- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., juni 2019
Intro
Pierre Lemaitre debutererede i 2006 med kriminalromanen ”Travail soigné” (”Irène”, 2014), hvor den blot halvanden meter høje, knivskarpe kriminalkommissær Camille Verhoeven får til opgave at opklare to yderst brutale mord. To unge prostituerede er blevet myrdet og skamferet på en usædvanlig voldsom måde. Da han sammen med sine nærmeste medarbejdere dykker ned i sagen, viser det sig hurtigt, at der findes flere bestialske mord begået af samme gerningsmand. De enkelte kvindemord er desuden gentagelser af forbrydelser skildret i kriminalromaner af blandt andre James Ellroy, Sjöwall & Wahlöö og Bret Easton Ellis. Opklaringsenheden får hjælp af både en litteraturforsker og en belæst boghandler. Samtidig synes især en af de journalister, der dækker efterforskningsarbejdet, hele tiden at være yderst velinformeret om nye spor i sagen. På hjemmefronten er Camille Verhoeven gift med den dejlige og højgravide Irène. Der bliver dog ikke megen tid til privatlivet i det intense arbejde med at finde frem til seriemorderen med forkærlighed for krimier, som til sidst kommer uhyggeligt og fatalt tæt på Verhoeven og hans nærmeste.
