikke behøver at skruple over at gribe dem; et land som også er med i krigen, men som overhovedet ikke lader sig mærke med det.
Det pæne og lykkelige findes imidlertid kun på overfladen, må Ross sande, for bagved ser det helt anderledes ud. Selvom økonomien blomstrer, er der gået inflation i moralen og der er rigeligt med plads til korruption, løgn og udnyttelse. Det kan godt være, at folk dør i Europa, men i USA laver de film om det og tjener penge på massakren. Ross, der selv har oplevet at sidde i koncentrationslejr, bliver konsulent på en Hollywood-produktion, men han væmmes over det og begynder at blive nostalgisk og savne Tyskland. Alligevel kan han ikke rejse hjem. Som alle de andre tyske emigranter må han indse, at der ikke længere er noget at komme hjem til.
Erich Maria Remarque
Den tyskfødte Erich Maria Remarque var kun 18 år og knap blevet student, da han sendtes til skyttegravene for at forsvare fædrelandet i Første Verdenskrig. Som purung og med øjne, der endnu ikke ha...
Læs hele forfatterportrættet
