Camilla Stockmarr

Emneord:

Hovedforfatter

Line Rasmussen
cand.mag., 2013

Camilla Stockmarr blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat med den begrundelse, at hun i sin seneste roman ”Udflytterne” (2012) markerede sig som en ‘stilsikker historiefortæller’. Og netop fortælleglæde og en sproglig stilbevidsthed kendetegner Stockmarrs forfatterskab, hvor familien og det umage par ‘drøm/ideal og virkelighed’ ofte er i søgelyset. Bibliografien tæller indtil videre tre bøger, der rige på skæbnefortællinger og erfaring, vidner om en forfatter, der udover at skrive på fantasien, også skriver på levet liv.

Baggrund

Camilla Stockmarr er født og opvokset i København og bor i dag på Østerbro. Hun har ingen uddannelse på papiret, men har til gengæld bestredet job i mange afskygninger og har boet i store dele af verden, f.eks. i New York, Israel og i Paris, hvor hun i perioder boede i den engelske boghandel Shakespeare & Co – og i Sverige, hvor hendes seneste roman udspiller sig.

”Hun gør mig så flintrende arrig. Hvad helvede skal hun blande sig i mit liv for på den måde. Med rengøringshjælp og dagcenter. Fordi man ikke er til stearin i sølvstager og rokokopuder, og for fanden hvor er det hele dog lækkert.”

”Noras tredje alder”, s. 261.

Stockmarr har tre børn, og begyndte at skrive i 1990’erne, da hun blev mor for første gang. I 1995 og 1998 debuterede hun i Danmarks Radio med noveller, som hun efter eget udsagn havde fået afslag fra Forfatterskolen på (jf. www.camillastockmarr.dk). I 2000 udkom hun i bogform på Samlerens Forlag med novellesamlingen ”I det skjulte”, hvor også DR-novellerne indgik. Samtlige tekster i bogen er – på nær en enkelt med fantastiske elementer – forankret i realismen og behandler forholdet mellem mennesker.

Foto: Robin Skjoldborg

Født
8. maj 1966 i København.
Uddannelse
Ingen. Har bl.a. arbejdet som antikvarboghandler i Paris og som rengøringsassistent, før hun begyndte at skrive professionelt.
Debut
I det skjulte. Samleren, 2000.
Litteraturpriser
Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2012.
Seneste udgivelse
Noras tredje alder. Lindhardt og Ringhof, 2018. Roman.
Inspiration
Dorris Lessing, Kerstin Ekman, Charles Bukowski og Per Petterson.

Det er et særtræk, der også ses i Stockmarrs første roman “Noras tredje alder” fra 2004, hvor læseren kommer ganske tæt på antikvarboghandleren Nora og hendes to voksne børn. De tre familiemedlemmer fortæller fra forskellig synsvinkel om deres indbyrdes – og ofte knudrede – relationer til hinanden. Om deres liv, som de drømte det skulle blive, og om, hvordan det er blevet. De nære portrætter er fortalt med ofte grotesk-humoristiske øjebliksbilleder, psykologisk indsigt og i samme stilfærdige tone og tempo, der kendetegner romanen ”Udflytterne” fra 2012, som desuden var anslagsgivende til, at Stockmarr samme år fik tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

”Udflytterne” udspiller sig i 1970’erne, det vil sige, en tid hvor forfatteren selv var ung. I et interview på Bogforum i 2012 blev hun spurgt om valget af netop dette årti til at sætte rammen for hendes fortælling, og hun svarede sådan her: ”Jeg synes, det var en meget kraftfuld tid (…). Jeg låner lidt af den tidsånds energi. (…). Nu foregår den i 70’erne, den kunne have været foregået nu, eller den kunne have været foregået i 50’erne, det ville have været samme historie.” (Camilla Stockmarr på BogForum, www.youtube.com/watch?v=kt-A2jbkYXQ).

Med disse ord understreger Stockmarr det almenmenneskelige aspekt, plus de universelle temaer, der er på færde i fortællingen om familien fra København, der drømmer om at skabe sig et nyt liv i Sverige.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Camilla Stockmarr har skrevet noveller og romaner. Omdrejningspunktet for de fleste historier, hun har fortalt, er de helt nære relationer mellem mennesker, og især mennesker, der er i familie med hinanden. Forfatteren skriver ofte ud fra en psykologisk og realistisk synsvinkel og har blik for det usagte, det dysfunktionelle – og det kærlige, der kan være imellem mennesker. Især dysfunktionerne har frit spil i novellerne og i hendes første roman. I ”Udflytterne” derimod er det primært kærligheden, der kommer til udtryk. For historien om faren, der både er fantast og fallent, bliver fortalt i en beundrende, kærlig, men også vemodig tone – af sønnen, der drømmer med på farens utopiske drøm. Og netop far-søn-forholdet er et væsenligt tema i romanen.

Den øvrige familie, moren og søsteren, får hurtigt karakter af baggrundsfigurer for den egentlige fortælling om forholdene ‘far og søn’ og ‘far og natur’. Naturen optræder nærmest – på linje med faren – som en hovedperson i romanen. Den beskrives levende, forførende, magtfuld og utilregnelig, og det er da også naturen, der – groft sagt - i sidste ende tager livet af faren. Hans drømme om et liv i pagt med naturen bliver knust af en voldsom virkelighed. Og netop antitesen drøm versus virkelighed, er et centralt tema i Stockmarrs forfatterskab.

I ”Noras tredje alder” fortæller mor, søn og datter ud fra hver deres synsvinkel, om deres forhold til hinanden – og disse fortællinger illustrerer i høj grad sammenstødet mellem forventninger (drøm) til hinanden, og hvordan man egentlig opfører sig overfor hinanden (virkelighed).

”Udflytterne” er båret af drømmen om det uafhængige liv – og foregår i 1970’erne – en tid, hvor samfundet generelt var i opbrud, hvor mange ‘flyttede ud’ i mere broget forstand. Der blev eksperimenteret med alternative livs- og familieformer – og religioner. Kollektiverne opstod, hippierne plæderede for ‘peace, love and understanding’ og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Tiden var fuld af drømme, men også af paradokser og inkonsekvenser – og den naivitet, som også fælder farens hippieprojekt. Han må endda tage lønarbejde på Saab-fabrikken for at kunne forsørge familien, hvilket bestemt ikke var en del af planen, da han trak familien op med rode for at begynde et nyt og bedre liv i den frie natur. Men han havde en drøm og han levede den ud – og i forlængelse heraf kan Camilla Stockmarrs seneste roman også læses som en hyldest til drømmere generelt. For drømmen om frihed og autentiske liv hører ikke kun 1970’erne til.

”Udflytterne” rammer noget ganske centralt i den aktuelle tidsånd, hvor det moderne bymenneske på samme måde drømmer sig væk fra det bestående samfund og flirter med begreber som autenticitet, frihed og uafhængighed.

Beslægtede forfatterskaber

På nogle måder adskiller Camilla Stockmarrs bøger sig fra andre danske og mere tidstypiske forfatteres værker. Hvor form- og sprogmæssig eksperimenteren ofte kendetegner nyere dansk litteratur, jf. f.eks. Lone Aburas og Bjørn Rasmussen, så sender Stockmarrs mere traditionelle fortællestil flere associationer i retning af klassiske forfatterskaber, som f.eks. Karen Blixen, hvor også fortællingen er i centrum, og ikke formen.

Derimod har Stockmarr et tematisk fællesskab med flere samtidige forfattere. F.eks. er drømmen om det autentiske liv i naturen en ganske aktuel litterær præmis, som også kan opleves i forfatteren og litteraturkritikeren Nanna Gouls debutroman ”Privat skov” fra 2012. Her flytter en ung kvinde ud i en skov og ind i et skovhus med sin kæreste. De har en masse drømme om netop det gode liv væk fra byen, men drømmene brister i takt med deres kærlighedsforhold. Så heller ikke her lader fantasien om et lykkeligt liv i pagt med naturen sig realisere i virkeligheden.

Også hovedpersonen i norske Erlend Loes roman ”Doppler” flytter – ikke af kærlighed, men af raseri – ud i skoven for at komme væk fra sit liv. Det samme er tilfældet med den svenske forfatter Madeleine Hesserus, der i romanen “Isola” beskriver en kvinde, der går til skovs for at være i fred.

Stockmarrs detaljerige og sanselige beskrivelser af duftene, dyrene, luften, vandet og træerne i naturen skaber en fornemmelse af netop duftene, dyrene, luften, vandet og træerne i naturen, som man også oplever det i den norske forfatter Per Pettersons stilfærdige, men ikke desto mindre kraftfulde roman ”Ud og stjæle heste” fra 2004, hvor en pensioneret enkemand flytter alene i et gammelt hus i udkanten af en by for at leve et mere ukompliceret liv. Han tænker tilbage på sin barndom, og især på en sommerdag, hvor faren vandrede ud af hans liv.

Og netop far-søn-forholdet er et klassisk tema i litteraturen og forløst af mange forfattere. I nyere dansk litteratur har Jens Blendstrup med den autobiografiske roman ”Gud taler ud” fra 2004 beskrevet et kærlighedsfuldt, kompliceret, skørt og satirisk forhold mellem et barn og hans far. Blendstrup benytter en ganske anden sproglig og fortællemæssig stil end Stockmarr, men formidler et far-søn-forhold med lignende ambivalens.