”Mine tanker flimrer rundt i en hvirvlende strøm, og det føles, som om der er for lidt blod i mine årer. Som om jeg kan besvime, hvert øjeblik det skal være. Det er noget rod. Alt er rod. Og jeg smiler og smiler, for så længe jeg smiler, ser ingen rodet.”
”Og så drukner jeg …”, s. 242.
Derfor har Josephine planlagt sin dag ned til mindste detalje, fra hun vågner, til hun går i seng. Evighedskalenderen på telefonen hjælper hende med at holde styr på det hele. Den er Josephines faste holdepunkt og den sikrer, at hun ikke spilder sin tid, men hele tiden er fokuseret på at præstere optimalt og være den bedste udgave af sig selv. Til at fuldende billedet har hun, med veninden Miriams hjælp, udset sig den helt rigtige kæreste, Oliver. Han ser godt ud, ved hvad han vil og er charmerende. Han passer med andre ord perfekt ind i planen.
Men der er noget galt, for Josephine har svært ved at trække vejret, hun glemmer ting, dumper næsten en eksamen og spiser betablokkere, en slags beroligende piller, for at få styr på den angst, hun konstant føler indeni, og som er tæt forbundet med en drukneoplevelse, hun havde som 15-årig. Da hun af sin bror Elliot får et gavekort til kajakundervisning, møder hun Simon. Simon provokerer Josephine og sætter spørgsmålstegn ved hendes måde at leve sit liv på. Han får hende til at tænke på, hvad hun har lyst til og ikke hvad hun bør og hvad andre forventer. Simon er et irritationsmoment og ikke en del af Josephines plan. Ligesom det heller ikke er en del af planen, at hendes far har en affære med naboen og at hendes mor vil skilles. Alle de sikre og trygge rammer, som Josephine kender og har bygget op omkring sig selv, falder med ét fra hinanden og Josephine falder med.
Tematisk kredser ”Og så drukner jeg …” om præstationspres og perfekthedskultur. Josephine prøver at skabe den bedste version af sig selv og betragter hele tiden sig selv med andres øjne. Hun er optaget af, hvad lærerne forventer, hvad forældrene forventer og hvad samfundet forventer, men har ingen ide om, hvad hun selv har lyst til eller hvad hun kan lide.
Ditte Wiese
Ditte Wiese skriver uden berøringsfrygt om ungdommens lyster og laster. Tempoet i hendes prosa holdes oppe af masser af vittig dialog og hyppige sceneskift. Stofmisbrug, seksualitet og følelsen af ...
Læs hele forfatterportrættet
