”Måske var det det første tegn på, at tingene begyndte at skride for min far. Umærkeligt, i form af småbitte forskydninger, revner og sprækker, og måske anede han det selv. Men vi sagde ingenting.”
”Udflytterne”, s. 75.
Projekterne bliver sjældent ført til ende, men til gengæld interesserer de lokalsamfundet og skaber et miljø omkring familiens faldefærdige hus. De uløste projekter begynder at frustrere faren, og fra sidelinjen kan familien se drømmene smuldre omkring ham. Han forsvinder dybere og dybere ind i sig selv, og mødet med en lokal shaman hjælper ikke på hans mentale nærvær. Faren ender med at forsvinde helt: han tager livet af sig selv. Resten af familien flytter hurtigt tilbage til København, men Phønix bliver for at bygge farens svedhytte færdig og for at afrunde en tid, der har gjort uudsletteligt indtryk på ham.
Det nære far- og søn-forhold er anskueliggjort helt ned på det sproglige plan: fortælleren kalder sin far for far og sin mor for Hannah. Sønnen er en kærlig, men også tilbagetrukket fortæller, der snarere registrerer begivenhederne end fortolker dem. Kun få gange blander den voksne fortæller sig med suspensefulde forvarsler om, at den indledende lykke ikke varer ved. Men farens forfald synliggøres også i projekterne, og man læser f.eks. det (af naturen) ødelagte vandmøllebyggeri som et symbol på hans indre. Den vilde natur er beskrevet i et levende og sansemættet sprog. Fortælletempoet er roligt og underbygger en underliggende urolig stemning, der løbende afmonteres af humoristiske beskrivelser af mødet med den barske virkelighed.
Camilla Stockmarr
Camilla Stockmarr blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat med den begrundelse, at hun i sin seneste roman ”Udflytterne” (2012) markerede sig som en ‘stilsikker historiefortælle...
Læs hele forfatterportrættet
